Den 29. juni 1937 fik min far, K.M. Kristoffersen, næringsbrev som handlende i Brovst. Brevet var underskrevet af politimesteren i Thisted, for Brovst hørte dengang med til Thisted politikreds. Fra 1937 til 1972 drev han under navnet - “K.M.Kristoffersen, Brovst” - en korn-, foderstof-, trælast- og brændsels-handel. Forretningen lå i Jernbanegade, hvor Weiss’ Supermarked nu ligger. Naboerne var købmand Ebbensgaard på hjørnet og bager Studsgaard. På den anden side af gaden lå barber Larsens salon, Gertsens Bogtrykkeri og elværket. – I daglig tale blev han og forretningen kun kaldt “K.M.”.

 

Byens forretningsgade
Jernbanegade var den centrale handelsgade i Brovst med rigtige forretninger i næsten hvert hus. Man kunne købe de fleste fornødenheder, for der var faktisk alle typer forretninger. Men der var også en møbelfabrik, et smedeværksted samt byens mejeri, og for enden af gaden lå jernbanestationen med de karak-teristiske bygninger, som man desværre fjernede, da banen blev nedlagt. Man har også fjernet gadens ældste hus, hvor kiosken engang lå, for i stedet at bygge en stor bankbygning. Jernbanegade sluttede ved baneoverskæringen, hvorefter Bratskovs jorder begyndte med dammen mod vest og Damengen mod øst, hvor nu Brovst-hallen og sportspladsen ligger. Vi kaldte den altid for Tyskerengen, fordi tyskerne under besættelsen havde bygget barakker der.
Der var mange driftige forretningsfolk i Jernbanegade. Knudsens Boghandel, senere Salbøgs, var en velassorteret boghandel med mange læsekredse, men forretningen solgte også legetøj, bl.a. teknobiler, så der var trængsel i juletiden. Uddeler Arne Pedersens hjerte bankede for musikken, og han spillede violin hver dag. Han havde gennemført den treårige solistuddannelse på musikkonservatoriet i København og havde fået et stipendium til udlandet, men måtte afbryde på grund af en varig håndskade. Derefter gen-nemførte han en handelsuddannelse og overtog senere uddelerposten efter faderen, Andreas Pedersen. Manufakturhandler Ejnar Jensen havde en kvalitetsforretning med dametøj. David Grønborg startede sin farvehandel helt fra bunden af. Fru Juul, der blev enke meget tidligt, havde en velassorteret garn- og broderiforretning. Wilhelm Schatter drev sin forretning under mottoet: “I Schatters sko er gangen go”.
Men der var også specielle typer som C. Ehlert Rokkedal, der drev byens isenkramsforretning. Det var ikke altid, han ville betjene kunderne ved at hente en vare i bagbutikken eller i vinduet. “Det kan ikke be-tale sig,” sagde han direkte, hvis ordren var for beskeden. Frk. Anna Nielsen i Tatol-forretningen var en bestemt dame, der var noget præget af, at hendes ene søster var gift med byens stationsforstander og end-nu mere af, at en anden var gift med en konsul. Denne søster blev derfor kun omtalt som Konsulinden. I Jens Peters bagerforretning herskede hans kone Sonja. Hun var kontant og kunne sige kunderne nogle sandheder, men bag den skarpe tunge skjulte sig et ærligt og godt menneske, og det havde kunderne selv-følgelig gennemskuet.
Gennem hele min barndom og ungdom i 1940’erne og 50’erne var jeg tæt knyttet til Jernbanegade, og det er primært den periode, som jeg skildrer. Jeg kan se alle forretningerne og deres indehavere for mig, og jeg kan fortsat fornemme gadens liv og lyde. Der kom biler, hestevogne og cyklister i en køn blanding, og flere gange om dagen lød fløjten fra møbelfabrikken. Der blev skoet heste hos smeden, og flere gange om dagen gik bommene ned for toget. Mælkekuskene kom ind fra alle retninger med mælkejungerne til mejeriet, og jeg har mindst én gang set en løbsk hest med vognen bagefter. På hjørnet af Jernbanegade og Fal-borggade havde fiskehandler Ørtoft sin stand. Han var desuden en kendt jæger, der havde mange jagthun-de, én til hver type jagt. Der var et godt sammenhold mellem de forretningsdrivende, der mødtes i Hånd-værker og Borgerforeningen og senere i Handelsstandsforeningen.
Der blev gjort meget ud af juleud-smykningen, som blev lavet til 1. søndag i advent, og ikke før. Juleudstillingen i Jernbanegade trak mange mennesker til byen. Specielt var Gudrun Ebbensgård fremragende til at pynte vinduerne. Man enedes og-så om at lukke alle forretningerne kl. 12.00 mellem jul og nytår, de såkaldte halve helligdage. I min erin-dring var disse dage årets skønneste, hvor far kom tidligt hjem fra forretningen.

 

Min far

Min far blev født i 1903 i Blegebrønde ved Bejstrup, hvor hans forældre, mine bedsteforældre, Kristine og Jesper Kristoffersen, havde et husmandsbrug på 12 tønder land. Han var den ældste af fem søskende. Min oldefar, Karl Håstrup, boede hos dem som aftægtsmand, så min far voksede faktisk op med to fædre. Karl Håstrup havde været husmand, tækkemand og fisker, og han repræsenterede det sidste led i den årtusindgamle tradition ved kysterne med kombination af landbrug og fiskeri. Da regeringen under 1. verdenskrig indførte rationering, udbrød Karl Håstrup, at så kunne han ikke blive mæt. Den udtalelse gjorde et stort indtryk på børnene, og min far glemte den aldrig. Karl Håstrup var Venstre-mand, og da Thorvald Stauning i 1924 dannede den første socialdemokratiske regering, var hans kommentar, at nu brød han sig ikke om at leve længere.

