Brovst har altid været min by og landet mellem Vesterhavet og Limfjorden min hjemstavn., som jeg gang på gang vender tilbage til. Min far, K.M. Kristoffersen, var fra Bejstrup, og min mor, Esther Sloth Kristoffersen, født Andersen, er fra Geraa ved Aså, men de slog begge dybe rødder i Brovst. Min entré fandt sted i en kold og mørk tid, for jeg blev født under 2. Verdenskrig på dette århundre-des koldeste dag, den 26. januar 1942, mens tyskerne frøs fast foran Moskva, kun 20 km fra Kremls mure.

Min barndom og ungdom i 1940’erne og 50’erne var stærkt præget af besættelsestiden og dens eftervirkninger med varemangel, rationering, boligmangel og frygt for fremtiden i forbindelse med Den kolde Krig. Eksempelvis kasserede min mor nødigt tøj, men gemte det gamle i årevis på grund af erfaringerne fra besættelsestiden. Samtidig tilhører jeg den sidste generation, der har oplevet det gamle bondesamfund, og jeg har truffet mange mennesketyper og –skæbner. Mennesker, der havde deres rod langt tilbage i 1800-tallet, og hvis livshistorie sætter nutiden i relief.

Min far drev i mere end 40 år en korn-, foderstof- og trælasthandel med kunder fra Limfjorden til Vesterhavet. Samtidig var han i 15 år medlem af sognerådet og i alle årene formand for socialud-valget. Der var ingen sagsbehandlere, og hele sagsbehandlingen foregik i forretningen eller der-hjemme. Jeg traf derfor alle mulige mennesketyper fra land og by. Ofte fik vi sent om aftenen besøg af farende svende, mere eller mindre ædru, som derefter kom på alderdomshjemmet eller sygehuset, afhængig af deres tilstand. Der blev de vasket og fik noget mad, og når de blev ædru, blev de forsy-net med en enkeltbillet til toget. Var de derimod aggressive, sendte far bud efter landbetjenten, Kaj Petersen. Jeg har hørt dem fortælle mange triste historier, ligesom vi drenge ofte traf farende svende på teglværket, hvor de sov på sandet oven på den varme ovn.

Brovst er præget af beliggenheden mellem hav og fjord, og naturen og livsbetingelserne er meget forskellige på den korte strækning på kun ca.16 km. Mod havet ligger de store klitområder med dår-lig jord og barske livsforhold. Nu dækker klitplantagen store arealer, hvor der før lå mange små landbrug. Landskabet og livsvilkårene i Klitten er skildret særdeles levende af forfatteren Johan Skjoldborg, der i mange år var lærer i Koldmose skole.

Vi havde to klitture om ugen, og det kunne være svært at finde rundt. Men det var et levende områ-de, og der var husdyr i alle ejendomme. Mens jeg var dreng, kom en gammel kone, Maren Ejnersen, ofte i forretningen. Hun var født i ”Klitten” i en lille ejendom med et par køer. Hun fortalte, hvor-dan hun som barn vogtede køer i stonthoser, mens hun ventede på, at en ko skulle rejse sig, så hun kunne varme fødderne på den varme jord, hvor koen havde ligget. Når køerne var uden mælk, blev hun sendt til fods den lange vej til familien i Fredensdal på den gode jord for at bede om en spand mælk. Hun rejste som ung til Amerika ligesom millioner af andre fattige fra Europa, og blev mod-taget af Frihedsgudinden i New York. Da hun blev enke, vendte hun hjem til Danmark og bosatte sig i Brovst. Hun tog en majskolbe med hen i forretningen, og det var første gang, jeg så sådan en. Den 5. maj 1945 stod Maren Ejnersen på hovedgaden i Brovst og modtog de engelske soldater med Stars and Stripes, de fattiges og undertryktes symbol på frihed og håb.

