Sidste år døde ålborgenseren Just Carl Pedersen, 93 år gammel. Få måneder før havde han udgivet sin selvbiografi, hvor han beskrev sin indsats i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse. Det skete i et tæt samarbejde med Jens Toldstrup, som englænderne kaldte verdens dygtigste nedkastningschef. Just Carl Pedersen var en virkelig helt, og hundredvis af danskere kan takke ham for, at de blev reddet fra tortur og henrettelse, da han organiserede og medvirkede ved flugtruterne til Sverige fra Grenå, Sæby, Strandby og Skagen. Han satte sit eget liv på spil for at redde andres. Jeg læste bogen samtidig med, at jeg kunne følge med i den syvende genudsendelse af Matador.

Elisabeth Friis og Kresten Skjern. Elskelige - men usandsynlige modstandsfolk

Elisabeth Friis og Kresten Skjern. Elskelige - men usandsynlige modstandsfolk

Der er mange grunde til, at netop denne serie er blevet så populær og sejlivet. Men med Erik Balling som instruktør, Lise Nørgaard som hovedforfatter og nogle fremragende skuespillere i alle rollerne var seriens succes næsten givet på forhånd.

Interessen for serien viser også, at danskerne har en vældig interesse for historie, og Matador foregår da også i den mest dramatiske periode i 1900tallets Danmark, under depressionen i 1930’erne og under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 1945.

Lise Nørgaards sindelag skinner klart igennem i serien. Hun kan ikke lide Det konservative Folkeparti og tegner et ensidigt billede af KU. For det var ikke blot Konservativ Ungdom, der var uniformeret i 1930’erne, det var socialdemokraternes og kommunisternes unge også, og det bliver ikke nævnt, at den konservative leder, Christmas Møller, tog skarpt afstand fra enhver udemokratisk tendens i Det konservative Folkeparti. Han tog som den eneste danske politiker konsekvensen af den danske regerings tætte samarbejde med tyskerne, idet han flygtede til England i en fiskerkutter fra Aggersund.

Lise Nørgaard overlader ledelsen af den lokale modstandsbevægelse til den radikale læge og hans ligesindede, selvom der i virkelighedens verden næppe fandtes radikale modstandsfolk. Det er faktisk en hån mod den danske modstandsbevægelse, jf. Det radikale Venstres pinlige rolle før og under besættelsen. Vi havde med den radikale udenrigsminister P. Munch i spidsen gjort os forsvarsløse i 1930erne, så vi den 9. april 1940 kunne sige, at vi ikke kunne forvare os! Så Danmark overgav sig, stort set uden kamp.

Som det tydeligt fremgår i Matador, var Danmark ikke i krig med Tyskland. Livet gik sin vante gang trods mørklægning og rationering; landet var ikke ødelagt, danskerne sultede ikke, og den danske industri- og landbrugsproduktion blev stillet til rådighed for tyskerne, og de danske fødevarer var livsnødvendige for den tyske værnemagt.

Erik Scavenius og Werner Best

Erik Scavenius og Werner Best

Den danske regering gik så langt i bestræbelserne på at bevare roen, at den socialdemokratiske statsminister, Wilhelm Buhl i 1942 i radioen advarede mod sabotage og opfordrede befolkningen til at medvirke ved opklaring og til angiveri. Hans efterfølger, den radikale stats- og udenrigsminister Eric Scavenius, blev den største bannerfører for det tætte samarbejde med den tyske besættelsesmagt, og han fik et venskabeligt forhold til den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best.

Danmark var ikke en del af de allierede og deres blodige kamp mod Nazityskland, så vi var virkelig kommet på den forkerte side af Kridtstregen. Kun modstandsbevægelsen, som tog fart efter de tyske nederlag i 1943, reddede Danmarks ære og fik os over på den rigtige side af Kridtstregen. Men modstandsbevægelsen blev aldrig en folkesag. Den var et ungdomsoprør mod den ældre generations eftergivenhed over for besættelsesmagten. Den var heller ikke en massebevægelse, idet man skønner, at der kun var ca. 9.000 rigtige modstandsfolk, færre end der med regeringens godkendelse meldte sig til tysk krigstjeneste på Østfronten!

Men modstandsbevægelsen fik ingen tak for indsatsen. Efter befrielsen overtog de gamle politikere magten, og især kulturradikale historikere har siden prist samarbejdspolitikken i høje toner og forsøgt at nedtone modstandsbevægelsens indsat. Dagbladet Politikens chefredaktør, Bo Lidegård, har i sin bog ”Danmark i Det tyvende Århundrede” fra 2011 end ikke nævnt Jens Toldstrup med et ord, selvom denne har fået de største engelske, amerikanske, norske og franske ordener for sin indsats i modstandskampen! Just Carl Pedersen blev æresmedlem af the Royal Air Force Escaping Society; men hverken han eller Jens Toldstrup har Danmark belønnet med Ridderkorset for deres heltemodige indsats!

Danmark overlevede, fordi andre lande kæmpede mod nazismen, og fordi en meget lille gruppe danskere gjorde det på hele Danmarks vegne. Det er derfor ikke tilfældigt, at Just Carl Pedersens bog bærer titlen, ”Se dig tilbage”, for vi skal lære af historien og især af, at ”de ugudeliges ondskab forstærkedes af de dydiges svaghed”, som Churchill rammende udtrykte det efter krigen.

Vi kan lære meget af Matador, men vi skal huske at bruge den kritiske sans.