Mine bedsteforældre var grundtvigianere, mens min oldfar var missionsmand, så der blev både holdt missionsmøder og højskoleaftener i hjemmet. Min bedstemor lavede kaffe til begge slags møder, men de deltog ikke i hinandens møder. Min far og hans søskende gik i Bejstrup skole hos lærer Buje, som de altid har omtalt med respekt. Mine bedsteforældre havde den holdning, at “børnene skulle lære noget”, men Hanherreddernes isolerede beliggenhed gjorde det næsten umuligt at læse videre efter endt skolegang og konfirmation. Vejen gik over højskoler og landbrugsskoler. Tre af min fars søskende blev lærere og den fjerde landmand. Min far var for klejn til at få plads på en gård, så han kom som en spinkel 15 årig i lære hos købmand K.V. Kristensen i Aggersund med en løn på 2 kr. om måneden + kost og logi.
Det var en hård, men lærerig plads. Begyndelsen var svær, og der faldt helt sikkert mange tårer. Men han lærte selvstændigheden på den hårde facon. En dag dristede han sig til at åbne døren ind til købmandens kontor for at sige, at nu manglede det og det. “Så bestil det for helvede”, lød svaret. “Du kan vel se på po-serne, hvor det kommer fra”. Arbejdet var hårdt. Parketbådene fra Aalborg skulle losses, bl.a. for kul. Far var ikke stærk nok til at bære kornsækkene op på loftet, men så kom hans stærke lillebror, Lars Peter, og klarede det for ham. Der skulle hentes varer på cykel på stationen i Fjerritslev. Engang havde han glemt margarinepapir, men blev straks sendt tilbage efter det glemte. Om vinteren var der hundekoldt på værel-set, så vandet i vandkanden frøs til is, for der var ikke varme på værelset. Men sådan var forholdene for de fleste, og de unge mennesker i Aggersund mødtes om aftenen i skomagerens værksted, hvor der var varme. Han blev færdiguddannet i 1923, og fortsatte som kommis hos K.V. Kristensen nogle måneder, hvorefter han skiftede til købmand I.A. Christensen, også Aggersund.
Dengang var det ikke obligatorisk for handelsmedhjælpere at gå på handelsskole. Det var besværligt og kostbart, da man selv skulle betale for opholdet. I 1925 søgte min far ind på Justitsråds Møllers Handels-højskole i Aalborg. Samtidig søgte han understøttelsesstipendium ved skolen og ved statskassen. I de to ansøgningsskemaer skrev han, at skoleopholdet kostede 322 kr., og kost og logi blev beregnet til 1.200 kr. for et år. Forældrenes skatteindtægt var på 1.500 kr. og deres formue på 7.900 kr. Samtidig gjorde han opmærksom på, at der var flere mindreårige søskende i hjemmet, og at hans forældre betalte opholdet på Ranum Seminarium for en yngre bror, så han kunne ikke forvente nogen videre støtte fra dem. Han fik afslag fra statskassen, men fra Justitsråd Møllers Handelshøjskole fik han følgende svar, skrevet med flot håndskrift:
“Som svar på Deres Ansøgning har jeg herved den Fornøjelse at meddele, at der er tildelt Dem Kr. 300 i Understøttelsesstipendium til et halvt års kursus på Justitsråd Møllers Handelshøjskole fra November d.A. Jeg undlader ikke at meddele, at første Skoledag bliver 3. Novbr. Kl. 10.” .

Med Højagtelse. - L. Møller.

Den 31. maj 1926 fik min far sin handelsmedhjælper-eksamen med eksamenskarakteren mg+. Fagrækken bestod af dansk, regning, bogføring, kontorarbejder, skriftlig og mundtlig handelslære, orden og maskin-skrivning. Eksamensbilledet viser 16 alvorligt udseende mænd og kun én kvinde, og min far hørte til de yngste på holdet. Straks efter blev han ansat hos købmand Valdemar Terndrup, Brovst, med en måneds-løn på 50 kr., og de næste 46 år havde han sit daglige virke i Jernbanegade.

 

Forretningen

Niels Valdemar Terndrups forretning var en gammel forretning, der gik helt tilbage til den tid, hvor varerne blev sejlet til Brovst med parketbåden fra Aalborg. Den omfattede hele ejendomskomplekset på hjørnet af Østergade og Jernbanegade, og der blev handlet med kolonial- og grovvarer, træ, isenkram, korn og foderstoffer. Desuden ejede Terndrup Brovst Mølle og syv huse, som han havde måttet overtage i stedet for tilgodehavender. Tre år efter min fars ankomst fik købmand Terndrup en hjerneblødning, kun 58 år gammel. Han kunne ikke tale og ikke skrive så meget som sit eget navn på en check. Far arbejdede hårdt, og hjalp fru Terndrup så godt han kunne. Forretningen gik dårligt og var ved at gå konkurs. Efter kort tids sygdom døde købmand Terndrup. Så blev møllen solgt til møllersvenden, de syv huse solgt fra og kolonialafdelingen blev bortforpagtet, så konkursen blev afværget. Min far blev bestyrer af korn- og foderstofafdelingen. Det var et stort ansvar at blive pålagt i så ung en alder, men han kæmpede og klarede opgaven.

