Jeg indrømmer straks, at jeg hverken er født i Geraa eller har gået i Geraa Skole. Alligevel er jeg blevet opfordret af redaktør Herman Thomsen til at skrive i Mimers Brønd, og det gør jeg med glæde. Jeg er derimod født i Brovst i 1942, men mine bedsteforældre, Else og Peter Andersen, boede på Sindalsgård i Geraa. Dem var jeg nært knyttet til, og livet på gården i 1940’erne og 50’erne har jeg et særdeles godt kendskab til. På mange måder var Sindalsgård mit andet hjem.

Min mor, Esther Sloth Andersen, var den ældste af de seks søskende, der voksede op på Sindals-gård. De fem andre var Jens Anton, Boye, Ingeborg, Holger og Thyra. Min mor blev født i 1914 i Hou, hvor mine bedsteforældre havde et husmandsbrug. I 1916 købte de Sindalsgård, der på davæ-rende tidspunkt var en brandtomt. Kun stuehuset var ikke ødelagt.

Mine bedsteforældre

Begge mine bedsteforældre var født i Hou. Min bedstemor, Else Sloth (1890 - 1969), stammede fra gården Mikkelmark, hvor hun var den ældste af syv søskende. Det var et grundtvigsk præget hjem med tæt tilknytning til Vrå Højskole, partiet Venstre, andelsbevægelsen og gymnastikforeningen. Min bedstefar, Peter Andersen (1884 – 1961), stammede fra Skovlund på Hou Enge. Han var den næstældste af 11 søskende og den ældste søn. Han fik tidligt et stort ansvar over for moderen og de mange yngre søskende, da hans far døde i en ung alder. Det var nok årsagen til, at han ikke udvan-drede til Amerika, trods sin store udlængsel og den massive udvandring, der i øvrigt var omkring år 1900. I følge min morbror Boye, der er en dygtig slægtsforsker, blev min bedstefars hjem aldrig præget af tidens folkelige og kirkelige strømninger, men præget af den gamle rationalisme, ligesom familien støttede partiet Højre og Estrup.

Min bedstefar var noget af en drømmer. Som dreng delte han værelse og dobbeltseng med sin bed-stefar, Anders Jensen, min tipoldefar, som var aftægtsmand på Skovlund. Han havde været fisker og senere matros i den danske flåde. Han fortalte min bedstefar om sine mange oplevelser, bl.a. om da han på fregatten “Rota” var med til at hente Bertel Thorvaldsen hjem til København fra Rom. Der hang et billede af denne begivenhed på en hædersplads i den pæneste stue på Sindalsgård. Det frem-gik ikke af dette billedet og de officielle beskrivelser, at en matros mistede et ben i et spil, da Rota lagde til kajs, men det gjorde et stort indtryk på besætningen, og dermed også på min tipoldefar, som fortalte det videre til bedstefar.
Da bedstefar var på session, havde han opgivet sin profession som fisker, men det blev han aldrig. Derimod drømte han om at sejle, og han fik derfor lavet en meget stor båd, som blev opbevaret i laden på Sindalsgård om vinteren og trukket ud “på græs” om sommeren. Men den kom aldrig på havet i min bedstefars tid. Men han drømte helt sikkert om det og fortalte mig, hvordan han ville sejle på Kattegat og ind gennem Limfjorden til Brovst.
Bedstefar var livet igennem konservativ, mens min bedstemor ligesom hele hendes familie støttede Venstre. Men bedstefar bestemte, og som den eneste familie i Geraa holdt man den konservative Aalborg Stiftstidende, mens alle andre gårdmænd holdt
venstreavisen Aalborg Amtstidende.
Min bedstemor havde været på Vrå Højskole, dels som elev og dels i huset hos forstanderen, og min bedstefar på Ladelund Landbrugsskole. Min morbror Boye har udgivet bedstefars dagbog fra denne periode. En særdeles velskrevet bog, hvor min bedstefar beskrev tilværelsen på skolen og i samfun-det på den tid samt filosoferede over sin egen fremtid. Efterårsmøderne på Vrå Højskole blev en fast del af deres tilværelse, selv om det var en besværlig transport fra Geraa til Vrå på cykel, med tog og med rutebil. I mange år var mine bedsteforældre med i en studiekreds i Geraa, hvor man læste og drøftede udvalgte bøger og sluttede sæsonen med en udflugt, hvor der selvfølgelig var et kulturelt mål. Alle mine bedsteforældres mange søskende blev bortset fra en enkelt boende på eg-nen, og der var et meget tæt familiesammenhold, og det oplevede jeg på nærmeste hold.
Min mor

