Der er al mulig grund til, at vi i dag fejrer Den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, for det var første gang, at der blev skrevet i en forfatning, at det enkelte menneske har nogle umistelige rettigheder, bl.a. til liv, lykke og frihed.
USA blev det stillestående Europas modsætning. Som en menneskeflod drog den europæiske overskudsbefolkning til USA, bort fra fattigdom, undertrykkelse og håbløshed. De drømte om arbejde, frihed og om en fremtid. Ca. 80 % af indvandrerne fra Europa kom til New York ved Hudsonfloden, der var porten til det indre USA. Det første indvandrerne så var Frihedsgudinden, der var og fortsat er et symbol på den amerikanske drøm: ”Giv mig dine fattige. - Giv mig dine forfulgte”.

Ellis Island

Ellis Island

Lige efter Frihedsgudinden ligger Ellis Island. Fra 1892 og til 1954 blev 16 millioner indvandrere kontrolleret på denne ø, inden de blev lukket ind i USA. I 1907 ankom flere end 1 million til Ellis Island, og antallet toppede den 16.4.1907 med 11.647. Man kan levende forestille sig de følelser, som de ankomne var fyldt af, når de gik fra borde efter den hårde overfart. I ankomsthallen afleverede de deres bagage og fik et nummer, hvorefter de gik op ad en bred trappe til første sal, mens de konstant blev iagttaget af læger, der havde 60 sygdomme, som de ankomne blev undersøgt for. Fejlede de noget, blev der skrevet bogstaver med kridt på deres jakker. Derefter gik turen til den store hal på 2. sal, hvor de blev registreret.

De fleste slap igennem i løbet af fire – fem timer, men disse timer ville de kunne huske til deres dødsdag. Ca. 17 % blev holdt tilbage nogle dage til nærmere undersøgelse for eventuelle sygdomme eller skavan-ker. Uvisheden for dem må have været forfærdelig. Dog kom de fleste videre, og ”kun” 2 % blev afvist og sendt tilbage til Europa på rederiernes regning, og det havde ofte forfærdelige konsekvenser.
Vi har sikkert alle familiemedlemmer eller bekendte, der har været gennem Ellis Island. En trist skikkelse fra min barndom i Brovst var ”Tosse Grethe”, som vi ikke kendte under andet navn. Hun var i familiepleje, og min far, som var socialudvalgsformand, var hendes værge, så hun kom ofte i mit hjem. Grethe gjorde nytte på flere måder, bl.a. sendte landmændene bud efter hende, når en gris skulle fare. Så lagde hun sig i halmen i svinestien ved siden af soen for at forhindre, at den skulle lægge sig oven på smågrisene.
For få år siden kom en amerikansk familie ind på turistkontoret. De havde et familiealbum med, hvor der var indrammede billeder af fire børn, men rammen med det femte barn var tom. Nu søgte de oplysninger om det manglende barn, der var baptized – døbt - i Tranum. På grund af sprogforvirring blev de henvist til et medlem af baptistmenigheden, der imidlertid vidste besked. Den savnede pige var Grethe. Omkring år 1900 havde hendes fattige forældre solgt alt, hvad de ejede, for at købe enkeltbilletter til USA for dem og deres fem børn. Som alle andre skulle de gennem Ellis Island, og der var Grethe blevet afvist, fordi hun var tydeligt evnesvag. Forældrene stod så over for et grusomt valg, der endte med, at faderen rejste tilbage til Danmark og afleverede Grethe på sognet i Brovst, hvorefter han rejste tilbage til USA. Grethe levede så resten af sit liv i Brovst og genså aldrig familien. Fortællingen om det manglende barn i familiealbummet levede imidlertid videre i familien, som så fire generationer senere rejste til Brovst og fik opklaret mysteriet om det manglende barn, Grethe Sørensen.
Ellis Island blev Tårernes Ø. - Sorgens og skuffelsens tårer hos de afviste som i Grethes familie. Men for langt de fleste blev det glædestårer, når de fik adgang til det USA, som de længtes efter, og som gav dem chancen for at skabe en ny tilværelse.