Da fru Terndrup døde i 1936, sagde den største leverandør, P.P.Hedegaard, at far skulle have forretnin-gen, da han var den eneste, der kunne drive den. Han fik en familiekaution, og P.P.Hedegaard gav en kre-dit på 10.000 kr., så i 1937 blev han selvstændig
købmand.
Det var midt under verdenskrisen i 1930’erne, og 2. verdenskrig og besættelsestiden ventede forude. Va-resortimentet var meget alsidigt, og bragte ham i kontakt med de fleste af byens og omegnens beboere. Han handlede med korn, foderstoffer, gødning, træ, brændsel, kakkelovne, fliser, tjære, kartofler osv. Un-der besættelsen og i årene derefter var det svært at få nok at handle med, og mange varer var rationerede. Så måtte han bruge fantasien. Han købte kartofler op langs Fjerritslevbanen. Hans gode ven, vognmand Sofus Gundersen, hentede gamle kakkelovne i hele Vendsyssel i sin generatordrevne lastbil. De blev så samlet og gjort i stand og solgt som gode, brugte kakkelovne. Han solgte optændingspinde og købte gam-melt papir og gammelt jern, som drengene tjente gode lommepenge ved at samle og sælge. Sammen med hotelejer Kanstrup oprettede han en byttecentral, hvor folk kunne sælge, købe eller bytte gammelt tøj, sko osv.
Samtidig havde man tyskerne i byen, som man ikke kunne nægte at sælge til, når de kom ind i forretnin-gerne, men man skulle forholde sig passivt og absolut lade være med at opsøge dem for at handle. Selv om forholdene i Brovst var fredelige, længtes alle efter normale tider. I 1944 skrev far følgende nytårshil-sen i Brovst avis:
“Vi bringer herved alle vore Kunder den bedste Tak for god Samhandel i det forløbne Aar. Det var ikke alt, der gik, som vi gerne vilde, men det gik jo. Måtte det nye Aar bringe lysere Dage for os alle og større Muligheder for god, gammeldags Købmands-virke”.

K.M. Kristoffersen

Brovst

I sommeren 1941 blev min far og mor gift i Aså kirke. Min mors ungpigenavn var Esther Sloth Andersen og hendes forældre, Else Sloth og Peter Andersen, havde en stor gård i Geraa ved Aså og var udprægede vendelboer. Sloth-familien var Venstre-folk, grundtvigianere, gymnastik- og højskolefolk med tæt til-knytning til Vrå Højskole. Min bedstefar kom fra en gammel Højre-familie. Han var konservativ og den eneste i Geraa, der holdt Aalborg Stiftstidende. De andre holdt Amtstidende. Han havde været på Lade-lund Landbrugsskole omkring århundredskiftet, hvor han skrev en spændende dagbog. Min mor havde været i huset hos forfatteren Jakob Knudsens enke i Birkerød, inden hun kom på Askov udvidede Høj-skole. Der mødte hun den berømte forstander J. Th. Arnfred og den kreds af fremragende lærere, som var samlet omkring ham. Det blev en oplevelse for livet. Senere blev hun ekspeditrice i trikotageforretningen “Herning”, der lå på torvet i Nørresundby.
De mange bryllupstelegrammer er interessante at læse. Billederne er meget nationale på grund af krigen og besættelsen. Der er Dannebrogsflag, Kong Christian den 10. på hest, landsbyidyller, scener fra land-brugsarbejde, og der er endda broderier på enkelte af telegrammerne. Jeg genkender næsten alle navnene fra Brovst. Malermester Myrup, karetmager Knøsgaard, fiskehandler Ørtoft, oversygeplejerske Magdalene Nielsen osv. På telegrammet fra skomagermester L.P. Larsen og hustru, Falborggade, stod følgende opbyggelige vers: “Til Lykke med Pagten. Del om Magten!”
Mine forældres første hus var Østergade 37. Det blev købt i 1941 af sadelmager Martinus Chr. Poulsen for 9.950 kr., men så fulgte der ifølge skødet også “uden særskilt Vederlag Indbo til to Stuer og 10 Høns”. Huset var imidlertid for lille, så de købte nabogrunden, og i 1944 var et nyt hus, Østergade 39, færdigt. Det blev familiens hjem i 50 år indtil 1994. Det var et stort hus, for der skulle være plads til mange børn, chauffør og ung pige i huset. Det blev nu ikke til mange børn, men i flere år havde min mor folk på kost og logi. Tidens alvor understreges af, at mine forældre byggede et beskyttelsesrum nede i haven, så vidt jeg ved det eneste, der fandtes i Brovst. Det blev senere en fremragende legeplads for gadens børn, men det er en helt anden historie.

Det var travle år, og da krigen var forbi skulle handelen i gang igen. En opgørelse over varelageret pr. 1. juli 1946 viser en samlet værdi på 12.222 kr. Men opgørelsen giver også overblik over de varer, der blev solgt i forretningen det første år efter krigen og til hvilken pris. 100 kg foderblanding kostede 20 kr., 100 kg statskorn 20 kr., 1 pose cement 2,50 kr., 1 pakke søm 70 øre, 1 dåse Atlas maling 5 kr., 1 balle tørve-strøelse 3 kr., 1 jernvindue 20 kr. osv.

