Det er nu 20 år siden, at den kunstige stat Jugoslavien blev opløst og opdelt i en række nye, selvstændige stater, først og fremmest Serbien og Kroatien og mellem dem, Bosnien-Hercegovina.
Selvom befolkningen i de tre lande taler det samme sprog, serbo-kroatisk, har de en vidt forskellig historie og kultur. Kroatien var siden 1091 en del af Ungarn og senere Østrig-Ungarn. Man bruger det latinske alfabet ligesom os, og befolkningen er romersk katolsk. Serbien havde derimod i århundreder været en del af Det Osmanniske Rige, befolkningen er græsk-katolsk og bruger det kyrilliske alfabet. De to landes befolkninger har derfor været på hver sin side i de talrige krige, der har været mellem Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige, og de gensidige forbrydelser er blevet husket i generationer. Så hadet mellem de to folk blev holdt ved lige, og det blev fornyet under 2. Verdenskrig.
Bosniens befolkning består af tre næsten lige store grupper: Serbere, kroater og muslimer, og da Bosnien blev anerkendt som uafhængig stat, udbrød der borgerkrig i landet. Der fandt voldsomme etniske udrensninger sted, bl.a. i Srebrenica, hvor den serbiske hær myrdede 8.000 muslimske drenge og mænd, den værste massakre i Europa siden 2. Verdenskrig.

En bølge af muslimske bosniere skyllede ind over nabolandene, og mange af dem kom senere til Danmark. Der kom også en stor gruppe til Støvring, og i 1995 begyndt 28 bosniske børn på Bavnebakkeskolen. Selvom bosnierne var muslimer, var det tydeligt, at de var europæere, så de kulturelle forskelle var små. De havde fået en god skolegang i Bosnien, og de brugte det latinske alfabet, så de blev hurtigt integreret.

Soldater fra Ustasja under anden verdenskrig

Soldater fra Ustasja under anden verdenskrig

Vi havde et godt samarbejde med Dansk flygtningehjælp, så vi fik ofte elever fra andre kommuner. En af dem var en bosnier med store psykiske problemer på grund af krigen. Det var en stor og stærk dreng, der var let at tirre, og gårdlærerne kom altid to sammen, når der var opstået et problem. På en eller anden måde havde vore bosniere fundet ud af, at han ikke var muslim som dem, men kroat og dermed katolik. Så de kaldte ham for Ustasja, og det gjorde ham rasende. Vi fik stoppet drilleriet, men måtte efter et år opgive at have ham. Det gav mig så lejlighed til at forklare, hvad Ustasja betyder.

Da tyskerne besatte Jugoslavien i 1941, blev Kroatien selvstændigt og styret af et fascistisk parti, der hed Ustasja. Kroatien, der var allieret med Tyskland, deltog i bekæmpelsen af de jugoslaviske partisaner, oprettede koncentrationslejre og gennemførte grusomme blodbade mod serberne og muslimerne. Derfra kom det fornyede had. Men at det skulle følge børnene helt til skolegården i Støvring, havde jeg dog ikke troet.

Ved kommunalvalget i 1997 blev en række kommunalpolitikere fra Bosnien inviteret til Danmark for at lære noget om demokrati i praksis. Der kom også en delegation til Støvring i skikkelse af en borgmester og en kommunaldirektør. På borgmesterkontoret fik man så den ide, at de bosniske gæster kunne besøge skolen og hilse på deres landsmænd., og jeg lovede at organisere fotografering af de to gæster sammen med vore bosniske elever under selve valghandlingen.
Som planlagt kom de to politikere på skolen, hvor de mødte de bosniske elever. Da eleverne erfarede, at de to politikere kom fra byen Banja Luka, oplevede jeg nogle helt forandrede elever. De var normalt stilfærdige og generte, men det var de ikke længere. For de to politikere var jo serbere, og serberne havde fordrevet muslimerne fra Banja Luka. Mange af vore elever kom netop fra Banja Luka. Nu regnede spørgsmålene ned over de to gæsters hoveder. Kan vi komme tilbage til Banja Luka? Kan vi få vore huse tilbage? Kan vi få lov til at komme i skole igen?
Fotograferingen blev aflyst, for de ellers så tilbageholdende forældre var i et sådant oprør, at jeg måtte hasteindkalde til et bosnisk forældremøde kl. 17.00 samme eftermiddag for at få forældrene beroliget. Det lykkedes heldigvis, og jeg måtte garantere forældrene, at deres børn ikke fik mere kontakt med de to serbere, for de kunne jo ”have blod” på hænderne. De kunne have været med til at myrde deres familie og venner. På denne måde kom borgerkrigen og dens årsag og følger inden for murene på Bavnebakkeskolen.
Der er sket store forandringer i det tidligere Jugoslavien i løbet af de 20 år. Kroatien banker på døren til EU, og det samme gør Serbien, der langt om længe er begyndt at udlevere krigsforbryderne til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men i Bosnien-Hercegovina er der ingen tegn på opblødning af modsætningerne mellem landets tre befolkningsgrupper, som vi oplevede på nærmeste hold. Hadet er åbenbart for stort.