Min mor gik i Geraa gamle skole nede ved åen. De første år til lærer Mathiasen og fra 1925 til lærer Klarsø. Hun har altid omtalt sin skolegang i Geraa særdeles positivt, men hun klarede sig også godt i skolen, hvad man tydeligt kan se ved at læse hendes gamle stilehæfter. Det er imponerende at se, hvor langt man kunne komme rent fagligt i dansk på kun syv år, og der var endda ikke skolegang hver dag. Mens jeg gik i skole kunne jeg altid spørge min mor, hvis jeg var i tvivl om, hvordan et ord skulle staves. Hun var utrolig sikker. Min mor kom senere på Askov Udvidede Højskole i for-stander Arnfreds tid, og det ophold fik stor betydning for hende resten af livet. Hun har en poesibog fra Askov, hvori bl.a. forstander J. Th. Arnfred har skrevet sammen med en række andre, tydeligvis voksne og modne elever, der var parate til at gå ud i livet. Det var min mor også. Hun kom i huset hos forfatteren Jakob Knudsens enke i Birkerød, et ophold, som hun altid omtalte med stor glæde. Senere blev hun ekspeditrice i en manufakturforretning i Nørresundby, hvor hun var, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. Da skyndte hun sig hjem til Geraa for at sikre sig, at alt stod vel til hjemme hos familien. Hun blev gift i Aså Kirke i 1941 med min far, købmand K.M. Kristoffer-sen, Brovst med efterfølgende bryllupsfest på Sindalsgård. Sindalsgård blev præget af besættelsen, dels fordi der blev indrettet tysk lazaret i den vestlige ende af stuehuset, og dels fordi der blev anlagt bunkers m.m. i bakkerne, hvor der nu er skov.

Livet på Sindalsgård

I 1942 kom jeg ind i billedet og lige så langt tilbage, jeg kan huske, var Sindalsgård en vigtig del af min tilværelse. Min mor var meget tæt knyttet til sit hjem, og så snart det kunne lade sig gøre, tog vi turen fra Brovst til Geraa. De første mange år var det fra lørdag eftermiddag, når forretningen var blevet lukket, til søndag eftermiddag. Indtil vi fik bil i begyndelsen af 1950’erne, foregik turen med tog eller rutebil fra Brovst til Aalborg. På den gamle rutebilstation skiftede vi fra den grønne Thi-stedbil til den røde Trybil. Jeg kan fortsat se to chauffører og ejeren, Steve Christensen fra Aså, for mig, den sidstnævnte med uindfattede briller og blød hat. Rutebilerne havde dengang alle en stor køler foran, og øverst på sæderne var der blanke jernhåndtag, som jeg brugte som rat, for jeg var også chauffør under kørslen. Hver gang vi kom forbi den store og for mig uhyggelige kridtgrav ved Bouet gøs jeg, og når vi senere kom forbi Enggården syd for Vodskov med den stor flok røde køer græssende ved siden af vejen, erklærede jeg altid, at den gård ville jeg have. Når vi nåede Melholt steg spændingen, og når det gule hus kom til syne vidste jeg, at vi var i Geraa. Vi blev sat af uden for gården, og så begyndte eventyret.

Det var en anden verden, jeg var kommet til. Der var bedstemor og bedstefar, Thyra, Holger, den unge pige Dagmar, der stammede fra Sønderjylland, og måske kom Ingeborg også hjem. Vi sov altid i den vestre ende af stuehuset. Jeg kan endnu se billedet på væggen for mig, “Kom så Kip”, af den gamle bondemand, der forsøger at lokke koen til sig, mens han holder tøjret bag ryggen. Han havde den samme slags spidsnæsede træsko på, som bedstefar altid brugte. Når jeg skulle i seng var det ved petroleumslampens skær, for der var ikke indlagt elektricitet. Jeg fik strenge formaninger om ikke at røre lampen. Om vinteren var de tunge dyner opvarmet af varme mursten, der var pakket ind i avispapir, så der var ingen problemer med at holde varmen.

