En vatnisse er en person uden selvstændig holdning, uden rygrad og med tendens til at ville behage andre, eksempelvis for at være politisk korrekt. I den forløbne juletid har vi desværre set mange eksempler på vatnisser.

Jeg tænker først og fremmest på de skoleledere, der ikke ville lade deres elever deltage i den traditionsrige julegudstjeneste i den stedlige kirke for ikke at støde deres muslimske elever, eller som kun har gennemført kirkegangen på betingelse af, at præsten bl.a. undlod at bede Fader Vor. De præster, der har givet efter for et sådant krav, er bestemt også nogle vatnisser.

Det mest groteske er dog, at visse skoleledere har forlangt, at de vers i julesalmerne, hvor ordene Jesus og Gud er nævnt, skulle fjernes. Først derefter kunne man synge salmerne på de pågældende skoler. Hvad har disse vatnisser dog tænkt på? Julesalmerne er en central del af den danske kulturarv med Brorson, Grundtvig og Ingemann i spidsen, og dem kaster de vrag på! De håner den danske kultur, der er uløseligt forbundet med kristendommen.

Der er noget, disse skoleledere har misforstået. Langt hovedparten af vore muslimske medborgere ønsker ikke, at vi skal give køb på vor kristne kulturarv, herunder sædvaner og skikke. Jeg ved det af egen erfaring. Som skoleinspektør på Bavnebakkeskolen i Støvring gennem knap 29 år har jeg arbejdet tæt sammen med flygtninge og indvandrere, og en stor del af dem var muslimer.

Jeg havde et tæt samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, og jeg blev ofte brugt, når nye grupper skulle bydes velkommen. Ved disse lejligheder sagde jeg altid: ”Velkommen til Danmark. I er nu kommet til et land, hvis kultur hviler på et kristent grundlag, og det går jeg ud fra, at I respekterer, ligesom vi respekterer jeres kultur”, og det blev opfattet som en selvfølgelighed.

Hvis man ikke respekterer sin egen kultur, kan man ikke forvente, at de fremmede skal respektere den. I modsat fald ville vi blive mødt med foragt som holdningsløse mennesker.

De ovennævnte eksempler viser, at disse skoleledere netop ikke respekterer vor egen kultur. Selvom vi havde mange muslimer, ændrede vi ikke skolens vaner. Der blev fortsat brugt svinekød i skolekøkkenet, men selvfølgelig fik de muslimske elever alternative muligheder. Der blev også serveret røde pølser ved særlige lejligheder, men så blev der også tilbudt pølser, der var lavet af oksekød.

Vi holdt selvfølgelig juletraditionerne i hævd med julegudstjenester i december måned, og selvom deltagelsen var valgfri for de muslimske elever, deltog de fleste i gudstjenesten eller valgte at opholde sig i våbenhuset, så de alligevel kunne følge med i det, der foregik. De muslimske forældre var gennemgående meget positive, som da en muslimsk mor fra Afghanistan sagde, at hendes børn skulle deltage i julegudstjenesten, så de kunne lære kulturen at kende i det land, hvor de nu boede.

Det blev efterhånden den almindelige opfattelse, at Bavnebakkeskolen blev en bedre skole ved de tosprogede elevers tilstedeværelse, og vi mistede ikke en eneste dansk elev på grund af de tosprogede elever.

Hvis de nævnte skoler fortsætter den antikristne holdning, kan forældre, der er utilfredse med denne holdning, benytte sig af det frie skolevalg og flytte deres børn til en anden kommuneskole eller til en privatskole.

Det er dog ikke kun skoleledere og præster, der kan være vatnisser. Den nye, radikale ligestillings- og kirkeminister kunne ikke finde ud af at sende julekort med symboler på den kristne højtid. I stedet sendte han intetsigende årstidshilsener - så utåleligt politisk korrekt. Men kirkeministeriet kommer vel for ham, som det understreges i titlen, kun i anden række i forhold til at ligestille religionerne. Dette er helt på linje med den nye undervisningsministers ønske om at afskaffe faget kristendomskundskab og erstatte det med faget religion for at sidestille kristendommen med andre religioner.

Hvorfra kommer dette behov for at nedgøre vor egen kristne kultur? Vær i stedet stolt af den, værn om den og lad være med at forfalde til behagesyge ved at gå op i, hvem man eventuelt krænker. Husk, som et norsk ordsprog lidt omskrevet lyder, at: ”Et fjeld kan sprænges og en elv kan tvinges, men en kristen kultur kan ikke forgå, hvis folket ikke selv vil det”. – Fri os derfor fra flere vatnisser!