Tyskland, jamen hvor ligger det? Sådan kunne Göthe med god ret spørge omkring år 1800, for der havde aldrig været sammenfald mellem statsdannelse, nation og sprog. Men Murens fald og Tysklands genforening for snart 10 år siden har gjort Tyskland mere fast placeret i Europa end nogensinde tidligere. Den 19. april i år blev så den sidste brik lagt i den ældgamle tyske føljeton, da Forbundsdagen holdt sit første møde i den nyrenoverede Reichstag som symbol på, at Berlin fra i år ikke blot er hovedstad, men også regeringsby i stedet for Bonn. Historien om denne europæiske metropol, der er bygget på sandet i det fattige Brandenburg, sønderbombet, delt af en mur og nu placeret i udkanten af det nye Tyskland, er også historien om Tysklands udvikling.

Karl den Store samlede omkring år 800 for første gang de germanske stammer i Frankerriget, der imidlertid blev delt efter hans død. Derved opstod nutidens Frankrig og den første egentlige tyske statsdannelse. Mens Frankrig altid var præget af enhed og centralisme blev Tyskland præget af decentralisering og splittelse. Denne forskel i de to statsdannelser har haft stor og oftest negativ betydning helt op til vor tid.

I 962 dannedes Det tysk-romerske Rige, der bestod indtil 1806. Det var en decentral statsdannel-se, der bestod af ca. 350 enkeltstater, styret af grever, biskopper, hertuger eller konger. Dertil kom en række frie byer. I spidsen for denne statsdannelse stod en svag kejser, der valgtes af syv såkaldte kurfyrster. Perioden var præget af den store “drang nach Osten”, hvor enorme folkemængder vandrede mod øst og bosatte sig i de tyndt befolkede slaviske egne øst for Elben. I lø-bet af 11 og 12 hundredtallet var Pommern og Preussen blevet tysksprogede.