Om morgenen blev jeg vækket ved, at mælkekusken kom og kørte over de toppede brosten ude på gårdspladsen, mens gæssene skældte ud. Så skyndte jeg mig op og tog mit gamle tøj på for at komme ud for at hjælpe til i stalden. Men først skulle jeg ned i køkkenet, der var husets centrale rum, hvor bedstemor allerede var i fuld sving med at gøre klar til morgenmaden, tænde op i husets mange kakkelovne, tømme natpotterne osv. Komfuret var varmt, og der var hyggeligt. I køkkenet var der et par trin op til et stort spisekammer, hvorunder der var en spisekælder. For at komme ned i den, skulle man først åbne en lem i køkkengulvet og ned ad en stejl trappe. Men kælderen var kold og levede op til sit formål, men hvor var det besværligt efter vor tids målestok. Ved siden af køkkenet lå bryggerset, hvor der altid var to spande med vand, som blev hentet ved pumpen ude i gården, hvor også den store mødding lå. Vi vaskede os i bryggerset, hvor der var en række vaskefade. Det varme vand hentede vi i komfuret, hvori der var en beholder, hvor der altid var varmt vand. Toilettet var “østen til”, som man altid sagde, i gavlen af den østre længe. I det hele taget skulle man være vel bevandret i verdenshjørnerne, hvis man ville klare sig blot nogenlunde.

Gårdens drift

Det var ikke de store opgaver, jeg blev betroet. Jeg gav kalvene hø og mælk af en spand, fejede og løb ellers i hælene på bedstefar og de andre. Når malkningen ved håndkraft var forbi, skulle gårdens 16 køer på græs. De blev rinket fire og fire og trukket ud på markerne øst for gården. Men somme tider skulle otte af dem ned på gårdens strandeng og de øvrige otte op på Fælleden, der lå temmelig langt væk fra gården. Jeg hjalp med at trække køerne på græs og få dem tøjret og senere på dagen med at flytte dem. Det var noget af en kunst at få dem flyttet og tøjret rigtigt, så græsset kunne blive udnyttet bedst muligt. Tøjrpælene var af såvel jern som af træ. De sidste havde bedstefar selv lavet.

Min bedstefar var i sine unge år en fremsynet landmand, bl.a. var han den første i landsbyen, der an-skaffede en slåmaskine. Den genopbyggede gård var med fire længer, og kostalden blev rummelig og lys med en bred midtergang med tipvognespor, så man kunne køre roer ind til køerne. Begge mi-ne bedsteforældre var opmærksomme på betydningen af lys og luft, såvel i stalden som i stuehuset. Der var da heller ingen af deres seks børn, der fik den udbredte tuberkulose, mens flere af min mors skolekammerater døde af den frygtede sygdom. Sindalsgård var på ca. 117 tønder land. Det meste var samlet omkring gården og var sandmuldet, mens de 20 tønder land i Fælleden var lermuldet. Det var da også der, roerne blev dyrket. Desuden var der Strandengen, et stykke skov og små styk-ker på den vestlige side af landevejen samt en moselod i Hou. Min bedstefar solgte af princip ikke jord, heller ikke de 12 tønder land hede, som han beholdt, da han flyttede fra Hou til Geraa i 1916. Da myndighederne ville lægge vejen gennem Geraa og midt gennem Sindalsgårds store og smukke have, ville bedstefar selvfølgelig ikke sælge jorden, men vejen blev alligevel bygget og bedstefar tvunget til at afstå jorden gennem ekspropriation.
Familielivet

Søndagsmiddagen på Sindalsgård var et kapitel for sig. Den foregik selvfølgelig ved langbordet i Storstuen med bedstefar på sin faste plads for enden af bordet. Der var altid mange mennesker, gårdens faste beboere, børn og svigerbørn og andre familiemedlemmer fra Hou. Så vidt jeg husker, var menuen altid flæskesteg, frikadeller og medisterpølse, for så kunne maden altid slå til, uanset hvor mange, der kom. Karen Bertelsen var altid med om søndagen. Så sad hun ikke alene, men var med i fællesskabet. Til gengæld hjalp hun med at lave maden og vaske op. Hun boede i stuehuset til en af de tre gårde, som brændte ved den store ildebrand. Jeg var også øjenvidne, da Boye første gang kom hjem med Ellen Margrethe og Ingeborg med Niels Simoni. Jens Anton præsenterede Marie for os i Brovst. Thyras Jørgen te’ Laurits Jensen synes jeg nu altid at have kendt, for han kom på besøg, hver gang han kom hjem fra De syv Have. Det var spændende at høre hans mange fortællinger fra fremmede lande, selv om han nok ikke fortalte det hele.