Når vi kommer over havskrænten ved Tranum, kommer bakkelandet med den gode jord. For at understrege kontrasten til Klitten blev jorden i Gammel Brovst i en ældre udgave af Trap Danmark beskrevet som den bedste i Hjørring Amt. De gode gårde lå som en rigtig randbebyggelse med den gode markjord på den ene side og de flade arealer ud mod fjorden på den anden side. Midt i byen lå flere husmandsbrug og landarbejderboliger. Ålefiskeri og jagt, ofte kombineret med en god frokost, var en vigtig del af tilværelsen for mange af beboerne, og de begræd helt sikkert afvandingen. Den gamle smed i Gammel Brovst havde fem sønner og to af dem, Smedens Jens og Smedens Martin, som de kaldtes, holdt hele deres liv fast i den gamle livsform med jagt og fiskeri som det centrale i deres tilværelse. Den dag andejagten gik ind, kunne man være sikker på, at smed Madsen, slagter Pallesen, maler Ørtoft og mange andre fra Brovst ikke var på arbejde.

På Vilsbæk boede der en del polakker, Kowalski, Cholewa og Gressel. De var alle katolikker og blev betjent af pater Bender fra den katolske kirke i Aalborg. Pater Bender kørte rundt i det vidt-strakte sogn på motorcykel, og når han kom, var der altergang og fest. Kowalski kom meget hjem-me hos os, da far skrev og læste hans breve. Han havde selvfølgelig aldrig lært at læse og skrive dansk, men han havde alligevel fået en større gård. Jeg kan endnu se den gamle mand med cykel-styrskægget for mig, når han sad i stuen og fortalte. Han kom fra russisk Polen og blev i 1904-5 indkaldt til den russisk-japanske krig, hvor polakkerne blev brugt som ”kanonføde” i forreste række. Hans kone spurgte, om han ville med til Danmark, og han havde svaret: ”A wist et, hvor Danmark war, men á sa ja”. De flygtede i et korn- eller hølæs til Østpreussen i Tyskland og kom senere til Danmark, hvor han ligesom andre polakker fik arbejde hos Cirkus Mundelin, der havde vinterkvarter i Ny Skovsgaard. Han var en ægte flygtning og et billede på Polens evige lidelser. Kowalski ønskede at leve i Danmark, blev integreret og som de andre polakker fuldt accepteret.

Cholewas fire sønner har i fællesskab skrevet en bog om deres fattige, men lykkelige barndom på Vilsbæk i 1930’erne og 40’erne. Denne bog er så godt skrevet, at jeg ikke kunne slippe den, men brugte en lørdag aften og nat på at læse den færdig. Hele familien sled med den fugtige jord og overvandt bl.a. en ildebrand. De levede på mange måder en polsk tilværelse med den katolske tro som det faste fundament. Tænk, at tilværelsen kunne være så meget anderledes end min, så få kilo-meter borte. Tre af sønnerne blev udlært som smede, bl.a. hos smedemester Emanuel Kristensen i Brovst. På teknisk skole blev de opfordret til at læse videre til ingeniører, men det var der ikke råd til. Alligevel fik de alle tre ledende stillinger i erhvervslivet. Den fjerde søn blev ved landbruget og fik en stor gård i Himmerland.

Omkring Brovst var der store vandlidende arealer, bl.a. på Mou Kær, og ofte måtte man opgive kornet eller høste roerne fra robåd. Det gjorde stærkt indtryk på mig, da en voksen mand sad inde i forretningen og græd, fordi høsten var druknet. En anden mand fra samme område betalte sin håb-løse gæld med en gris, som vi satte ind i hønsehuset. Men allerede den samme aften kom den høje og tynde mand hjem til os, hvor han brødebetynget måtte erkende, at grisen var en kontraktgris, som det derfor var ulovligt at sælge. Så han fik grisen med hjem igen.

I en af de små ejendomme på Mou Kær var Grethe i familiepleje afvekslende med ophold i Vod-skov. Hun blev ikke kaldt andet end Tosse Grethe, og kun få kendte hendes efternavn og skæbne. Da min far var værge for hende, kom hun tit på besøg hjemme hos os. I min erindring var hun allerede gammel. Hun hjalp ofte til på gårdene, og Cholewas sønner skriver, at der blev sendt bud efter Grethe, når en so skulle fare. Så tog Grethe imod smågrisene og lagde sig i halmen ved siden af soen for at forhindre, at den lagde sig på smågrisene.

