Juleaften vil Peter Andresen fra Agtrup i Sydslesvig helt sikkert være at finde blandt kirkegængerne i den smukke, danske kirke i Læk, få kilometer syd for den dansk-tyske grænse.
Peter Andresen vil denne aften uden tvivl tænke tilbage på den 11. juni 1942, da han som tysk soldat på østfronten var med i belejringen af Sevastopol på halvøen Krim. Der var voldsomme kampe med mange dræbte og sårede soldater. Til sidst var Peter og en kammerat de eneste, der var tilbage fra deres gruppe. De fandt et bombekrater, hvor de følte sig sikre, og talte om, hvad de kunne gøre for hinanden, hvis de blev såret. Pludselig blev kammeraten ramt af en russisk granat og røg otte meter op i luften. Peter blev ramt ved hjertet af en granatsplint; men han reddede livet, fordi han altid gik med sin bibel i uniformens venstre inderlomme, og splinten kunne ikke trænge igennem bibelen. Han sprang op for at løbe væk, men opdagede, at hans ene ben kun hang fast ved skindet, og at hans højre arm var flænget.

Peter Andresen

Peter Andresen

Peter har senere fortalt, at han blev transporteret flere kilometer på en ponykærre for at komme på et lazaret. De andre sårede på kærren skreg af smerte, men Peter bed smerterne i sig af frygt for, at han skulle blive opgivet som et håbløst tilfælde. Han overlevede amputationen af den ene arm og det nederste stykke af det ene ben og lå på lazaret i flere måneder, og da han kom tilbage til Agtrup i slutningen af 1942, begyndte han trods sit handicap igen som landmand og kreaturhandler.

Familien havde altid været dansk, og hans far var en del af de tusinder dansksindede i Slesvig, der måtte deltage i 1. Verdenskrig som tyske soldater. Grænsedragningen i 1920 efterlod familien Andresen syd for den nye grænse og dermed i en vanskelig situation, for selvom de fleste på egnen talte dansk eller rettere sønderjysk, så var flertallet tysksindede. For sproget afgør ikke nationaliteten, det gør kulturen!

Det er tankevækkende, at den nuværende grænse fra 1920 ikke var en sproggrænse, men en kulturgrænse. Den var næsten identisk med kirkesprogsgrænsen i Slesvig, selvom de fleste i Mellemslesvig talte dansk og gjorde det helt op til 2. Verdenskrig. Det betød, at tysk blev det hellige sprog gennem kirken, mens det danske sprog kun blev en tom skal.
Peter Andresen, der var født 1920, og hans tre brødre gik i tysk skole, men sideløbende blev de og andre dansksindede undervist af danske vandrelærere, der i mellemkrigstiden cyklede fra landsby til landsby, hvor børnene samledes i stuerne og blev undervist i dansk og lærte en mængde danske sange og salmer, et fundament i dansk kultur, der desværre er ved at gå tabt. Disse vandrelærere har haft enorm betydning for det danske mindretal i Sydslesvig i mellemkrigstiden. Forældrene var meget bevidste om, at de var danske, og det var de ikke bange for at markere, heller ikke under nazismens åg fra 1933 til 1945, hvor det var enormt svært at være dansk. Familiens konsekvente holdning medførte, at ingen af drengene blev medlemmer af Hitlerjugend.

Peter og hans brødre, Hans Detlef, Sigfred og Karl kom på efterskole og højskole i Danmark, og deres ståsted var helt igennem det danske. Men alle fire brødre blev som tyske statsborgere soldater i 2. Verdenskrig, og det har helt sikkert været lige så svært for dem at kæmpe for en sag, der ikke var deres, som det var for de dansksindede i 1. Verdenskrig. Mirakuløst overlevede alle fire krigen, men ingen af dem uden fysiske eller psykiske mén. Den yngste af brødrene, Karl, blev som 18årig indkaldt i 1944, men da han nægtede at aflægge faneeden til Hitler, kom han i en straffebataljon, hvor han blev den ene af kun to, der overlevede krigen. Oplevelserne var så hårde, at han måtte gennem et halvt års indlæggelse på statshospitalet i Augustenborg for at komme over de barske oplevelser under krigen.

Peter og Hans Detlef var begge landmænd, og forældrene delte efter krigen gården, så de hver fik en halvdel. Sigfred og Karl blev begge uddannet lærere i Danmark og fik deres virke i Sydslesvig. Sigfred blev skoleinspektør i Bredsted og forfatter, og Karl blev forstander på Jaruplund Højskole og samtidig en kendt billedkunstner. Alle fire brødre har gjort en meget stor indsat for mindretallet, både inden for det politiske og det kulturelle arbejde.
Oplevelsen på Krim har altid fulgt Peter Andresen, og det vil den helt sikkert også gøre den kommende juleaften. For det var et mirakel, da bibelen reddede hans liv, mens hans kammerat døde. Men han vil sikkert også glæde sig over, at den danske menighed i Læk sammen med de 34 andre danske menigheder i Sydslesvig, der omfatter 64 prædikensteder, kan fejre en dansk julegudstjeneste under fredelige forhold. – Glædelig jul.