Særligt spændende var det, når mine bedsteforældre havde fødselsdag. Så kom alle de mange sø-skende fra Hou, Ulsted og Hals til eftermiddagskaffe og selvfølgelig på cykel, for den tur regnede man ikke for noget. Der blev ikke sendt invitationer ud, for det var en selvfølge, at man kom. Så var huset også fyldt. Mændene sad ved langbordet i Storstuen, mens damerne sad i den pæne Havestue. Jeg kan stadig se dem alle for mig. Bedstefars bror Christian, der altid snakkede og lo hjerteligt, mens den anden bror, Marius, var tavs, men fulgte med i snakken over bordet og “gryntede” engang imellem. Marius blev som dreng nærmest adopteret af en barnløs gårdmand i Hou, hvis store gård han senere arvede. Han var ugift og interesserede sig meget for handel med kreaturer og havde sin faste gang på Aalborg Kvægtorv og tilgrænsende værtshuse. Så var der farbror Otto og den yngste bror, Højer. Bedstefars svogre Karl, Aage og Ansgar var der også. Ansgar var i øvrigt min bedstemors bror, så der var ekstra familiebånd. Desuden var to af bedstemors brødre, Johannes og Kresten Sloth faste gæster. Jeg husker især mændene, da jeg altid var i storstuen og sugede al deres snak og alle deres spændende fortællinger til mig. Fællessang efter Højskolesangbogen var en selvfølge. Gårdens trofaste hund, King, havde sin faste plads under langbordet og fik med jævne mellemrum en godbid. Da min mor var barn, havde familien en hund, der hed Birk, og den hund står fortsat helt klart i min mors erindring. Den blev begravet i haven, og i mange år stod der en sten på dens grav med navnet Birk påmalet.
Aage havde en gård på Ulsted Rimmer. Han var en dygtig landmand, der forstod at få noget ud af den sandede jord. Bl.a. havde han stor solbæravl. Jeg har været med til Aages fødselsdag flere gan-ge. Det var efter, at bedstefar som 70 årig havde taget kørekort i Dronninglund og købt en gammel fordbil. Så kørte bedstefar og bedstemor og jeg med 40 km i timen til Ulsted. Aages fødselsdage havde nu ikke altid været lige fredelige. Engang i 1930’erne under landbrugskrisen havde Aage op-fordret til at skåle for Stauning, og det havde gjort min bedstefar så vred, at han havde rejst sig for at tage hjem, men han blev dog standset ude i gården.
Bedstemors bror, Johannes Sloth (1896 – 1994), drev fødehjemmet Mikkelmark i Hou på dygtigste vis, men han havde også tid til at leve med i samfundslivet, først og fremmest i politik. Jeg har ikke kendt noget menneske, som skrev så mange breve som Johannes Sloth, om familieforhold, politik og andre emner. Han var særdeles trofast mod min mor. Han skrev hvert år til hendes fødselsdag den 5. juli, første gang i 1917 og derefter næsten indtil det år han døde i en alder af 98 år.
I mine bedsteforældres tid var øl og spiritus på bordet en sjældenhed. De var vokset op i en tid, hvor misbruget af alkohol var enormt stort, og det resulterede i, at alkoholafgiften blev forhøjet med 1000% i 1917 for at formindske alkoholforbruget. Den forrige ejer af Sindalsgård havde forøvrigt drukket sig fra gården. De havde oplevet afholdsbevægelsens kraftige og positive fremgang, og de var selvfølgelig også præget af deres kristne livsholdning. Det var nok især bedstemor, der var til-bageholdende på dette område.
Den sønderjyske sag

Mine bedsteforældre var meget engagerede i den sønderjyske sag og medlemmer af Sønderjysk Forening, der i dag hedder Grænseforeningen. Denne interesse stammede fra min oldemor, Kirstine Sloth. Hun havde været på Stenum Højskole, der senere blev flyttet til Vrå. Der delte hun værelse med en pige fra Sønderjylland, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på min oldemor, da den sønderjyske pige fortalte, at de i hendes hjem ikke måtte flage med Dannebrog, men at de gemte et flag i en kommodeskuffe og hængte det op i stuen ved særlige lejligheder. Det var jo mens Sønderjyl-land var tysk. Denne interesse for Sønderjylland gav min oldemor videre til min bedstemor, der før-te den videre til min morbror Boye, der som ung lærer valgte at få sin livsgerning som lærer og se-nere efterskoleforstander i Sønderjylland. Han har så givet interessen for Sønderjylland videre til mig. Kort tid efter krigen ansatte de en ung pige, Dagmar, fra Sønderjylland i huset. Hun blev der i flere år og blev som en datter af huset. Hun blev senere gift med Martin Pedersen fra Geraa Enge. De var og er fortsat trofaste venner af hele familien på Sindalsgård.