For et par år siden blev vi, der kendte Grethe, mindet om hende, selv om hun døde for omkring 45 år siden. Der kom en amerikansk familie ind på turistkontoret i Brovst med et familiealbum. Deres bedsteforældre var udvandret fra Brovst-egnen, og der manglede et barn i albummet. Der havde været fem børn, men der var kun billeder af de fire, og det ville de have undersøgt grunden til. Da børnene var ”baptized”, dvs. døbt, i Tranum, blev familien ved en sproglig misforståelse henvist til baptistmenigheden i Brovst. Heldigvis kunne mange af menighedens medlemmer huske Grethe. Så kom historien om Grethe frem.
Hendes forældre havde et lille fattigt landbrug i Tranum sogn. Om-kring 1890 solgte de alt, hvad de ejede, og købte billetter til USA. Da de nåede frem, skulle de som alle andre gennem nåleøjet Ellis Island i New Yorks havn. Der blev Grethe afvist på grund af sit tydelige handicap. Enhver kan forestille sig forældrenes dilemma. Resultatet blev, at faderen rejste hjem til Danmark med Grethe og afleverede hende til sognet, hvorefter han rejste tilbage til USA til den øvrige familie. Grethe levede så resten af sine dage på sognet i Brovst og uden sin familien. Generationer senere dukker slægtningene op i Brovst, hvorefter sandheden om det manglende billede og Tosse Grethes skæbne bliver kendt.

Indtil omkring 1950 gik Limfjorden helt ind til Gammel Brovst. Der var tidligere en bro, hvor parketbåden fra Aalborg regelmæssigt lagde til. Men så fik man lavet det store dige ud mod Lim-fjorden, der blev gravet kanaler og bygget en pumpestation ved Attrup. Det hjalp gevaldigt på de vandlidende områder inde i landet, og det fik stor økonomisk og social betydning for mange men-nesker og dermed for hele egnen. Derfor virker det meget uretfærdigt, når velbjergede mennesker i dag ensidigt kritiserer Hedeselskabet. Der blev bygget en række nye statshusmandsbrug ved Nørre-økse Sø og ved den nye vej mellem Brovst og Øland. Det var vistnok de sidste statshusmandsbrug, der blev bygget i Danmark.

Tidligere var barndommens gade noget centralt i børnenes liv, hvor en stor del af fritiden blev til-bragt. Vi var frie fugle, og det var ikke nødvendigt med pædagoger til at sætte os i gang, eller fjernsyn og computere til at underholde os. Generationerne var blandet, og man traf alle typer og lærte af hinanden. Min barndoms gade var Østergade, hvor vi havde uanede muligheder, og kun fantasien satte grænser. Vi havde en skov med en dam, et cementstøberi med hundredvis af rør, som vi kunne gemme os i, flere grusgrave, som vi kunne klatre i, og i haven havde mine forældre under krigen bygget et beskyttelsesrum, som blev en spændende legeplads for os. Vi måtte også grave huler i haven.

Østergade var beboet af dejlige mennesker, bl.a. mange missionsfolk og baptister, men de kom godt ud af det med hinanden, og jeg har aldrig kunnet genkende de forhold, som Hans Kirk omtalte i romanen Fiskerne. Vore naboer til begge sider, familierne Roelsgård og Chr. Jensen, tilhørte Indre Mission. Det var gode og hjælpsomme naboer, og når vi besøgte dem, var det en selvfølge, at vi deltog i bordbønnen. Skråt over for vort hus lå missionshuset, hvor jeg gik i søndagsskole. Jeg hu-sker den lille negerdreng ved indgangen, der nikkede, når vi lagde penge i. Søndagsskolens lærere var kendte borgere fra byen. Foruden Chr. Jensen var det tømrermester Saugbjerg, værkfører Han-sen, elinstallatør Esbech m.fl.. Jeg var også grøn spejder, eller rettere ulveunge, i Missionshuset. Der fik jeg en plet på min samvittighed, som jeg aldrig helt har fået fjernet. Vi skulle holde andagt og bede Fader Vor. Det foregik stående og i rundkreds. Så var der én, der kom til at smile, og det bredte sig, bla. til mig. Det så lederen, som sendte mig uden for døren. Det var pinligt og forsmæ-deligt. Jeg var ofte blevet sendt uden for døren i skolen, men det pinlige for mig var, at det denne gang skete midt under Fader Vor. Jeg fik ikke fred i sjælen, før jeg havde betroet mig til min far, som endnu engang udtrykte sin tillid til mig, trods mine mange fejltrin. Den i øvrigt dygtige og afholdte spejderleder, Poul Erik Kloster, blev senere kommunaldirektør i Pandrup kommune, og hver gang jeg siden har truffet ham, kommer min dårlige samvittighed frem igen.

