Alfons Winkler var som dreng en af de 36.000 tyske flygtninge, der var i Aalborgområdet i årene efter 1945. De var en del af de 2,5 millioner tyskere, som den tyske marine evakuerede fra Østpreussen og Danzig i verdenshistoriens største evakuering over havet. Af disse kom ca. 250.000 til Danmark. Alfons Winkler boede i mere end to år i flygtningelejren i Hvorup Plantage, hvor der var 4.000 flygtninge.
Agathe og Franz Goike flygtede så sent som den 2. maj 1945 fra Danzig sammen med to døtre og den ene datters seks børn, heriblandt Alfons. De kom med et meget stort handelsskib, hvor der var stuvet 14.000 flygtninge og sårede soldater sammen, og den 4. maj nåede de København.
Franz Goike har skrevet en enestående dagbog på 236 sider, hvor han udførligt skildrede livet i lejren, og Alfons Winkler har foræret mig bedstefaderens dagbog. Selvom det nu er 62 år siden, han var flygtningedreng i Danmark, har han vægret sig ved at vende tilbage. Det er imidlertid lykkedes mig at overtale ham til at komme til Aalborg. Dette skyldes, at jeg har skrevet artiklen ”Tyske flygtninge i Hvorup Plantage 1945 – 47”. Artiklen er en af flere i dette års udgave af årbogen ”Fra Himmerland og Kjær Herred”, der præsenteres den 3. december i Bryggergården i Nørresundby, bl.a. i overværelse af Alfons Winkler.
Alfons Winklers første erindring fra Danmark var fra København, mens ”Sachsenwald” lå i havnen. Han og en anden dreng gik på opdagelse i skibets lastrum, hvor de blev meget chokeret over det, de så. Hele rummet var fyldt med hårdt sårede soldater, og da en af drengene kom til at røre ved en af dem, lød der et frygteligt skrig, et skrig som Alfons kan høre den dag i dag.
Familien blev i første omgang placeret i Høveltelejren. Alfons’ lillesøster Ursula skrantede og blev indlagt på sygehuset med mellemøre- og lungebetændelse. Familien var meget bekymret, for sygehusene blev kaldt for dødshuse og børnesygehusene for englefabrikker. Der florerede allehånde rygter, og en læge blev citeret for at sige, at der ikke var interesse for at gøre noget for børn under tre år. Mødrene måtte ikke besøge deres syge børn på sygehusene, og Alfons’ mor blev på det voldsomste afvist, da hun ville besøge Ursula. Mange mødre beholdt derfor deres syge børn i stedet for at sende dem på sygehuset.
Moderen blev kaldt til sygehuset, og alle vidste, hvad det betød. Hun fik kun lov til at sidde ved den bevidstløse Ursula den sidste time, inden hun døde. Alfons Winkler har fortalt mig, at hans mor kom tilbage og fortalte, at Ursula var sovet ind for altid. Alle græd af sorg. Hans bedstefar ville begrave Ursula, men det måtte han ikke. Familien fik ingen informationer, og de fik aldrig at vide, hvor deres lillesøster var blevet begravet”. - I løbet af de 18 dage, hvor de havde været i lejren, var 80 børn døde på sygehuset.

Det var en stor lykke for familien at blive overflyttet til lejren i Hvorup, der på alle måder var bedre end Høveltelejren. Franz Goike beskrev lejren, Lindholm og Aalborg i positive vendinger.

Den første juleaften hjemmefra og som flygtninge bag pigtråd blev uforglemmelig for dem. Den begyndte med evangelisk gudstjeneste og derefter katolsk messe, og vanen tro beskrev Franz Goike omhyggeligt festmiddagen, der bestod af kogte kartofler, frikadeller, sovs og surkål, I lejrens store sal var der opstillet to store juletræer. Højtidsfesten blev indledt med oplæsning af et digt, ”Juleaften”. Derefter sang man ”Stille Nacht, heilige Nacht” og ”Oh’ du fröhliche” ledsaget af flygtningeorkestret. Mange af deltagerne blev bevægede, idet de mindedes deres hjemstavn og de slægtninge, der var borte. Mange af mændene havde sikkert aldrig grædt før, men ingen skammede sig.
Hjemme i deres blok fejrede de også julen med et lille juletræ og hjemmelavet pynt. Alfons Winkler har fortalt mig, at han og hans bror, Gerhard, kravlede ud gennem hegnet og stjal det omtalte juletræ, som de fældede i en nyplantning med en spade, selvom to soldater konstant patruljerede rundt om lejren. Ifølge Alfons var hans familie den eneste, der havde deres eget juletræ.

Ingen i familien Goike har genset deres hjemstavn ved Danzig. Men jeg er glad for, at Alfons Winkler nu vender tilbage til Aalborg. For hans tid som flygtning i Hvorup Plantage var ikke blot en del af hans personlige historie; men også af Nordjyllands historie. En historie, som ikke må blive glemt.