De første mange år efter besættelsen havde mine bedsteforældre hver sommer en feriedreng fra Sønderjylland. En hed Rolf og en anden, som jeg husker bedst, hed Hans Peter. Jeg husker, at han kun-ne snitte fløjter af en bestemt slags grene. Da jeg engang drillede ham, så han begyndte at græde, fik jeg skældud af min bedstemor, der spurgte mig om, hvordan jeg mon troede det var for Hans Peter at være så langt væk fra sit hjem.

Ferierne

Hvert år den 21. juni, når skolernes sommerferie begyndte, kunne det ikke gå hurtigt nok for mig med at komme til Geraa. De første år var jeg ikke så stolt ved at skulle skifte rutebil i Aalborg, så min moster Ingeborg, der var sygeplejerske i Aalborg, stod og ventede på mig og hjalp mig sikkert ind i Trybilen. Jeg hjalp til på gården fra den første dag. Der skulle hakkes roer i Fælleden og køres hø hjem. Det sidste var et meget hårdt og varmt arbejde. Jeg skulle slæbe høet ind på “hørå’nen” oven på kostalden. Jeg skulle også pumpe vand op til kvierne, der gik på den store mark nord for gården. Dette slidsomme arbejde med at pumpe vand op har min mor altid omtalt som meget hårdt. Jeg ved ikke, om det var anstrengelserne og det uvante arbejde, men jeg blev ofte syg under mit ferieophold.

Når jeg ikke arbejdede, gik jeg på opdagelse i bogreolen. Der var alle klassikerne fra Eriksens Forlag, som min mor og hendes søskende havde købt i skolen gennem læreren. Bl.a. var der mange bø-ger af A. Chr. Vestergård, ligesom jeg fik læst alle Ingemanns romaner. Jeg nød især læsningen i middagspausen, hvor stilheden sænkede sig over gården. Bedstefar sov altid middagssøvn i en halv time, og det foregik på den korte og hårde bænk for enden af langbordet, hvor han havde en lille hovedpude med fordybning i midten.
Måltiderne var et kapitel for sig. Jeg kan endnu se den enorme portion havregrød, som min morbror Holger og daglejeren Holger Knudsen kunne sætte til livs. Når der var pauser i arbejdet, fik vi dejlig tykmælk med revet rugbrød og farin på inde hos bedstemor. Jeg kan ikke mindes, at min bedstemor nogensinde sad ned ude i køkkenet, når vi spiste. Hun stod op og smurte min bedstefars og de andres mellemmadder. Når bedstefar om aftenen skulle barbere sig, foregik det ved køkkenbordet ved hjælp af et transportabelt spejl og et vaskefad med varmt vand. Når barberingen var overstået bad han mig om at hente “dossi”. Dvs. den lille forgyldte dåse med skrå, som havde sin faste plads i tobaksbordet. Det opfattede jeg som en meget betroet opgave.

Jeg forsøgte at gøre alt så godt og rigtigt som muligt, men jeg husker, som var det i går, at jeg en-gang fik skældud af bedstefar. Jeg skulle hjælpe ham med leddet i hegnet nede ved Havengen, hvor der gik nogle kvier. Men jeg var ikke 100% inde i vendelbomålet og de landbrugsfaglige udtryk, så jeg gjorde en fejl. Det var med garanti ikke med vilje, men for første og eneste gang fik jeg skæld ud af min beundrede bedstefar, der sluttede med at sige, at “do er in’t want te å ly’e”. Det sved. Men det kom jeg selvfølgelig over.

