En af mine tidligere afghanske elever, Rohina, har netop fortalt mig, at hun har fået dansk statsborgerskab, og da jeg har været hendes skoleinspektør og historielærer, sendte jeg hende straks en varm hilsen med et stort til lykke.

Rohina var et af 19 afghanske børn, som begyndte på Bavnebakkeskolen i Støvring i år 2000. Afghanerne var muslimer ligesom en række andre flygtningegrupper på skolen, og de var ikke ortodokse. Enkelte afghanere var sikher, der kendes på, at drengenes hår aldrig bliver klippet. Rohinas far var officer og moderen akademiker, så da det stærkt kvindeundertrykkende talibanstyre tog magten i Afghanistan i 1996, måtte familien flygte og havnede i Danmark.

Afganske fædre på Bavnebakkeskolen

Familien omfattede fem børn, tre piger og to små drenge. Pigerne kom straks i skole og drengene lidt senere. De var meget dygtige og lærte hurtigt at tale dansk, for deres modersmål dari er beslægtet med dansk, da det er et indoeuropæisk sprog.

Jeg underviste som nævnt Rohina i historie, og hun blev hurtigt en af klassens dygtigste elever. Når hun fik en opgave, lavede hun altid mere end det krævede, og hun kunne arbejde selvstændigt. F.eks. påviste hun i fine oversigter de sproglige ligheder mellem dansk, tysk, engelsk og dari i oprindelige, fælles ord som fader, moder, broder og søster.

Forældrene var meget positive over for skolen og ambitiøse på børnenes vegne. De købte ekstra bøger til pigerne i matematik og fysik. Faderen foreslog også, at de blev rykket et klassetrin op, men det afslog jeg. Pigerne skulle blive i de alderssvarende klasser, hvor de var blevet godt integreret.

Forældrene var meget interesseret i at lære den danske kultur at kende. Moderen sagde bl.a. til mig, at hendes børn skulle deltage i julegudstjenesten, så de kunne lære kulturen at kende i det land, som de nu boede i. Omvendt fik vi også kendskab til afghansk kultur, da de afghanske forældre ved fester på skolen lavede afghansk mad, ligesom lærerne og jeg blev inviteret til afghansk fest. Der var det mændene og de store drenge, der serverede maden, ligesom de unge mænd dansede kædedans i flotte nationaldragter.

Vi havde et tæt samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, og jeg blev ofte brugt i forbindelse med modtagelsen af nye grupper voksne flygtninge. Jeg sagde altid: ”Velkommen til Danmark. I er nu kommet til et land, hvis kultur hviler på et kristent grundlag. Det håber jeg, at I respekterer, ligesom vi respekterer jeres kultur”.  Sideløbende med undervisningen i dansk som fremmedsprog lagde vi derfor stor vægt på undervisningen i dansk kultur. Desuden skulle de to-sprogede elever indordne sig under de samme faste disciplinære rammer som de danske elever.

Manpreet - Sikh fra Afghanistan på Bavnebakeskolen

Vi skal ikke være bange for at melde klart ud med det, vi som danskere står for og tror på, for hvis vi ikke respekterer vor egen kultur, hvordan skal vi så forvente, at de nytilkomne skal gøre det. Derfor skal vi ikke sælge ud af den danske kultur. F.eks. kunne vi ikke drømme om at droppe juleafslutningen i kirken eller forlange, at der ikke skulle bedes bønner ved gudstjenesten. Vi ændrede selvfølgelig heller ikke madvanerne på skolen. Når der ved festlige lejligheder blev serveret røde pølser, blev der selvfølgelig også tilbudt oksekødspølser til muslimerne. De tosprogede elevers forældre respekterede skolens klare holdninger, og det samme gjorde de danske forældre. I de 17 år, hvor jeg arbejdede med flygtninge, mistede vi ikke en eneste dansk elev på grund af flygtningenes tilstedeværelse på skolen.

De to-sprogede elever skal beherske det danske sprog og kende den danske kultur, så de kan klare sig i det videre uddannelsesforløb, på arbejdsmarkedet og i det danske samfund. Rohina og hendes søskende har klaret sig flot. Rohina er snart færdiguddannet læge. Den ene søster er uddannet civilingeniør, den anden er næsten færdig med samme uddannelse, og de to brødre går på gymnasium. Forældrene er selvstændigt erhvervsdrivende.  - Integrationen i det danske samfund er i høj grad lykkedes for de fem søskende, blandt andet på grund af forældrenes store støtte og positive holdning til det danske samfund og den danske kultur.