Jeg kan endnu se Østergade for mig med dens toppede brosten, tørvedyngerne foran husene, mælke-kusken, der ringede efter kunderne, Jørgen Sørensen, der solgte fisk fra en ladcykel, hestepærerne, der var attraktive til haverne, mødrene, der stod i vinduerne og kaldte på børnene. For der var man-ge børn i gaden, selv i de små, såkaldte Stauninghuse, boede der børnefamilier i kvistlejlighederne, for der var stor boligmangel i årene efter krigen.

I 1946 kom en gruppe hollandske børn til Brovst, og den femårige Hans Mather fra Amersfort skul-le bo hos os i et halvt år. I Holland var der i modsætning til i Danmark direkte sult, og derfor blev en stor gruppe børn sendt til Danmark for at ”blive fedet op”. Jeg husker endnu, da mine forældre havde hentet Hans på stationen sent om aftenen. Han sov i min fars arme og blev lagt i seng i et børneværelse, men da han klynkede, blev han hentet og lagt midt i dobbeltsengen, hvor han så sov trygt. Tænk, at skulle sende sit femårige barn til et fremmed land med et skilt om halsen, men Hans var udhungret og havde børneorm. De havde bl.a. måttet spise tulipanløg. Han faldt hurtigt til hos os, og blev som en bror for mig. Da han efter det halve år skulle af sted igen, talte han godt dansk. Afskeden var smertelig for begge parter, og han ville ikke give slip på min mor, men kaldte grædende på hende - En af mine drenge er opkaldt efter Hans Mather.

Over for os lå et hvidkalket hus, der hed Deodate, som betyder Guds Gave. Der boede en gammel kone, Andrea, som man i vore dage ville kalde en særling, der ikke ville være plads til i vort strøm-linede samfund. Hun var høj og kroget med det grå hår redt bagud og samlet i en knold. Stemmen var hæs, og hun gik altid i et langt, sort skørt og bar ofte et sjal. Hun gik barfodet hele sommeren og levede på en sten, men flere af gadens familier gav hende regelmæssigt varm mad. Rengøring var ikke hendes stærke side, men når hun havde fødselsdag den 19. maj sørgede gadens koner for, at Andrea og huset blev ordnet, og så blev der holdt fødselsdag med rundstykker og fødselsdagskrans.

Bag det primitive ydre boede en gudfrygtig sjæl og et menneskeklogt væsen. Hun havde en møn-sterhave med mange blomster og grøntsager, og hun var den eneste, der havde vindruer. Dem for-greb vi os desværre på, og da hun opdagede det, fik vi ikke skældud, men blev i stedet mindet om ”De ti bud”. Det sved og blev husket. Hvert efterår havde min far søvnløse nætter på grund af regnvejr eller frygt for regnvejr, for han skulle levere tørv til hele egnen. Andrea beroligede ham imidlertid med ordene: ”Kære K.M.! Det skal du ikke spekulere på, men overlade til Vor Herre. Han lader det regne, når det skal regne og være tørvejr, når det skal være tørvejr. Det kan du ikke gøre noget ved”.

