Skyggerne fra fortiden hviler fortsat over det tysk-tjekkiske forhold. Det betyder bl.a., at Tyskland blokerer for Tjekkiets brændende ønske om at blive medlem af EU.

Forudsætningen for Tysklands genforening i 1990 var, at det nye Tyskland skulle forsone sig med de østeuropæiske lande. Først og fremmest skulle den omstridte Oder-Neisse grænse mod Polen anerkendes, hvorved man gav afkald på de gamle tyske områder, Pommern, Schlesien og Østpreussen, hvor der havde boet ca. 12 mill. tyskere. Det gjorde Tyskland, trods voldsomme protester fra de mange millioner hjemstavnsfordrevne.

Der er nu kun ét stort problem tilbage mellem Tyskland og nabolandene. Det er det 51 år gamle sudetertyske problem. Tyskland forlanger nemlig, at de 3 mill. tyskere, der blev fordrevet fra Tjekkoslovakiet efter 2. verdenskrig, skal have deres økonomiske rettigheder i Tjekkiet anerkendt, samt have en uforbeholden undskyldning for den brutale udsmidning i 1945, inden der kan blive tale om en normalisering af forholdet mellem de to lande.
Det vil i sin yderste konsekvens betyde, at de fordrevne tyskere skulle have ret til at få deres gamle ejendomme i Tjekkiet tilbage eller få erstatning for dem. Det er en skrækvision for alle tjekker, der knap nok er kommet sig over opdelingen af Tjekkoslovakiet i Tjekkiet og Slovakiet.
Det nu opløste Tjekkoslovakiet var et typisk eksempel på det sproglige og nationale virvar, som altid har hersket i store dele af Mellem- og Østeuropa, og som igen er blevet synligt, efter at det kommunistiske åg er fjernet. Før 2. verdenskrig var de sprog-lige og nationale forhold endnu mere brogede end nu, hvor den tyske og jødiske befolkning er væk.
Tjekkoslovakiet opstod efter 1. Verdenskrig på ruinerne af det opløste kejserdømme, Østrig-Ungarn. Det omfattede de ældgamle østrigske arvelande, Bøhmen og Mähren (det nuværende Tjekkiet), og Slovakiet, der i 1000 år havde hørt under Ungarn, samt Karpa-to-Ukraine. Det var ikke en nationalstat, som f.eks. Danmark, men faktisk en kunstig statsdannelse med et væld af folkeslag, der indtil 1. verdenskrig levede rimelig fredeligt sammen under habs-burgernes styre.
I 1930 boede der ca. 14 mill. mennesker i Tjekkoslovakiet. Af dem var ca. 7,3 mill. tjekker, 2 mill slovakker, 3,1 mill. tyskere, 0,4 mill. ukrainere, 0,08 mill polakker, 0,7 mill. ungarere og o,5 mill. jøder og sigøjnere.

Allerede i det 12. århundrede begyndte en stor indvandring af tyskere til det nuværende Tjekkiet. De bosatte sig især i de næsten ubeboede randbjerge mod det gamle Tyskland, Sudeterne, Erzgebirge og Bøhmervald, under ét kaldet Sudeterlandet, og senere i de større byer og i “sprogøer” i Bøhmen, Mähren og Slovakiet.

Mange af tyskerne var blevet indkaldt af böhmiske konger, som gav dem høje stillinger og privilegier. Efterhånden var den ledende overklasse i by og på land tysk. Fra 1500 tallet og indtil 1918 var Bøhmen-Mähren som nævnt en del af Østrig, endda en særdeles vigtig del, da området var dobbeltmonarkiets vigtigste industri-område. I denne lange periode var det tyske befolkningselement ledende, både politisk, kulturelt og økonomisk. I Prag var der både et tjekkisk- og et tysksproget universitet, og den berømte tjekkisk-jødiske forfatter, Franz Kafka, skrev eksempelvis på tysk. - Første verdenskrig ændrede dette billede totalt.
I 1918 dannedes republikken Tjekkoslovakiet, og den fik fra star-ten store problemer med at få indpasset de store mindretal, idet landet som nævnt ikke var en nationalstat. Grænsen blev lagt efter historiske, økonomiske og især strategiske hensyn. Bjergene dannede en naturlig grænse mod Tyskland, og Sudeterlandet var det industrielt mest udviklede område. Ca. 33% af befolkningen talte ikke de slaviske sprog, tjekkisk eller slovakisk. I Bøhmen talte 1/3 og i Mæhren 1/4 af befolkningen tysk. I store områder af Su-deterlandet udgjorde tyskerne mellem 80 og 100% af befolkningen. Havde man fulgt princippet om folkenes selvbestemmelsesret, var Sudeterlandet tilfaldet Tyskland, men man ville ikke belønne ta-beren af verdenskrigen med nye områder, der endda aldrig havde været tyske, men østrigske!
Den nye stat bestemte, at i de områder, hvor mindretallet udgjorde mere end 66% af befolkningen, skulle alle offentlige meddelelser osv. være på mindretallets sprog. Udgjorde mindretallet mellem 20 og 66% skulle meddelelserne være på begge sprog. Et-sprogsområderne kom til at omfatte 2,3 mill. tyskere og tosprogs-områderne o,6 mill. Desuden gik 96% af de tyske børn i tyske sko-ler. Set med nutidens målestok var det en god mindretalspolitik, og efterhånden kom moderate tysksprogede politikere fra de 3 sto-re tyske partier, Det tyske Socialdemokrati, Det tyske Kristeligt -Sociale Parti og Det tyske Bondeparti, til at deltage i rege-ringssamarbejdet. Men verdenskrisen fra 1929 og Hitlers magtover-tagelse i 1933 ændrede forholdene totalt.
Udviklingen ses tydeligt, når man sammenligner valgtallene fra 1929 og 1935. I 1929 eksisterede Det sudetertyske Parti ikke, men i 1935 var det blevet det største parti i Tjekkoslovakiet med flere end 1,2 mill. stemmer på bekostning af de moderate tyske partier, som måtte opgive regeringssamarbejdet. Det sudetertyske Parti under ledelse af Konrad Henlein bekendte sig efter 1936 åbent til nationalsocialismen og for indlemmelse i Tyskland.