Besættelsestiden kastede lange skygger efter sig. Nogle år efter krigen kom en mand ind i forretningen med et dokument, som havde været gemt i en lænestol og var kommet til syne ved ombetrækning. Der var ca. 10 duplikerede sider. Dokumentet var lavet af modstandsbevægelsen i Brovst. Det var en udførlig navneliste over beboere i Brovst, som modstandsbevægelsen mente, havde samarbejdet eller haft sam-kvem med tyskerne. Min far fik listen, og jeg har flere gange dristet mig til at se den, selv om den var gemt væk. Der stod navnene på formodede værnemagere, dvs. personer, der handlede aktivt med tysker-ne, på feltmadrasserne og på de kvinder i byen, der havde fået børn med tyske soldater. En af byens flinke damer var nævnt i dokumentet, fordi hun skulle have sagt, at tyskerne også var mennesker. Stort set alle forretningsfolk og personer i ledende stillinger var nævnt. Det var mærkeligt at læse disse beskrivelser om mennesker, som jeg alle sammen kendte. Min far blev meget vred, da han læste dokumentet, og fór hen til en tidligere modstandsmand for at foreholde ham de mange grundløse beskyldninger. Lederen af mod-standsbevægelsen i Brovst var læge i byen og kommunist. Det er nærliggende at tro, at dokumentet ville være blevet brugt som deportationsliste, hvis russerne var kommet først til Danmark den 5. maj 1945. Så-dan gik det jo i Østeuropa og i De baltiske Lande. Den pågældende læge, der var kendt for sin dygtighed, måtte rejse fra byen. - Dokumentet findes ikke mere, da min far har brændt det.
Under og efter krigen var alle mennesker afhængige af leverancen af tørv. Vi solgte mange i hele Øster Hanherred. De blev leveret af vognmænd fra Moseby og Kås. Hvert efterår havde min far søvnløse næt-ter, når tørvene skulle leveres, fordi det regnede, eller fordi han troede, at det regnede. Vi solgte også koks og cinders i rummål og kul og briketter efter vægt, ofte leveret i jernbanevogne. Påfyldningen i sække foregik på stationen, og det var et beskidt arbejde. Men det var endnu værre at skulle bære de kantede sække med briketter op ad smalle trapper til de loftsrum, hvor de skulle opbevares. Derfor satte chaufførerne ofte bølgepap inden for skjorten.
I Kås og Moseby var der mange såkaldte “krejlere”, dvs. folk, der havde en lastbil og handlede med alt forefaldende. Jeg husker tydeligt en aften, at en sådan krejler kom hjem til os for at købe kartofler. Det var hen på foråret, og vi havde et temmelig stort parti liggende med lange spirer. Manden købte hele par-tiet, og far spurgte så efter, hvad han ville med dem. Svaret kom uden tøven. Han ville pille spirerne af kartoflerne og køre dem til København, hvor han kunne sælge dem med 100% fortjeneste. Da far kom-menterede den gode fortjeneste, svarede manden kort: “Ja, og så er den skattefri”.
 

 

Bygningerne

Jeg kan se hvert et rum for mig i de gamle bygninger. Der var et lille forretningslokale med en lang disk, hvorpå der stod en gammeldags messingvægt med lodder og diverse “søm”, hvorpå bestillingssedlerne til de forskellige kørselsruter blev sat. Der var en stor kasse med kartofler, et gammelt kasseapparat med sving og en pult til at skrive bestillinger på. Når man gik om bag disken, kom man ind i forkontoret. Der var en høj pult, som kassebogen lå på. Så var der et skrivebord, med telefonen, Brovst nr. 6, og en stor kakkelovn. Der var fire trappetrin op til det inderste kontor, hvor der var et skrivebord, en sofa og nogle ekstra stole, og her kunne far tale i fortrolighed med kunderne og de mange, der søgte hans råd.

Fra forretningslokalet gik der trapper med hver fire trin op til de lagerrum, der lå på begge sider. Til den ene side lå støbegodslageret med udstillingsvinduer. Her var der først og fremmest kakkelovne, men også søm og skruer. Neden under var støbegodskælderen med fliser, plader, tråd, rør, vaske og meget andet. Til den anden side var foderstoflageret, der altid var fyldt med kornsække, foderblanding, hønsefoder, klid, cement osv. Der var en port ud mod Jernbanegade, og lastbilerne holdt ude på vejen, og via en træbro blev sækkene kørt ind og ud fra lageret. Man spærrede selvfølgelig for den gående trafik, og det foregik helt op i 1960’erne. På første sal var der kornlager med hejseværk ud mod Jernbanegade. I kæl-deren under denne bygning var der trælast. Bag forretningen var der en spændende gård. Der var en dyn-ge med hønseskaller, tjæretønder, gammelt jern osv. Der var indgang til den gamle hestestald og hønse-huset, hvor der tidligere havde været karlekammer.
Lagerbygningerne var en fantastisk legeplads, hvor vi gemte os mellem kornsækkene, lavede cirkusfore-stillinger og kørte med sækkevognene. Jeg havde i mange år et dueslag i forretningen. De første duer fik jeg i fødselsdagsgave af medarbejderne i forretningen. Dueslaget hjalp vores mangeårige lagermand, netop afdøde Lund Nielsen mig med at lave. Jeg havde duer i mange år, og jeg er fortsat meget interesse-ret i duer. Daværende tømrer på Brovst Maskinfabrik, Oluf Sørensen, hjalp mig med at udvide dueslaget. Han lærte mig meget om duer, og vi tilbragte mange timer sammen hos mig eller hos ham med at studere duerne. Jeg fik ingen lommepenge, men derimod gratis foder. Så tjente jeg penge ved at sælge dueunger-ne til Karen Jensen på Sportsvej eller Lars Andersen på Nyvej. Prisen svingede mellem 1,50 kr. og 2,25 kr. Når jeg skulle fodre duerne og hønsene, måtte jeg om vinteren ofte hente vand ovre på elværket, da vandhanen i den gamle hestestald var frosset. Jeg hentede kornet på lageret, og når jeg havde tændt lyset, ventede jeg altid et par minutter med at gå ind. Så kunne eventuelle rotter nå at komme væk. Vi havde mange rotter, og de blev bekæmpet med gift, for de ødelagde sækkene og gnavede huller i træværket. For enden af lageret ud mod gården var der et stort træ, og om aftenen fór rotterne op og ned ad træet og rundt på taget. Bogtrykker Gertsen og bager Studsgaard, der begge var jægere, havde stor fornøjelse af at skyde rotterne. Når vi så en rotte på lageret, gik jagten i gang. Jeg skulle med en kost drive den hen mod Lund Nielsen, som så slog den ihjel med en håndskovl.
De første år i min erindring havde vi en hest, der hed Klaus. Det var en stor, skimlet hest. Den var stærk, og det var også nødvendigt, for den skulle trække nogle tunge læs. Den første karl, som jeg husker, var den senere taxavognmand, Harry Svaneborg. Når Klaus ikke var på arbejde, kom den på græs på Tysker-engen. Den var slem til at bide sig løs, og på en eller anden måde lykkedes det den at komme ud. Men så kunne vi altid finde den på Smedevej, hvor mælkehandler Emil Røge boede, for han havde også en hest. Omkring 1950 fik vi den første lastbil. Det var en Hotchkiss, en højrestyret bil, der blev købt hos Fa. H. Rasmussen, Brovst. Det betød et farvel til hest og hestevogn og goddag til en ny tid for forretningen.
Jeg kan som nævnt se mange billeder for mig. Næsten hver dag ved aftenstid kom vognmand Sofus Gundersens chauffører med varer fra Aalborg. Så blev træbroen lagt ud og de mange sække kørt ind på sækkevogne eller hejst op på 1. sal. Det var gennem en lang årrække de samme chauffører, Gunnar Gun-dersen, Martin Nielsen og Godske Christensen. Hvor så de dog trætte ud, når de skulle i gang med at tømme en stor lastbil, ofte med anhænger. Men de havde også en lang arbejdsdag. Tidligt om morgenen hentede de grise og kreaturer ude på gårdene til levering på slagteriet i Nørresundby eller på kvægtorvet i Aalborg. De havde så varer med hjem fra P.P. Hedegård, Importen, Kompagniet eller fra en af cementfa-brikkerne.