Men mest bemærkelsesværdigt var det dog, at den ene af hendes to stuer var fyldt af en kæmpe-mæssig væv, og hendes krogede fingre var i stand til at væve de flotteste duge, som folk stod i kø for at købe. Hun fik besøg af folk fra Nationalmuseet, som nedskrev alle mulige navne og arbejds-gange. – Det var sandsynligvis det sidste led i en århundredgammel tradition i vævekunst på landet, som uddøde med Andrea. Historien fortæller også om hjælpsomhed, tolerance over for mennesker, der er anderledes, og om stærk tro og livsglæde, trods fattigdom. Andrea testamenterede sit hus til Indre Mission, og det er nu bolig for en missionær.
På 1. sal i mit hjem boede i mange år en pensioneret oversygeplejerske, frk. Magdalene Nielsen, som mange ældre i Brovst og emegn har kendt. Hun kom til Brovst omkring århundredskiftet for at blive sygeplejerske på det gamle sygehus i Brovst Kirkeby, der lå smukt med udsigt ud over Lim-fjorden. Da hun stod af toget og så den lille håndfuld huse, der lå omkring stationen, sagde hun til sig selv, at her blev hun ikke ret længe, men hun blev i Brovst resten af sit liv. Hun var den eneste sygeplejerske på sygehuset, men hun stod også for madlavning, slagtning af grise, havebrug og rengøring. Man påstod endog, at hun havde gennemført enkelte operationer, og med mit kendskab til hende, skulle det ikke undre mig. Hun endte som oversygeplejerske på det nye og moderne amtssygehus, der blev bygget i Brovst Stationsby.

Frk. Nielsen var et særdeles energisk menneske, der ikke behøvede nogen rødstrømpebevægelse for at stive sin selvstændighed af. F.eks. kom hun i alle byens tre kirker, folkekirken, baptistkirken og Zionskirken, Det danske Missionsforbunds kirke, selvom hun var medlem af folkekirken. Især holdt hun af at komme i baptistkirken, fordi den daværende pastor Thomsen prædikede så godt. Jeg havde også værelse på 1. sal, og utallige er de aftener, hvor hun kom ind med kage eller for at fortælle om en bog, hun havde læst. Hun læste hver dag om Fantomets bedrifter i avisen, og når det var særligt spændende, blev jeg indviet. Frk. Nielsen byggede et sommerhus ved Tranum Strand, og der boede hun i sin ensomhed tre måneder hver sommer. Der var ikke mange sommerhuse og kun få faste be-boere, bl.a. en fattig fiskerfamilie med mange børn og så Helene, som var frk. Nielsens veninde, og de passede godt sammen. Helene levede af ralgravning ved Tranum Strand, og det var ikke enhver mand, der kunne følge med hende, når lastbilerne skulle læsses med skovl. Hun ejede klitterne og stranden omkring nedkørslen, og hun passede nidkært på, at ingen stjal hendes ral. Selv under kri-gen, var hun ikke bange for at gå ned på stranden midt om natten for at jage lastbilchauffører væk. Hun ejede også en åben båd, som hun brugte til fiskeri.

Jeg glemmer aldrig, da frk. Nielsen viste mig de første billeder fra kz-lejrene i Tyskland, mens tå-rerne trillede ned ad hendes kinder. Mit værelse var tidligere lejet ud til en dame fra Brovst, der som enke var vendt hjem fra USA med en halvvoksen søn. Denne søn meldte sig senere til Frikorps Danmark, og tyskerne gjorde et stort propagandanummer ud af dette, da han var amerikansk stats-borger. Han faldt på Østfronten, og hans mor viste mig et billede af ham, mens hun græd. For at symbolikken kan blive fuldkommen, boede der i en kort periode på det samme værelse en rabbiner, der skulle forestå den rituelle jødiske slagtning på Brovst Fjerkræslagteri.

Erna og Agner Mortensen har altid været to centrale skikkelser i Østergade. De drev i mange år Brovst Bryggeri og har altid været min families gode venner. Agner Mortensen var gennem mange år en talentfuld målmand på byens fodboldhold, der samlede mange tilskuere til hjemmekampene. Spillerne måtte cykle så langt væk som til Fjerritslev, Klim og Aalborg for at spille kampe. Han var i øvrigt altid parat til at spille fodbold med os drenge, når vi var ude i sommerhuset ved Tranum Strand. Erna Mortensen har altid været et hjælpsomt og initiativrigt menneske. Hun gik foran, når Andrea skulle hjælpes, og mange andre mennesker fandt vej til deres gæstfrie hjem. For mere end 25 år siden var hun med til at starte ”Det private omsorgsarbejde” i Brovst, hvis ledende kraft hun fortsat er.