Jeg havde den fordel, at jeg i mange år var det eneste barnebarn – senere kom der mange flere - så jeg var ene om at komme på ferie på Sindalsgård. Den første gang jeg var på ferie, sov jeg i det store badekar, der stod i et rum ved siden af soveværelset. En nat blev der tordenvejr, og da jeg vågnede om morgenen, lå jeg midt i dobbeltsengen. Bedstefar tog mig også med ned til havet, hvor jeg badede, og han soppede, men siden har jeg ikke været helt tryg ved Kattegat, for hver gang blev jeg voldsomt forbrændt af brandmænd.
Jeg var gerne blevet der hele sommeren, men min mor ville det anderledes, så efter et par uger, skulle jeg hjem igen. Hun var altid så bekymret. Inden jeg endelig kom af sted den 21. juni, havde jeg hørt om faren ved hestene, senere traktoren, lemmen ned til kælderen osv., så det var en lettelse, nar jeg drog af sted i Thistedbilen. Men alt godt fik en ende, og efter højst 14 dage hentede mor mig, og den daglige og strenge kontrol blev genoprettet.
Som 14 – 15 årig stod jeg en hel efterårsferie og læssede møg, mens de stive arbejdsvogne kørte i pendulfar top til Fælleden. Imens sad den gamle Hans Pi’sen fra Skræddergården på en stol og fulgte interesseret arbejdets gang, mens han bakkede på sin lange pibe. En sådan efterårsaften var der hyggeligt i køkkenet. Bedstefar reparerede noget maskineri til malkemaskinen, jeg læste i en bog, og daglejeren Holger Knudsen læste avis og kommenterede begivenhederne, og han var en interessant og vidende mand at høre på. Imens vartede bedstemor os op, men hun fik nu også tid til at læse bøger og skrive mange breve.
Det var også på den tid, at jeg som ca. 15 årig blev inviteret med til min morbror Holgers 30 års fødselsdag. Først startede festen på Sindalsgård med smørrebrød og øl! Derefter gik hele det store selskab ned til Martin Pedersens gamle stuehus på Geraa Engvej, der ellers stod tomt. Det blev en glimrende men også voldsom fest, som først sluttede kl. 4 om natten, og jeg var aldrig før kommet så sent i seng. Men festen blev også skelsættende på en anden måde, da jeg for første og desværre også sidste gang kyssede en pige i Geraa. Det var også ved denne fødselsdag, at Holger første gang præsenterede sin Anna fra Fyn for familien.
Afslutning

Livet fortsatte sin vante gang på Sindalsgård, selv om mine bedsteforældre blev ældre. Der var fort-sat 16 malkekøer, mens svineavl aldrig havde interesseret bedstefar, idet der kun var et par søer på gården. I takt med at bedstefar blev ældre, blev arealet med permanent græsning til kvierne større og større. Kornet blev også sået noget senere end normalt, og somme tider var det seksradet byg, men alt blev nået. Hver søndag morgen kom familiens gode ven, Hans Lohse Jensen, cyklende fra Aså med rundstykker for at hjælpe bedstefar i stalden. En søndag var de undtagelsesvis taget i Fæl-leden for at pløje, men traktoren havnede i grøften. “Det kommer der af at arbejde om søndagen”, sagde bedstefar, så han forsøgte sig ikke mere med søndagsarbejde.

Men i 1961 var det slut. Min bedstefar blev syg og døde på Dronninglund Sygehus efter kun en uges sygdom. Indtil da havde han været i fuld aktivitet og var til det sidste i stand til at bære to fyld-te mejerispande tværs over gårdspladsen. Min moster og onkel, Thyra og Jørgen Jensen, overtog senere gården. Min bedstemor blev boende hos dem og fik endnu otte gode år på Sindalsgård med kærlig pleje, indtil hun døde i 1969. Da havde hun haft sit hjem på Sindalsgård i 53 år. Det glædede hende meget, at hun kunne blive på gården og se en nye generation af familien vokse op.
Sidste sommer var vi til fætter-kusine-fest på Sindalsgård. Det blev en prægtig fest med 55 deltage-re fra tre generationer. Vi er i alt 18 fætre og kusiner, som stammer fra Else og Peter Andersen, og vi har et godt sammenhold i familien ligesom på mine bedsteforældres tid. I dag ejes Sindalsgård af Thyras og Jørgens søn, min yngste fætter, Anders Peter, og hans kone Lisbeth. De driver på forbil-ledlig vis gården med stor produktion af fedekalve, og det ville have glædet mine bedsteforældre at se, at Sindalsgård fortsat er i de bedste hænder, og at endnu et nyt slægtled vokser op på gården.