Der har boet jøder i Danmark siden 1600tallet, men livet er nu blevet så svært for de danske jøder, at det er tvivlsomt, om de har en fremtid i Danmark. Jøderne er ofte kommet i større eller mindre bølger på flugt fra forfølgelse. Sidste gang var for 45 år siden.

I 1969 flygtede 3.000 polske jøder til Danmark, og jeg var med til at modtage nogle af disse jøder, bl.a. to brødre fra Lublin. Den ene var uddannet læge og den anden i gang med at læse medicin. De to brødre boede på hotelskiber St. Lawrence i København, hvor der var indkvarteret 300 flygtninge.

Efter Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besejrede de aggressive arabiske nabolande, der var udstyret med sovjetiske våben, iværksatte Sovjetunionen og vasalstaterne antijødiske kampagner. Polens regeringschef, Wladyslaw Gomulka fulgte op med voldsomme angreb på landets få overlevende jøder, som han kaldte for ”femte kolonne”. Alle jøder blev afskediget og tvunget til at forlade Polen. Forinden skulle de betale for renovering af deres lejligheder og skrive under på, at de var zionister og samtidig fraskrive sig det polske statsborgerskab.

Modtagelsen af de mange jøder i Danmark blev organiseret af forfatterinden Hanne Kaufmann, der gjorde en enestående indsats. Hun var selv jøde og født i Frankfurt am Main. Da nazisterne kom til magten i Tyskland, lykkedes det hende, moderen og en bror at flygte til Danmark. Anden gang, hvor hun måtte flygte, var i 1943, da det lykkedes hende at komme over Øresund til Sverige. Så hun vidste, hvad det ville sige at være flygtning. Disse polske jøder blev hurtigt integreret i det danske samfund og blev et kærkomment tilskud til den jødiske menighed.

De ældste jødiske slægter kom næsten alle fra Tyskland. Ved at læse navnene er man ikke i tvivl om, hvor stor betydning de har haft for det danske samfund. Det er bl.a. slægterne Melchior, Bohr, Metz, Trier, Goldschmidt, Bing, Bendix, Hertz, Adler, Hirschsprung og Salomonsen. De fleste tilhørte det højere borgerskab og blev stærkt integreret i det danske samfund, og de ønskede at leve deres jødiske liv så anonymt som muligt. En hel del konverterede endda til kristendommen.

Det kom derfor som et stort chok for disse borgerlige jøder, da der i årene mellem 1882 og 1914 væltede ind med jøder fra Jødebæltet i datidens Rusland. Ca. 3 millioner jøder flygtede fra Rusland på grund af fattigdom og blodige pogromer. Hovedparten rejste til USA. Men op mod 12.000 gjorde ophold i København, inden de drog videre. Det var fattige og mærkeligt klædte jøder, som vakte stor opsigt i gadebilledet. De talte jiddisch, hvis grundlag er 1300tals tysk.

De ”gamle” jøder var absolut ikke glade for de nytilkomne, og de gjorde alt, hvad de kunne, for at få dem sendt videre. Men ca. 3.000 blev tilbage og bosatte sig i det centrale København i små lejligheder i kvarteret omkring Adelgade, der nærmest fik karakter af en jødisk ghetto.

Det jødiske kvarter i København (Vognmagergade omkring 1908)

Det jødiske kvarter i København (Vognmagergade omkring 1908)

En stor del af de nytilkomne var håndværkere, og især var der mange skræddere. Så hurtigt dukkede der en række værksteder op i de små stuer, hvor familien ellers boede og sov. Mange af eftertidens konfektionsvirksomheder er startet i disse små lejligheder. En sådan jødisk skræddermester var Leo Besiakof og hans hustru, Sonia Haikowitz der begge stammede fra ghettoen i Vitebsk i nutidens Hvide Rusland. Deres søn, skuespilleren, instruktøren og forfatteren Samuel Besiakof (Sam Besekow) har beskrevet sit hjem og sin familie i sin fremragende bog, Skrædderens Søn. Sam Besekows modersmål var jiddisch, og hans mor lærte aldrig at tale dansk. Alligevel blev Sam Besekow en af Danmarks fineste formidlere af det danske sprog.

Der var længe dybe skel mellem de ”gamle” jøder og de nye jøder, der i begyndelsen ikke kom i synagogen i Krystalgade. Men i tidens løb blev skellet dog udvisket, og de nytilkomne gav i høj grad den slumrende jødiske menighed nyt liv.

Der er kun 8 – 10.000 jøder i Danmark, men de har altid forstået at bevare deres jødiske kultur samtidig med, at de har ladet sig integrere i det danske samfund. Danmark skylder de jødiske medborgere en stor tak, for trods deres ringe antal har de haft stor betydning for den danske kultur og det danske erhvervsliv.

Men det er svært at være jøde i dagens Danmark. I København bliver jøderne så groft chikaneret af unge muslimer, at mange må skifte bopæl, og man tør ikke gå på gaden med den jødiske kalot eller kippa. Mange unge vælger derfor at emigrere til Israel. Samtidig vil regeringen forbyde omskæring af drenge og rituel slagtning af dyr. Det er grove angreb på religionsfriheden, som ikke blot rammer jøderne, men også muslimerne.

Der skal være plads til jøder i Danmark, og vi har brug for dem. Jeg vil håbe, at nogle af de mange jøder, der i disse år forlader Rusland, må finde vej til Danmark.