I min barndom var Erna Mortensen oftest den, der tog initiativet, når der skulle arrangeres noget. Vi samledes hos Erna, når der skulle laves julepynt. Vi cyklede til Øland Skov for at plukke nødder, og det i så store mængder, at vi ofte kunne fylde et pudebetræk, eller til engene for at plukke kurve fulde af champignons. Der blev arrangeret cykelture med madkurv, og når målet var langt væk, blev vognmand Svend Davidsen lejet til at køre. Han kom i Kongebilen, som havde tilhørt kong Christi-an den 10. Det var en Cadillac med 16 cylindre, som garanteret var Nordjyllands flotteste taxa. Den havde tre rækker sæder og kunne nemt rumme de tre familier, som tog på mange ture sammen, med seks voksne og fem børn. Den tredje familie var Jenny og Niels Larsen fra Bomgården. Niels var dygtig til at spille klaver. Når mine forældre havde fest, satte Niels sig altid til klaveret, hvor han kunne spille de hurtigste og sværeste numre, selv om han havde nogle store arbejdsnæver. Han spillede til bal i mange år og skulle selv medbringe klaveret. Det blev ofte transporteret bag på Kongebilen. Svend Davidsen havde Kongebilen i årene 1948 – 53, hvorefter han holdt op som vognmand for at blive leder af Falck i Brovst.

1. april 1949 begyndte jeg i 1. klasse i missionshuset, da der ikke var plads på kommuneskolen til den første store krigsårgang. Vi var den første årgang med parallelklasser. Der var netop sket store ændringer på skolen. Skrivetavlerne lå ubrugte hen i et hjørne, og navneordene skulle nu skrives med lille. Ellers mindes jeg skolestarten med mange vikarer og store disciplinære problemer. Vi blev ofte sendt uden for døren, og jeg gemte mig i pedellens spisekammer under trappen, for at ingen skulle se mig. Jeg var trods alt flov. En af vikarerne hed frk. Ørnbøl, og hende kaldte vi selvfølgelig for frk. Fingerbøl, og det resulterede i endnu en tur uden for døren. Det er det eneste minde, jeg har om hende.

Senere flyttede vi over i den nye og imponerende store kommuneskole. Den blev bygget, hvor en af vore grusgrave havde ligget. Det var et stort byggeri, der blev gennemført uden hjælp af maski-ner. Jeg kan endnu se den lange række af arbejdsmænd, der kørte jord med trillebør ad smalle træ-planker, for der skulle flyttes meget jord. Der må have været et godt rejsegilde, for efter gildet så jeg for første gang i mit liv en fuld mand. Østergades tre række fliser var ikke brede nok, da han skulle gå hjem.
Man sparede gymnastiksalen, så vi måtte bruge realskolens, hvor der intet brusebad var. I de ti år, jeg gik i skole i Brovst, fik vi aldrig et bad efter en gymnastik- eller fodboldtime. Ellers var skolen præget af gode og dårlige lærere, som alle skoler var og er. Frk. Frida Kristensen var en lærer af ”Guds nåde”, som tre generationer børn elskede og lærte optimalt af med Ole Bole ABC som grundlag. Skoleinspektør Chr. Knudsen var også en dygtig lærer. Vi sang altid morgensang hos ham og ofte ”Den mørke nat forgangen er”. Når han havde travlt, sang vi ”Som hønen klukker minde-ligt”, for den havde kun et vers og var derfor hurtigt overstået. Vi havde Chr. Knudsen til geografi, og vi prøvede for første gang at lave en arbejdsmappe med tegninger og tekst. Det var ikke så lige til, for det foregik med pen og blæk og med stor risiko for at lave klatter. Jeg har stadig den blå A5 mappe, og jeg husker helt tydeligt de opgaver, som vi lavede, bl.a. om Spanien. Siden har jeg drømt om at besøge Madrid og Gammel og Ny Kastilien, og jeg kan stadig kende forskel på en Cypres og en Pinje, fordi vi tegnede dem.

