Tyskland har for øjeblikket store problemer med modtagelsen af op mod en million flygtninge og indvandrere i år, bl.a. fra Syrien. Det er imidlertid et lille antal i forholdt til de 17 millioner tyske flygtninge og fordrevne, som kom til Tyskland i 1945 fra de tyske østprovinser og Østeuropa.

Desuden har Tyskland de sidste 30 år taget imod 2½ millioner volgatyskere fra Sibirien i Rusland og centralasiatiske lande som Kasakhstan, og hvis de kunne dokumentere, at deres forfædre kom fra Tyskland, fik de straks tysk statsborgerskab. Flygtningene i 1945 og volgatyskerne blev hurtigt integreret i Tyskland, fordi de var tyskere i modsætning til dem, der nu kommer til Tyskland med en fremmed religion og kultur.

Mens englænderne og franskmændene drog mod vest over havet til kolonierne, drog tyskerne allerede fra 1200-tallet mod øst, hvor de bosatte sig i alle landene i Østeuropa. I Mellemkrigstiden boede der cirka 10 millioner folketyskere fra Estland i nord til Rumænien i syd. Men der boede også millioner af folketyskere i Sovjetunionen, og de fik en særdeles hård skæbne.

Den fremragende russiske kejserinde, Katharina den Store, sendte mellem 1763 og 1767 kommissærer til alle tyske lande for at hverve nybyggere til Rusland. Det lykkedes i høj grad i Sydtyskland. Tyskerne slog sig ned på den frugtbare jord i Ukraine og på Krim, men de fleste kom til et stort område ved floden Volga omkring byen Saratov. De fleste nybyggere var bønder, håndværkere eller soldater, og de blev lovet mange privilegier, bl.a. fritagelse for militærtjeneste, samt hjælp til bygning af huse og stalde.

Det var et kæmpe arbejde at få fodfæste i dette fremmede land, hvor kolonisterne ofte blev angrebet af lokale nomadestammer. Men lidt efter lidt gik det fremad, og der blev grundlagt 103 nye kolonier, der blev opkaldt efter grundlæggeren eller hjemlige byer som Grimm og Reinwald. Der blev bygget skoler og kirker til de forskellige trossamfund, og der blev hæget om det tyske sprog og den tyske kultur.

I sidste halvdel af 1800-tallet blev forholdene for volgatyskerne dårligere. De blev diskrimineret, og alle privilegier taget fra dem, bl.a. fritagelsen for militærtjeneste. Det resulterede i, at mange udvandrede til USA og Canada. Det var volgatyskere, der som de første viste, at man kunne dyrke hvede på den amerikanske prærie, der ellers lå øde hen, for prærien lignede forholdene ved Volga,

Volgatyske kvinder tvangsudskrevet til træfældning

Volgatyske kvinder tvangsudskrevet til træfældning

Diskriminationen mod Volgatyskerne blev forfærdelig under 1. Verdenskrig og den efterfølgende borgerkrig mellem De Røde og De Hvide. De Røde vandt, og Sovjetunionen blev oprettet. I 1918 opstod ”Forbundet af tyske socialister ved Volga”, og den 6. januar 1924 blev Den Autonome Volgatyske Sovjetrepublik oprettet. Alligevel blev Mellemkrigstiden også hård for volgatyskerne, og den såkaldte holodomor eller sult-holocaust, som Stalin gennemførte i Ukraine mod bønderne, ramte også volgatyskerne. Men det skulle blive værre.

Da Tyskland angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941, beskyldte Stalin volgatyskerne for at udgøre en femte kolonne af spioner og sabotører, der i givet fald ville hjælpe de angribende tyskere. Derfor

blev 1.2 millioner volgatyskerne tvangsdeporteret til Ural, Sibirien og Kasakhstan i kreaturvogne. Mange døde under transporten og op mod en tredjedel døde under det tvangsarbejde, som de måtte udføre. F.eks. blev tyske kvinder udskrevet til at fælde træer. Men også folketyskere fra Krim og andre dele af Sovjetunionen blev deporteret sammen med millioner fra andre folkegrupper i Sovjetunionen.

De første årtier efter krigen og især indtil Stalins død i 1953 var forfærdelige for volgatyskerne. Det tyske sprog, kirkelige liv og endda besiddelse af en bibel blev forbudt. Tysk skolegang var der heller ikke noget af, og det gik derfor tilbage for det tyske sprog, også fordi tyskerne nu boede så spredt. Men de var fortsat deres tyske oprindelse bevidst, og det var russerne i højeste grad også. Så de allerfleste tyskere drømte om at komme til deres forfædres Tyskland.

Schlager-sangerinde Helene Fischer

Schlager-sangerinde Helene Fischer

Først med Gorbatjovs magtovertagelse i 1985 blev der åbnet for udrejsetilladelserne, og i de første år efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 kom der årligt omkring 200.000 volgatyskere til Tyskland fra Sibirien og Kasakhstan. For disse tyskerne var det som at komme til Det Forjættede Land, som de havde drømt om i årtier, selvom en del af dem kun kendte få tyske gloser. Men de var tyskere.

De fleste har klaret sig godt i Tyskland, som f.eks. Helene Fischer. Hun blev født som Elena Petrovna Fischer i den sibiriske by, Krasnojarsk; men i 1988 traf familien beslutningen om at rejse til Tyskland. Mens bedsteforældrene under 2. Verdenskrig blev deporteret fra Volga til Sibirien, hvor bedstemoderens generation måtte fælde træer, er barnebarnet Helene Fischer blevet en berømt sangerinde i Tyskland og et symbol på volgatyskernes vellykkede integration. – En 250 år lang odysse var forbi.