 

Livet i forretningen

Købet af lastbilen gjorde det muligt at udvide kundekredsen rent geografisk, og efterhånden havde forretningen kunder i hele området mellem Vesterhavet og Limfjorden. Fra de sandede klitområder over de vandlidende områder omkring Mou Kær til det frugtbare bakkeland. Tirsdag og fredag eftermiddag havde vi den såkaldte klittur, og mandag og torsdag gik ruten bl.a. over Gammel Brovst, Brovst Kær, Torslev, Attrup, Alsbjerg, Holmsø, Skovsgård, Øster Svenstrup og Janum. Jeg var ofte med som med-hjælper, og klitturen har jeg selv kørt mange gange som ferieafløser. Ruten gik gennem Fredensdal, Mou Kær, Melkær, Tranum Enge, Koldmose og Klithuse. Der var næsten kun grusveje, og det var svært at finde rundt. Ofte kom jeg først hjem sent på aftenen. De fleste ejendomme var små, men der var husdyr alle steder. De skulle som regel have korn, hønsefoder, foderblanding og brændsel, men der kunne også være cement, træ, pandeplader og meget andet på den tungt læssede lastvogn. Chaufførerne var flinke til at tage rugbrød og kolonialvarer med til dem, der boede længst ude.

Det var dejligt at tale med kunderne, som gerne ville have en pause i arbejdet. Jeg husker mange af dem ganske tydeligt, bl.a. Den glade Landmand i Fredensdal, som absolut levede op til sit tilnavn. Det var på en af disse ture, jeg var så uheldig at tabe en sæk hønsefoder ned på konen i huset, da jeg skulle bære den op ad en loftstrappe. Heldigvis skete der ikke noget med hende, og hun tog uheldet med et smil. Det gik værre for mig i Skovsgård, da jeg gik over en gårdsplads med en sæk korn på ryggen. Jeg havde set læn-kehunden og troede, at jeg styrede uden om den. Men pludselig sprang den på mig og bed mig i låret. Jeg fik en slem forskrækkelse, et dybt sår og et varigt anstrengt forhold til hunde.
Det var en besværlig forretning at ekspedere i på grund af bygningernes udformning, men det gav god motion. Man skulle altid op ad trapper til den ene eller den anden side og måske ned i kælderen og ud i gården for at hente varerne og tilbage igen. Meget skulle hældes i poser eller sække med håndskovle og vejes af på loddevægte af forskellig størrelse. Min far understregede altid, at alle kunder skulle behandles med respekt og betjenes godt, uanset handelens størrelse. Men der var bestemt forskel på kundernes evne og vilje til at betale, og det afhang ikke af hartkornets størrelse. Et eksempel på en god kunde, var hus-mand P. Pedersen, Nymark. Næsten hver uge kom han cyklende i sin mørke habit med vest, slips og blød hat. Forløbet var altid det samme. Han stod i forretningen foran disken og ventede på at blive ekspederet. Han bad om regningen på sidste uges levering og blev budt ind i forkontoret. Regningen blev fundet frem, pengene betalt og beløbet skrevet ind i kassebogen. Så fik han en cigar og en sludder med far, hvorefter han ønskede at bestille nye varer. De gik så tilbage til forretningen, og bestillingen blev skrevet op.
Fremgangsmåden var altid den samme, og der kunne være flere kunder samlet i forkontoret, som hurtigt blev fyldt med røg. Mange gav sig god tid, mens alle mulige emner blev diskuteret. Stolen ved siden af kakkelovnen var særlig populær. Jeg har som dreng set mange leende mennesker sidde der, men også hørt folk fortælle om deres livstruende sygdomme eller økonomiske problemer. Engang så jeg en mand fra Mou Kær, der græd, fordi hele høsten var druknet, og han måtte bjerge roerne ved hjælp af en robåd. Det var før kanalerne, diget og pumpestationen ved Attrup blev bygget. Dette byggeri i begyndelsen af 50’er-ne fik stor økonomisk og dermed social betydning for hele egnen, og jeg kan blive vred, når folk i vore dage kritiserer Hedeselskabet. En anden mand havde en håbløs gæld, så i stedet for penge fik vi en gris, som blev sat ind i hønsehuset. Men samme aften bankede det på døren derhjemme, og jeg kan fortsat se manden for mig, mens han stod i døren og fremstammede, at grisen var en såkaldt kontraktgris, som derfor var solgt i forvejen. Han fik selvfølgelig grisen med hjem på cyklen.
Asken fra de mange cigarer blev samlet sammen i en cigaræske til Snus Niels, som tømte æsken regel-mæssigt. Han havde altid en stor klump skråtobak i munden, og den blev grundigt vendt i asken. Snus Niels var kommunens muldvarpejæger, og han gik altid i træsko, mørke og vide vadmelsbukser, blå ar-bejdsjakke og altid med en gammel kasket på hovedet. Han var en lille glad mand, der altid var parat til at fortælle en god historie.