Andre af skolens lærere burde aldrig have haft med børn at gøre. Én havde en tendens til at skælde de svageste børn ud, og det kunne vare i op til en time. Jeg kan stadigvæk se en bestemt pige for mig ved forreste bord blive skældt ud, mens hendes hoved blev mere og mere bøjet. Hun var en stille og forsagt pige uden nogen som helst støtte hjemmefra. En anden af pigerne tissede i bukserne af skræk for den samme lærer, så der blev en pøl på gulvet. En anden lærer yndede at sætte sig mel-lem rækkerne og slå løs med pegepinden. Der var ingen kontakt mellem hjem og skole, og forældre-ne klagede ikke, selv om mange børn fik deres skolegang ødelagt med store ar på sjælen som resul-tat. Det er et stort fremskridt, at samarbejdet mellem hjem og skole er blevet en selvfølge i nutidens skoler. Der var heller ingen speciel hjælp til de svage elever, og mange gik ud af skolen, næsten som analfabeter. Nutidens specialundervisning er en stor hjælp, og de penge, der er investeret i denne undervisning, er givet godt ud.
Det er min klare opfattelse, at livet i datidens skoler var langt mere brutalt med slagsmål og drilleri end i nutidens skoler.
En kvindelig lærer, som var et rart og velmenende menneske, men som ikke kunne holde disciplin, ville af uforklarlige grunde undervise os i seksuallære. Det havde vi aldrig været udsat for før og blev det heller aldrig siden. Hun brugte ikke blomsterne og bierne som eksempel, men det eksem-pel, som hun brugte, fik os til at more os højlydt, så det blev en stor fiasko. Hendes hverdag må have været forfærdelig, for børn kan være ubarmhjertige. Nogle drenge satte en såkaldt hunde-pistolprop i døren, så da hun kom ind i klassen og lukkede døren, lød der et stort knald, der resul-terede i, at hun besvimede. Den dag kom spanskrøret i brug på Brovst Kommuneskole

Vi var mange i klassen, og mine klassekammerater kom fra et stort område. Mange kom fra gårde og husmandsbrug, og det var dejligt at besøge dem og lege i laden eller hjælpe til med markarbej-det. En af drengene hed Niels Peter Larsen. Han sang så smukt, og en dag sang han ”Old Black Joe” for hele klassen. Det var flot gjort, og vi var meget imponeret, for det var første gang, vi hørte en-gelsk i skolen. Da jeg for nylig holdt foredrag i Zionskirken, var Niels Peter Larsen også til stede. Pludselig satte han sig ved kirkens flygel og spillede ”Old Black Joe”. Bagefter spurgte han mig, om jeg kunne huske den sang, og det kunne jeg afgjort, selv om det er 47 år siden.

Nogle af drengene havde mange pligter derhjemme. En af dem var altid meget træt i timerne, fordi han havde været tidligt oppe for at hjælpe til i stalden. Det gjorde indtryk på mig, da jeg engang holdt drengefødselsdag, at den samme dreng som den eneste måtte forlade festen før den var forbi, fordi han skulle hjem for at hjælpe til i stalden. Han fik de røde pølser pakket ind i en serviet og med hjem i lommen.

Efter 6. klasse kom jeg på Brovst private Realskole. Det var en barsk eksamensskole efter nutidens målestok. Vi begyndte med 28 i klassen og sluttede med, at 18 fik præliminæreksamen. Vi blev holdt til ilden, idet vi fik karakterbog fire gange om året med karakterer i alle fag. Gennemsnittet blev regnet ud og vort nummer i klassen råbt højt, og det var ikke rart at have et højt nummer. Sko-len havde nogle gamle bygninger og lokaler helt blottet for alt det, der efter nutidens målestok bur-de være der. Men det var en god skole med dygtige lærere, der forstod at skabe en god ånd på sko-len. Det har lært mig, at det ikke er bygningernes unge alder, men derimod skolens indhold og læ-rernes kvalitet, der skaber en god skole. Jeg havde skolebestyrer M. Møller Nielsen til historie og tysk, og hans dygtige undervisning lagde grunden til min store interesse for historie.

