Det er nu godt 25 år siden, at Tyskland blev genforenet. Det skete den 3. oktober 1990, et lille års tid efter Murens fald den 9. november 1989. De to begivenheder var skelsættende, for de betød Jerntæppets fald og afslutningen på Den kolde Krig. Men vejen var dermed også banet for genforeningen af Øst- og Vesteuropa.

Det var den sovjetiske generalsekretær, Mikhael Gorbatjov, der med sine taler om åbenhed og fornyelse af det kommunistiske styre satte en lavine i gang i den kommunistiske østblok, der kulminerede med Murens fald. I DDR blev der efterfølgende holdt frie valg, og en koalition af borgerlige partier vandt sikkert. Målet for koalitionen var Tysklands genforening.

Helmuth Kohl og Mikhael Gorbatjov i 1990

Helmuth Kohl og Mikhael Gorbatjov i 1990

Det var en lykke for Tyskland og for Europa, at netop Helmut Kohl fra CDU, Den kristelige Union, var forbundskansler i Vesttyskland på dette tidspunkt, for Socialdemokratiet var skeptisk over for genforeningen. Men lige så heldigt var det, at George Bush senior var præsident i USA og ikke mindst, at Gorbatjov var generalsekretær i Sovjetunionen.

Helmut Kohl holdt efter Murens fald taler for enorme menneskemængder i DDR, hvor han var meget populær. I begyndelsen var målet for ham at danne et statsforbund mellem DDR og Vesttyskland, men da menneskemængderne mødte ham med råbet. ”Vi er ét folk”, begyndte han målbevidst at arbejde for en genforening. Hjemme ved spisebordet nedskrev han derfor en handlingsplan for genforeningen på 10 punkter, og ifølge legenden var det på en serviet.

Helmut Kohl var handlekraftig og havde et godt forhold til Gorbatjov, som han ved personlige samtaler fik overtalt til at godkende den tyske genforening og det samlede Tysklands forbliven i NATO. Præsident George Bush støttede Helmut Kohl, så de skeptiske englændere og franskmænd også kom til at støtte genforeningen. 12. september 1990 indgik USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig formelt en separat fred med de to Tysklande i “to plus fire-samtalerne”. Alle fire besættelsesmagter bakkede derved op om genforeningen – samt Polen.

George Bush, Helmuth Kohl og Mikhael Gorbatjov i 2009

Helmuth Kohl, George Bush og Mikhael Gorbatjov i 2009

For der var ét afgørende krav, der skulle opfyldes som forudsætning for genforeningen. Tyskland skulle fuldt og helt anerkende det forenede Tysklands østgrænse til Polen ved floderne Oder og Neisse. Helmut Kohl tøvede, for det var et smerteligt krav at skulle afskrive de gamle tyske provinser, Pommern, Mark Brandenburg, Schlesien og Øst Preussen for altid. Det var et farvel til store tyske byer som Stettin, Breslau og den gamle kulturby, Kønigsberg, nu Kaliningrad. 10 millioner tyskere var blevet fordrevet fra disse provinser, der udgjorde cirka 25 % af Tysklands areal i 1938. De var blevet overgivet til Polen og Sovjetunionen ved Jaltakonferencen. - Kravet blev opfyldt, og Tyskland blev genforenet. Det skete ved, at DDR blev optaget i Forbundsrepublikken, og der blev oprettet fem nye forbundslande i det tidligere DDR: Mecklenburg - Vorpommern, Brandenburg, Sachsen - Anhalt, Thüringen og Sachsen.

Den tyske genforening var et mirakel, som ingen havde troet på. For de to Tysklande var i den grad blevet forskellige. Vesttyskland var et demokrati med markedskræfternes frie spil og fast forankret i NATO og EU. DDR var en kommunistisk diktaturstat og forankret i Østblokken og Warszawapagen, modsvaret til NATO, men landet var også en Stasi stat, fordi befolkningen i uhørt grad blev overvåget. Erhvervslivet var nationaliseret og landbrugene kollektiviseret. Resultatet ses tydeligt, når man kommer til de nye forbundslande. Markerne er enormt store, og man ser fortsat ruinerne af de hæslige bygninger fra kollektivlandbrugene.

Når man spørger tidligere DDR borgere, der var teenagere ved genforeningen, hvad der har betydet mest for dem ved genforeningen, er svarene blandt mange: 1. Frit valg af uddannelse. 2. Muligheden for at kunne rejse frit og bosætte sig, hvor man vil. 3. Opløsningen af Stasi, DDR’s hemmelige politi, der infiltrerede alle dele af samfundet. Man vidste ikke, hvem man kunne stole på. Det er fremragende beskrevet i den oscarbelønnede film, De andres Liv.