Det var et hårdt arbejde at være forretningsmand i årene under og efter krigen. Jeg fik i en tidlig alder kendskab til ord som kassekredit, høstpantebreve og veksler. Det var også nødvendigt at foretage omstil-linger i forretningen. De første termostatstyrede eller “tænkende” kakkelovne gjorde efterhånden de gam-le kakkelovne overflødige. Værre var det, da der blev indført fjernvarme i Brovst. Så forsvandt en ret stor del af brændselssalget, selv om vi fik leverancen af olie. I stedet fik salget af træ og andre bygningsartik-ler større og større betydning, og der blev bygget en ny lagerbygning i gården ned mod Smedevej.

 

 
Socialudvalget

Min far var aktiv i byens foreningsliv. Han var med til at stifte Brovst Idrætsforening og var foreningens første formand uden selv at kunne spille fodbold. Det var dengang, man kunne samle op til 1.000 tilsku-ere på Brovst Stadion til kredskampe. Der var et godt sammenhold, og foreningen stod for mange arran-gementer. F.eks. blev Cirkus BIF en fast tradition, og i 1934 kunne man bygge et klubhus med 125 sidde-pladser og med klublokale og omklædningsrum. Far var i perioder formand for Håndværker og Borger-foreningen, bl.a. i befrielsesåret 1945/46, hvor foreningen holdt 40 års jubilæum. Han var med til at stifte Lystanlægget Mølleparken og var formand i flere år. Desuden var han i mange år formand for Brovst Sparekasse, en post som han sagde fra sig, da han solgte forretningen.

