For øjeblikket foregår der en forbitret kamp om faget historie i folkeskolen og på gymnasiet.

Jeg har selv undervist i historie i folkeskolen i mange år fra dengang, der var konkrete læseplaner for hver årgang. Efterfølgende blev timetallet beskåret, og det faglige indhold blev stort set ligegyldigt med det resultat, at en hel generation danskere nu mangler elementær historisk viden og bevidsthed.

Det var derfor befriende, da undervisningsminister Bertel Haarder opjusterede fagets timetal, gjorde det til et eksamensfag og i 2006 indførte en kanon med 29 emner, som skulle gennemgås i folkeskolen. Emnerne er nævnt i kronologisk orden og omfatter såvel danske som internationale emner. Straks kom der protester fra forurettede lærere og ”eksperter”. Man var imod, at der blev opstillet præcise faglige krav, bl.a. med henvisning til begrebet ”elevernes ansvar for egen læring”, der i sin yderste konsekvens betyder, at de selv skal vælge, hvad de vil beskæftige sig med, da det skal være ”relevant” for dem.

Tidsånden

Bertel Haarder var oppe mod stærke kræfter, men han smækkede ikke hælene sammen af frygt for tidsånden. Den var Bernard E. Jensen fra DPU i høj grad præget af, da han den 30.1.2004 blev citeret for følgende i Weekendavisen: ”Faktisk er danskheden under afvikling som følge af påvirkninger udefra, og derfor bør de kulturelle selvfølgeligheder ikke tages for givet i historiefaget. Man kan ikke gå ud fra, at folk forstår dem i et flerkulturelt samfund. Etniske danskere må forstå sig selv som én kultur blandt flere forskellige, ligeværdige kulturer i Danmark, ellers støder vi de andre fra os”!

Selvom citatet er nogle år gammelt, dækker det alligevel holdningen hos mange af de ”eksperter”, der dominerer den øjeblikkelige debat og er modstandere af kanonen i historie. Danskerne degraderet til én blandt mange etniske grupper med en kultur, der ikke er vigtigere end de andres! Jeg er dybt, dybt uenig! Danskheden er ikke under afvikling, og Danmark er ikke et multikulturelt land. Vi har forskellige etniske og religiøse grupper i landet, men det gør ikke Danmark til et multikulturelt land.

Den danske kultur

Verden er blevet mindre, og vi lever i globaliseringens tidsalder; men desto større er grunden til, at vi bør værne om den danske kultur og bære den videre til de efterfølgende generationer. Det drejer sig om sange, salmer, litteratur og historie, som den danske kultur gennem generationer er bygget op på, og som holder os sammen i et folkeligt og kulturelt fællesskab. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad eleverne lærer i skolen i historie, og der skal være noget centralt og fælles, som eleverne skal lære, og derfor er en kanon i historie af afgørende betydning.

Mange af kritikerne kalder denne holdning for nationalistisk. Det er den ikke, tværtimod. For når man er grundfæstet i sin egen kultur og derfor kender sin historie, har man intet besvær med at turde respektere andres ret til at have en anden kultur.