Ungdommen og pensionisterne var de grupper, der var mest tilfredse med genforeningen. Mange i den arbejdsduelige alder blev arbejdsløse, fordi talrige fabrikker og landbrug blev lukket, eller de blev straffet for tilknytning til Stasi, og det gav selvfølgelig utilfredshed.

DDR var et ateistisk land, og kirken blev kraftigt modarbejdet. Hvis man ville avancere inden for systemet, skulle man være medlem af det kommunistiske parti og melde sig ud af kirken. De kristne blev derfor outsidere i samfundet, og deres børn blev afskåret fra mange uddannelser. Da DDR ophørte med at eksistere, var afkristningen af landet langt fremskredent, og de aktive kristne var en minoritet. Men det var alligevel i kirkerne, at demonstranterne op til Murens fald søgte ly.

Det var i stor udstrækning præster, der gik foran i DDR op til genforeningen. En af dem var Rainer Eppelmann, som styret to gange forgæves forsøgte at myrde ved at sabotere hans bil. Efter genforeningen var han i 15 år et ledende medlem af Forbundsdagen for CDU. En anden af de aktive præster i DDR er den nuværende tyske præsident, Joachim Gauck, og det er bemærkelsesværdigt, at forbundskansler Angela Merkel også kommer fra DDR og fra en præstefamilie.

Det er forunderligt, at man nu kan rejse frit i de nye forbundslande med de mange turistmæssige perler. Østersøkysten med den spændende ø Rügen. Den østlige og smukkeste del af Harzen med Bloksbjerg og UNESCO byen Quidlinburg med 2000 bindingsværkshuse i alle stilarter. Thüringen, hvor kulturbyerne ligger som perler på en snor, og alle har mindelser om Martin Luther, Johan Sebastian Bach, Goethe og Schiller. Sachsens hovedstad, Dresden, med sin eventyrlige bydel ved Elben og Tysklands smukkeste barokbygning, Frauenkirchen, der nu er genopbygget.

Det genforenede Tyskland er også blevet et mål for millioner af indvandrere. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har Tyskland taget imod 2 millioner folketyskere og 200.000 jøder fra Rusland og Kasakhstan, og de har automatisk fået tysk statsborgerskab. Samtidig tiltrækker Tyskland et stort antal flygtninge og emigranter fra Balkan og Den arabiske Verden, og man forventer, at op mod 1 million vil søge om asyl i år.

Den positive holdning til flygtningene skyldes uden tvivl den kollektive skyldfølelse for 2. Verdenskrig, men i høj grad også, at 20 millioner tyskere fra de østlige provinser og Østeuropa var på flugt ved krigens afslutning i 1945. Man regner med, at 3 millioner døde under flugten; men op mod 17 millioner tyske flygtninge blev efterfølgende integreret i det tilbageværende Tyskland og Østrig. Den dybtliggende tyske erfaring med at være flygtning præger uden tvivl Tysklands aktuelle flygtningepolitik.

Ved genforeningen var DDR på fallittens rand, og i de sidste 25 år er der brugt uhyre summer på at genopbygge de nye forbundslande. Det er bl.a. finansieret ved en særlig skat på befolkningen i det tidligere Vesttyskland. 25 år senere har de nye forbundslande vel den bedste infrastruktur og de mest moderne fabrikker i Tyskland, de grå byer er i bogstaveligste forstand blomstret op, og den voldsomme forurening er blevet fjernet. De to tysklande er smeltet sammen, og begreberne Ossi og Wessi er ved at forsvinde. Tyskland indtager igen den centrale plads i Europa.

Mange frygtede derfor, at vi med genforeningen ville opleve et tysk Europa; men i stedet har vi fået et europæisk Tyskland. For selvom Tyskland med 80 millioner indbyggere er Vesteuropas folkerigeste land og en økonomisk stormagt, misbruger landet ikke denne position. I stedet går Tyskland foran i det europæiske samarbejde i EU, ligesom Tyskland har virket som brobygger mellem Vesteuropa og landene i Østeuropa, der igen er blevet en del af den europæiske familie, bl.a. som medlemmer af EU og NATO. Den tyske genforening blev derved forudsætningen for Europas genforening og en ny og fredelig tid for Europa.