Far blev valgt ind i sognerådet ved det berømte besættelsesvalg i 1943, hvor han sprængte borgerlisten fra en placering på en sidsteplads. Han var derefter medlem i 15 år, og i alle årene var han formand for soci-aludvalget. Han kunne være blevet sognerådsformand, men sagde konsekvent nej. Det sociale arbejde havde hans store interesse, og det prægede i høj grad også livet i forretningen. Den kommunale admini-stration bestod kun af en kæmner, en bogholder og en elev, og de folkevalgte optrådte i høj grad som sagsbehandlere. Der var ingen socialrådgivere, så sagsbehandlingen på det sociale område foregik i for-retningen eller hjemme hos os.
Det betød, at det ikke blot var alle typer kunder fra hele egnen, der kom i forretningen, men også men-nesker, der skulle have hjælp på forskellig vis, og beslutningsprocessen var kort. Det gjaldt f.eks. spørgs-målet om hvem, der skulle have plads på alderdomshjemmet Møllegården. Der kunne vises smidighed, og da en gammel kone fra Arentsminde skulle på Møllegården, kom hendes søn med, selv om han ikke var gammel. De to havde altid boet sammen, og han kunne ikke klare sig alene. Han fik sit hjem på Møllegår-den, hvor han bl.a. hjalp til med at passe grisene. I mange år blev vi af bestyrerparret, Esther og Otto Gregersen, inviteret på Møllegården 1. juledag for at spise julefrokost sammen med beboerne.
Vi fik ofte besøg af farende svende, og hvis det var om aftenen, kunne de altid finde Østergade 39. Jeg har hørt mange triste historier om årsagen til drikkeriet og vagabonderingen. Afhængig af deres tilstand kom de enten på Møllegården eller på sygehuset, hvor de blev vasket og fik noget mad. Når de så var kommet til hægterne, fik de en enkeltbillet til toget. Nogle kom også ud på teglværket, hvor der var god varme oven på ovnen. Var de aggressive, blev der sendt bud efter landbetjent Kaj Petersen. Han og far kørte så den farende svend over på den side af bækken til Birkelse kommune, hvor han blev sat af. Når der kom farende svende ind i forretningen, holdt bogtrykker Gertsen og barber Larsen øje med udvik-lingen fra deres vinduer på den anden side af vejen, og det er sket, at Gertsen er kommet til hjælp.
Far var værge for flere personer i kommunen, ligesom han førte tilsyn med drenge fra Kokkedal Dren-gehjem og mænd fra anstalten på Livø. En mand fra Livø arbejdede hos Jakob Madsen på Knudegård. En aften, hvor han var alene hjemme sammen med drengene Laurits og Karl Jørgen, fandt han på at spise barberblade. De chokerede drenge fik fat i hjælp, så manden kunne blive indlagt på sygehuset. Med stort besvær og ved hjælp af store mængder vat fik man barberbladene ud, så manden kunne vende tilbage til Knudegård. Han havde imidlertid været så glad for opholdet på sygehuset og for de søde sygeplejersker, at han spiste barberblade en gang til for at blive indlagt. Så kunne Jakob Madsen selvfølgelig ikke have ham mere.
Som socialudvalgsformand blev far også indblandet i en del sager med børn. Vi havde i en perioder en dreng boende, fordi hans enlige mor var syg. Der var også tilfælde med mindreårige børn, der blev rodet ind i kriminalitet. Far måtte også med, når landbetjenten kørte et sygt menneske til tvangsindlæggelse på statshospitalet i Viborg.
I en af de små ejendomme på Mou Kær var Grethe i familiepleje, vekslende med ophold i Vodskov. Hun blev ikke kaldt andet end Tosse Grethe, og kun få kendte hendes efternavn og skæbne. Da min far var værge for hende, kom hun tit på besøg hjemme hos os. I min erindring var hun allerede gammel. Hun hjalp ofte til på gårdene, hvor man sendte bud efter Grethe, når en gris skulle fare. Så tog hun imod smågrisene og lagde sig i halmen ved siden af soen for at forhindre, at den lagde sig på smågrisene.
For et par år siden blev vi, der kendte Grethe, mindet om hende, selv om hun døde for omkring 45 år siden. Der kom en amerikansk familie ind på turistkontoret i Brovst med et familiealbum. Deres bedste-forældre var udvandret fra Brovst-egnen, og der manglede et barn i albummet. Der havde været fem børn, men der var kun billeder af de fire, og det ville de have undersøgt grunden til. Da børnene var “baptized”, dvs. døbt, i Tranum, blev familien ved en sproglig misforståelse henvist til baptistmenigheden i Brovst. Heldigvis kunne mange af menighedens medlemmer huske Grethe. Så kom historien om Grethe frem.
Hendes forældre havde et lille fattigt landbrug i Tranum sogn. Omkring 1890 solgte de alt, hvad de ejede og købte billetter til USA.
Da de nåede frem, skulle de ligesom alle andre gennem nåleøjet Ellis Island i New Yorks havn. Der blev Grethe afvist på grund af sit tydelige handicap. Enhver kan forestille sig fami-liens dilemma. Resultatet blev, at faderen rejste hjem til Danmark med Grethe og afleverede hende til sognet, hvorefter han rejste tilbage til USA til den øvrige familie. Grethe levede så resten af sine dage på sognet i Brovst og uden sin familie. Generationer senere dukker slægtningene op i Brovst, hvorefter sandheden om det manglende billede og Tosse Grethes skæbne bliver kendt.
Dengang var der et tæt forhold mellem vælgerne og de folkevalgte i de små kommuner på landet. Bl.a. forventedes det, at medlemmerne af sognerådet hjalp vælgerne med at udfylde skatteskemaet. Det var imidlertid ikke så lige en sag, for det kom i høj grad an på skøn, da nutidens lønsedler og bureaukrati ikke fandtes. Hvert år var der en uge, hvor den første stue i mit hjem hver aften var fyldt med mange af egnens landmænd, som ventede på at komme ind i den inderste stue, hvor far så hjalp dem med at udfylde deres skatteskema. Imens serverede mor kaffe for de ventende, der fik en hyggeaften ud af det. Jeg husker man-ge af dem. F.eks. brødrene Niels og Marius Simonsen, der drev en gård i fællesskab på Vilsbæk. De var ikke blot kunder i forretningen, men mine forældres venner.

 

Nye tider

Den 1. marts 1950 var der rejsegilde på den nye kommuneskole i Brovst, og det husker jeg tydeligt. For den dag så jeg for første gang en fuld mand. Det var en kendt murerarbejdsmand fra byen, der skulle hjem fra rejsegildet, og fortovet i Østergade var absolut for smalt for ham.