Denne opsplitning havde den positive virkning, at der var mange bycentre og hovedstæder, der kappedes med hensyn til slotte og kultur. Intet andet sted fandtes så mange universiteter, som i det tyske område. Men den decentrale struktur betød, at Det tysk-romerske Rige var svagt udad-til, først og fremmest i forhold til Frankrig, der altid så en interesse i tysk opsplitning. En af de ca. 350 stater var Markgrevskabet Brandenburg, der lå på begge sider af Oderfloden i sandede og fattige områder, der naturmæssigt minder om Vestjylland. Hovedstaden var Berlin ved floderne Spree og Havel, men det var længe en lille by, der ikke kunne måle sig med andre tyske hovedstæder som Wien, Dresden, Prag og München. Men der var nye tider på vej for Berlin, da Østpreussen og Brandenburg blev slået sammen.
I 1701 blev Brandenburg anerkendt som et kongerige, nu under navnet Preussen med Berlin som hovedstad og Kønigsberg som kroningsby. Kernelandene i kongeriget Preussen var Branden-burg, Pommern og Østpreussen. På grund af en række eminent dygtige konger med Frederik den Store i spidsen blev Preussen et af Tysklands førende lande. Preussen havde en udsat beliggen-hed som et lille land mellem store naboer som Rusland, Østrig og Frankrig.
Det var i denne periode, at de dyder og egenskaber blev skabt, som eftertiden har forbundet med Preussen. En disciplineret hær med et adeligt officerskorps, en dygtig og pligtopfyldende embedsmandsstand, et højt udviklet erhvervsliv og religiøs tolerence. Talrige jøder, franske hugenotter, hollandske menonitter osv. fandt et fristed i Preussen. I 1742 erobrede Preussen Schlesien fra Østrig og i 1772 og 1793 deltog Preussen i de to første delingen af Polen, hvorved Vestpreussen og Posen blev indlemmet i Preussen.
Napoleons besættelse af Tyskland fik enorm betydning. Ikke blot ophævede han i 1806 det gamle Tysk-Romerske Rige, hans undertrykkelse førte også tyskerne sammen om romantikken og i national-liberale bevægelser, der ikke lod sig standse. Efter napoleonskrigene blev Det tyske Forbund dannet i 1815. Det bestod af 39 stater, idet en lang række småstater blev nedlagt og især indlemmet i Preussen. Der opstod en voldsom strid mellem Preussen og Østrig om magten i Det tyske Forbund. Man talte om den store eller lille løsning, med eller uden Østrig, der omfatte-de De østrigske Arvelande: Østrig, Bøhmen-Mähren (Tjekkiet) og Slovenien.
Året 1862 blev skelsættende i Tysklands historie, for det år blev Otte von Bismarck førstemini-ster i Preussen. Hans klare mål var tysk samling under preussisk ledelse. Midlet var en hærreform med 3 års værnepligt og en aktiv udenrigspolitik, hvis centrale element var det gamle ven-skab med Rusland. Bismarcks politik lykkedes over al forventning, og Danmark forærede ham chancen i forbindelse med “Krigen 1864”. Danmark kom i krig ikke blot med Tyskland, men også med de øvrige tyske stater og tabte som bekendt Slesvig, Holsten og Lauenborg. Men allerede to år senere, i 1866 blev der krig mellem Preussen og Østrig om herredømmet over de tre hertugdømmer, men i sidste ende var det herredømmet i hele Tyskland, det gjaldt. Preussen vandt en knusende sejr ved Königgrätz i Böhmen, men Bismarck viste sin eminente statsmands-kløgt ved at undlade at følge sejren op og dermed ydmyge Østrig, for han havde brug for Østrig.
Preussen stod nu som Det tyske Riges stærkeste land. Det tyske Forbund blev opløst og året efter afløst af det Nordtyske Forbund med Preussen som altdominerende magt, og Østrig var taberen. Trods det blev der nu skabt et tæt samarbejde mellem Preussen og Østrig-Ungarn, for de to lande havde brug for hinanden. Østrig-Ungarn havde brug for Preussens hjælp på Balkan, og Preussen havde brug for Østrig i den kamp mod Frankrig, som uvægerligt ville komme.
I 1870 erklærede Frankrig Preussen krig, men tabte uhjælpeligt i 1871. Frankrig måtte afstå Elsass-Lothringen, og kong Wilhelm af Preussen blev udråbt til tysk kejser som Wilhelm den 1., og ceremonien foregik i Spejlglassalen i Versailles. Dermed var Bismarcks mål nået i løbet af kun ni år. Tysklands var samlet under preussisk ledelse og uden Østrig.
Det nye tyske kejserrige var et mægtigt land, men fra at være den store krigsmager blev Bismarck nu den store fredsmager. Hans mål var at isolere Frankrig, der hele tiden drømte om revanche. Han gennemførte det mesterstykke at holde sig gode venner med såvel Østrig-Ungarn som Rusland, der konkurrerede om indflydelsen på Balkan. Samtidig undgik han omhyggeligt at udfordre England. Berlin var nu det nye kejserriges hovedstad, hvor administrationen blev sam-let, og byen lå lige i midten af Tyskland. Byens indbyggertal steg eksplosivt, og især kom der mange fra de østlige provinser incl. mange jøder.

Bismarck og Kejser Wilhelm den 2.

Bismarck og Kejser Wilhelm den 2.

Bismarcks alliancesystem faldt sammen som et korthus, da den unge kejser Wilhelm den 2. afskedigede ham i 1890. Rusland blev kastet i armene på Frankrig, og England blev udfordret af kejserens taler om Tysklands plads i solen, retten til kolonier og en stærk flåde. Værst var dog den tætte forbindelse til Østrig-Ungarn, der i 1878 havde annekteret Bosnien og Herzegovina, hvorved den ældgamle balance på Balkan var blevet ødelagt. Da den serbiske student, Princip, myrdede den østrigske tronfølger i Sarajevo i 1914, var det gnisten, der fik 1. verdenskrig til at bryde ud, selv om ingen faktisk havde ønsket den. Tyskland fulgte Østrig-Ungarn i hele den proces på Balkan, der førte til 1. Verdenskrig 1914 – 18.