Sudeterlandet (gult) på grænsen mellem Tjekkoslovakiet og Tyskland

Sudeterlandet (gult) på grænsen mellem Tjekkoslovakiet og Tyskland

Efter Østrigs tilslutning til Tyskland den 13. marts 1938 blev Sudeterlandet Europas centrale problem. Sudetertyskernes krav voksede, og regeringen strakte sig langt og tilbød en kanton-ordning som i Schweiz. Men kravene voksede fortsat understøttet af Hitler, og en tjekkisk opfyldelse af kravene ville betyde landets ophør som selvstændig nation. Mindretallet nazificeredes endnu mere, idet de moderate blev bange. Man dannede stormtrop-per. Tjekkoslovakiet mobiliserede. Hitler tordnede. Det sudetertyske Parti blev forbudt. Krigen syntes uundgåelig, men vestmagterne veg tilbage og Chamberlain rejste til Tyskland og indgik Münchenforliget den 29. september 1938 og erklærede derefter “Fred i vor tid”.

Münchenforliget betød, at Sudeterlandet skulle overdrages Tysk-land. Tjekkoslovakiet havde intet valg, men måtte underskrive. Sudeterlandet blev en del af Tyskland, og befolkningen blev rigstyskere med de rettigheder og pligter, som det medførte, bl.a. militærtjeneste. En international kommission skulle fast-lægge den endelige grænse, og resultatet blev til fordel for Tyskland, idet større områder end krævet kom med. Overenskomsten var jo motiveret ud fra sproglige kriterier, men resultatet blev, at en ret stor tjekkisk befolkningsgruppe kom under Tyskland.
Kun et halvt år fik resten af det lemlæstede Tjekkoslovakiet lov til at bevare “friheden”. Den 15. marts 1939 udslettedes landet, idet tyske tropper besatte Bøhmen-Mähren, som fik status som protektorat. Nu var det ikke længere tyskere, som skulle hjem i riget, men ren erobring. Slovakiet fik status som selvstændig stat, men blev reelt en tysk lydstat. Samtidig benyttede Polen og Ungarn lejligheden til at indlemme hvert sit område, hvad tjekkerne og slovakkerne ikke har glemt.
Den sudetertyske befolknings skæbne var nu fælles med Tysklands, og efter 2. verdenskrig blev hovedparten fordrevet fra Tjekko-slovakiet, ofte efter voldsomme opgør, hvor der bl.a. var grusomme massakrer på den tyske befolkning i Prag. Siden krigen har Tjekkoslovakiet krævet, at Münchenforliget skulle erklæres for ugyldigt, men det har Tyskland været imod. Det ville bl.a. kriminalisere sudetertyskernes deltagelse i krigen, hvor de deltog som rigstyskere og ikke som tjekkoslovakiske overløbere.
Når man i dag rejser i det gamle Sudeterland, der hører til de mest forurenede områder i Europa, ligner det befolkningsmæssigt det øvrige Tjekkoslovakiet, men ikke bebyggelsesmæssigt. Husene har et andet præg, og der findes mange forladte, spøgelsesagtige landsbyer, ofte kun beboet af sigøjnere. Etnografisk er området altså totalt ændret, og når man i dag besøger de gamle “tyske” byer Aussig (Usti nad Labem), Budweiss (Budejovice), Karlsbad (Karlovy Vary) og Reichenberg (Liberec), der var Sudeterlandets gamle hovedstad, er det svært at forestille sig, at næsten hele befolkningen indtil 1945 talte tysk.
Af de 3,1 mill sudetertyskere, der levede i Tjekkoslovakiet, blev der kun ca. 100.000 tilbage efter krigen, især i Slovakiet. Så Tjekkoslovakiet var efter krigen ikke blot “jødefrit”, som nazisterne ønskede det, men også næsten “tyskerfrit”. De fordrevne tyskere bosatte sig først og fremmest i Bayern, hvor de i stort omfang videreførte deres gamle håndværks- og industritraditioner, f.eks. inden for glasindustri.
Den store og dygtige gruppe flygtninge har siden haft stor politisk indflydelse i det tidligere Vesttyskland og nu også i det nye, forenede Tyskland, især gennem partiet CSU i Bayern. Drømmen om hjemstavnen lever stadig, men det nye Tyskland må hurtigst muligt få lavet en værdig aftale med Tjekkoslovakiet, der ikke spænder ben for det lille nabolands nye demokrati, gode økonomi og optagelse i EU. Det skylder Tyskland omverdenen, hvor smerte-ligt resultatet end måtte være for sudetertyskerne og deres efterkommere.