Den nye skole blev taget i brug i 1951. Dette byggeri fik store følger for min far. Han havde leveret man-ge bygningsartikler, og da murermesteren gik i betalingsstandsning, så det en overgang ud til, at far ville tabe ca. 50.000 kr. Det var en meget stor sum dengang, så det var et slemt chok. Da alt var blevet gjort op, blev beløbet dog mindre, men det var stadigvæk et stort beløb. Han har siden med galgenhumor sagt, at der på en af fliserne på Brovst skole burde stå: “Skænket af K.M. Kristoffersen”. Far havde altid arbejdet hårdt, mødte tidligt om morgenen, skrev girokort om søndagen, alt sammen for at spare en ekstra medar-bejder. Samtidig havde han som omtalt mange tillidshverv. Men så kom reaktionen.
Sommeren 1951 fik han som 48 årig en alvorlig blodprop i hjertet, der lænkede ham til sengen i tre må-neder, hvor han i perioder svævede mellem liv og død. Han overvandt blodproppen og genoptog langsomt sin gamle livsform og det travle arbejdsliv, der dog blev afbrudt af flere sygdomsperioder, ligesom hans syn blev stærkt svækket af grå stær.
Gennem årene har der været en lang række dygtige og loyale medarbejdere i forretningen. Jeg husker især netop afdøde Lund Nielsen, der var en trofast lagermand i mange år, og som udførte et stort arbejde under fars sygdom, men også en række chauffører, som alle kom fra landbruget. Egon Jensen kom fra Fredens-dal, og blev senere postbud og forsikringsmand. Søren Nielsen fra Under Lien var så stærk, og jeg beun-drede altid hans muskler, når han vaskede sig nede i kælderen derhjemme. Verner Petersen kom altid med lune bemærkninger, og han var den eneste, der vendte tilbage til landbruget, da han købte en gård i Tranum. Christian Pilgård var chauffør hos os i mange år, og jeg var som stor dreng med til hans bryllup i Torslev. Der kom aldrig en bule i hans lastbil, fordi han var så omhyggelig. Chaufførerne var forretnin-gens ambassadører. Det var vigtigt, at de var gode til at tale med kunderne. De havde også et hårdt job, for de måtte af sted i al slags vejr, og mange steder skulle sækkene med op til 100 kg i hver bæres op på loftet, ofte ad dårlige trapper.
Belært af sygdommen ansatte far en ekstra medarbejder, Gunnar Nielsen, der var kommis hos Chr. E. Larsen, Halvrimmen. Han blev senere bogholder og koncentrerede sig især om trælastafdelingen, hvor han efterhånden udviklede stor ekspertise. I 1958 blev Ketty Christensen ansat som den første kontorelev og kvinde i forretningen. Hun fortsatte efter endt uddannelse i forretningen som en højt skattet medarbej-der. Vi havde ofte store drenge ansat i en periode, indtil de havde fundet ud af , hvad de ville lave fremo-ver. En af dem var den nuværende sognepræst ved Budolfi Kirke og Klosterkirken i Aalborg, Hans Jakob Hansen. Han var en tænksom ung mand, som bragte en ny dimension ind i forretningens hverdag. En dag gav han helt uventet brød til formiddagskaffen. Da alle var samlet omkring kaffebordet, åbenbarede Hans Jakob, at de nu fejrede Beethovens 200 års fødselsdag. Det er vist den eneste forretning i Brovst, hvor man har fejret en sådan fødselsdag.
Far var realistisk og så risikoen for en ny blodprop i øjnene. Så for at sikre familiens fremtid, lavede han forretningen om til et aktieselskab, hvor Lund Nielsen og Gunnar Nielsen hver fik mindre aktieposter. Jeg havde i øvrigt også en aktiepost. Far beholdt selv den overvældende aktiemajoritet indtil forretningen blev solgt.
Samfundet udviklede sig og dermed også betingelserne for forretningen. Endnu i 1940’erne og 50’erne var der husdyr i alle landbrug uanset størrelse, og i Brovst by holdt mange høns eller havde en gris i et skur i haven eller i en bagbygningen. Eksempelvis havde to af vore naboer i Østergade en fedegris. Det betød, at salget af korn og foderstoffer fortsatte uændret. Der var mange små handler til kunder fra Brovst by, som selv hentede nogle kilo korn, hønsefoder, strandskaller, grutning og bygningsartikler. Vi havde også et stort salg af kartofler, og jeg husker med glæde de tidlige morgener, når jeg skulle hente nyopgra-vede kartofler hos landmændene til videre salg i forretningen om formiddagen. En af de gode kartoffel-kunder var den glade og populære pensionatsværtinde, Karen Margrethe Nielsen, kendt af alle som Karen Margrethe. Hun havde et godt pensionat i Jernbanegade, og hun kom ofte farende ind i butikken efter kartofler, 10-15 minutter før spisetid. Hun må have været danmarksmester i hurtig kartoffelskrælning.
Så kom de såkaldte “glade 60’ere”, hvor der skete store forandringer. Efterkrigstiden var endelig forbi og der kom stor økonomisk fremgang. Hønsene og grisene forsvandt fra parcelhusene. Hestene var allerede i 1950’erne blevet afløst af traktorer, og vandringen fra land til by tog fart. Mange landmænd, der nu var alene om bedriften, valgte at sælge dyrene, og den udvikling er siden fortsat. De resterende landbrug fik flere husdyr. Mejetærskerens indtog betød, at kornet ikke længere skulle hentes i sække, men i løs vægt. Det betød omstilling af korn- og grovvarehandelen, og det var svært at gennemføre i forretningen i Jern-banegade, hvor den stigende trafik gjorde det stadig sværere for lastbilerne at holde for at læsse af og på. I 60’erne eksploderede parcelhusbyggeriet, forretningens trælastafdeling fik stadig større betydning. Der kom flere og flere håndværkere i forretningen, og de var ofte forjagede på grund af den store travlhed. Lastbil nr. to var forlængst anskaffet og udstyret med kran og sugeudstyr til kornet.
Efter store overvejelser blev der købt et stort stykke jord i Østergade bag ved Statoil. Der blev bygget to lagerbygninger, én til trælast og én til foderstoffer. Der blev ansat en ny lagermand, Alfred Boysen, der havde arbejdet som former på Brovst Maskinfabrik, der var blevet lukket. Han var en dygtig og loyal medarbejder, der var god til at tale med kunderne på det skønneste thybomål. Forretningen i Jernbanegade var der fortsat, selv om det selvfølgelig blev overvejet at flytte hele forretningen til Østergade. Men far kunne ikke undvære den og dens atmosfære. I længden var det dog uholdbart at have lager og forretning to steder, og bygningerne i Jernbanegade var nedslidte og upraktiske. Samtidig blev det stadig sværere både at satse på korn- og foderstoffer og på trælast.
I 1972 solgte far forretningen til Gunnar Nielsen, for da havde jeg definitivt besluttet, at jeg ikke kom hjem i forretningen, men fortsatte i folkeskolen. Kort tid efter overtagelsen flyttede Gunnar Nielsen hele forretningen til Østergade. Foderstofafdelingen blev solgt fra, og Gunnar Nielsen og senere Walter Svendsen drev den resterende forretning videre under navnet Brovst Tømmerhandel, nu Skovsgård-Brovst Tømmerhandel
Det var da 53 år siden, far begyndte som en spinkel handelslærling i Aggersund, men Brovst blev hans by og Jernbanegade hans gade, hvor han havde arbejdet uafbrudt i 46 år i den samme forretning og heraf de 35 år som selvstændig købmand. Kort tid efter forsvandt alle spor af den levende og driftige forretning i Jernbanegade. - En epoke var forbi.