Fredsafslutningen efter 1. verdenskrig blev skæbnesvanger for Tyskland, Østrig-Ungarn og Europa. De allierede vandt krigen, men tabte freden. Man havde proklameret princippet om fol-kenes selvbestemmelsesret, men det fulgte man ikke ved fredsafslutningerne i Versailles og Tri-anon. Det var selvfølgelig mange steder umuligt, hvor forskellige folkeslag boede blandet, men den franske hævntørst fik for stor indflydelse, så de tyske landafståelse blev alt for hårde, bl.a. i Øvre Schlesien, og Østpreussen blev afskåret fra det øvrige Tyskland af Den polske Korridor. Østrig blev til et lille land og måtte ikke blive en del af den nye tyske republik, selv om østriger-ne ønskede det, og Sudeterlandet med 3,5 mill. tyskere blev en del af den nye stat, Tjekkoslovakiet
Weimarrepublikken fik en kort levetid, kun indtil 1933, hvor nazismen og Hitler kom til mag-ten. Republikkens fødsel var meget vanskelig. Store landafståelser, krigsskadeserstatninger, frustrationer over den tabte krig og verdenshistoriens værste inflation prægede de første år. Da der endelig efter 1926 var fremgang af spore, ramte verdenskrisen i 1929 Tyskland enormt hårdt, hvorefter kommunisterne og nazisterne fik vind i sejlene med nazisterne som sejrherrer. Resten af historien kender vi.

Berlin var i 1920’erne en fantastisk by. Det var det frigjorte Berlin, der var berømt over hele verden for film, skuespil, karbaretter og forfattere, og byens 200.000 jøder dominerede over alt i kulturlivet. Efter Hitlers magtovertagelse skete der en voldsom udrensning, og talrige kulturpersonligheder flygtede til udlandet, især til USA, hvor de var med til at sætte et varigt præg på bl.a. amerikansk film.

Under nazismen fortsatte Berlin som Det 3. Riges hovedstad med at vokse, og trods krigens bombardementer gik livet sin næsten vante gang indtil russerne belejrede byen i foråret 1945. Efter voldsomme kampe blev det sovjettiske flag hejst på toppen af Reichstag, og byens skæbne blev besejlet. Den blev delt i fire besættelseszoner og senere i Øst- og Vestberlin. Samtidig havde Tyskland mistet 25% af sit areal fra før 1938, nemlig de gamle rent tyske provinser, Østpreus-sen, Pommern, Mark Brandenburg og Schlesien, og grænsen var skubbet helt over til Oderflo-den, næsten uden for Berlins porte. Ca. 12 mill. flygtninge og hjemstavnsfordrevne skulle have husly og arbejde i det sønderbombede Tyskland.
Det vesttyske Wirtschaftswunder og genopbygningen er en af historiens største bedrifter. De vestallierede havde lært af fejlene fra 1. verdenskrig. Den slagne fjende blev hjulpet på benene igen gennem Marchallhjælpen. Modsat blev Østtyskland udbyttet og undertrykt af Sovjetunio-nen, og forskellen på leveforholdene i de to tysklande blev større og større. Bygningen af Muren ned gennem Tyskland og rundt omkring Vestberlin i 1961 blev et symbol på hele Europas deling og Den kolde Krig, men Muren kunne ikke sikre DDRs beståen. Den 9. november 1989 faldet Muren og mindre end et år efter, den 3. oktober 1990, blev Øst- og Vesttyskland genforenet.
Beslutningen om at gøre Berlin til det genforenede Tysklands hovedstad og nu også regeringsby cementerer genforeningen og viser rødderne til fortiden. Den “nye” hovedstad ligger ikke længe-re i midten af Tyskland, men i den østligste udkant. Prisen for genforeningen var bl.a., at Tysk-land skulle anerkende Oder-Neise grænsen mod Polen og dermed for altid sige farvel til de gamle østområder. En smertelig, men nødvendig handling.
Nu ved vi, hvor vi har Tyskland, og der er blevet stor sammenhæng mellem statsdannelse, nation og sprog. Tyskland er blevet et demokratisk og fredeligt land, der går foran i det europæiske samarbejde. I den proces vil Berlin med sin glimrende beliggenhed få sin gamle centrale rolle tilbage som porten til Mellem- og Østeuropa. Nu ikke som udgangspunkt for krige og erobringer, men for handel, udvikling og menneskeligt samkvem.