Det gik dog galt en dag for skolens fysiklærer, Viggo Bach. Fysikundervisningen bestod fortrinsvis af tavleundervisning, da der ikke var noget fysiklokale. Når Viggo Bach så en sjælden gang havde fået stillet an til et forsøg på katederet, var vi utrolig spændte. En dag ville han vise os et kendt for-søg med forskellige væsker og natrium. Da det blev hældt sammen, sket der en voldsom eksplosion, og Viggo Bachs ansigt og hår var helt dækket af hvidt skum. Først fik vi et chok, så lo vi, fordi det så sjovt ud, men alvoren gik hurtigt op for os, så vi hjalp ham med at få vand i hovedet. Heldigvis blev han helt rask igen efter en tid på sygehuset. Viggo Bach var en dygtig lærer, men han mangle-de selvfølgelig øvelse. Han flyttede senere til Fyn, hvor han blev formand for fysiklærerforeningen!

Mange måtte cykle langt for at komme på realskole. To x 12 km fra Klitten ad grusveje, eller fra Birkelse, Øland og Arentsminde, men man hørte dem aldrig klage sig. Det var en selvfølge, at rekrutteringen til gymnasiet var lav på grund af afstandene og manglende traditioner. Vi var på en fremragende lejrskole på Sanden Bjerggård i Slettestrand. Vi cyklede til Slettestrand og senere til de steder som f.eks. Fosdalen, hvor vi skulle foretage undersøgelser og indsamlinger. Min gode ven, Jens Christian Lønstrup Jensen og jeg havde specialet: ”Hvad finder jeg ved sø og å”. Det var virke-lig en moderne og lærerig lejrskole, hvor skolens biologilærer Niels Stampe var foregangsmand.

I 1956 arrangerede skolen for første gang en skolerejse til udlandet. Vi skulle til Harzen, og de fle-ste af os havde aldrig været i udlandet før. Rejsen foregik i to gamle busser, og provianten bestod af et utal af hele rugbrød, store dåser med makrel i tomat, spande med marmelade og sække med hav-regryn. Første stop var Hamburg, der stadig var præget af ruiner. Vi skulle sove på et vandrehjem og for at få ro på sovesalene, fortalte lærerne os, at der i naborummet boede en nazist. Vi vidste godt, hvad det var for én, så vi var fuldstændig tavse. I Goslar blev vi installeret på øverste etage på et hotel. Det var en fantastisk oplevelse at være i udlandet for første gang. Det syntes lærerne også, så en aften gik de i byen og lod os være alene tilbage på hotellet. Det gik galt for os. Vi kunne ikke holde os fra de våde varer, og hotelpersonalet måtte tilkalde en læge for at tilse en af drengene. Det var pinligt for både lærerne og os, men lærerigt for begge parter. Turen var også lærerig på andre måder, da vi smagte cola og så fjernsyn for første gang. Det var en forvarsel om en ny tid, der var på vej.

Jeg forlod Brovst i 1960, så det blev et skelsættende år for mig, men jeg har lige siden følt en stor tilknytning til min fødeby og hjemstavn. Tiden omkring 1960 var også skelsættende for samfundet. Efterkrigstiden var forbi, og det gamle landbrugssamfund var ved at blive forvandlet til et industri-samfund. De glade tressere var begyndt med alle de store ændringer i samfundet, der havde så store konsekvenser for os alle.

Det har været min lykke, at jeg er vokset op i en tid, hvor generationerne levede sammen og i et miljø, hvor det var muligt at træffe så mange forskellige mennesketyper. De var alle præget af dette lands specielle natur, og både menneskene og landet har præget mig, så jeg med glæde og taknemmelighed ser tilbage på min barndom og ungdom i Brovst, byen mellem hav og fjord.