”Velkommen til Bavnebakkeskolen og Danmark. I er nu kommet til et land, hvis kultur hviler på et kristent grundlag. Det håber jeg, at I respekterer, ligesom vi respekterer jeres kultur”. Med disse ord har jeg nu gennem 14 år budt flygtningebørn og deres forældre velkommen på Bavnebakkeskolen.
Det begyndte den 10. januar 1991, for den dag begyndte 25 vietnamesiske flygtningebørn på skolen, og fra da af har Bavnebakkeskolen været center for alle fremmedsprogede elever i Støvring Kommune. I de forløbne år har vi haft ca.160 elever fra 19 forskellige lande, heraf fem flygtningegrupper fra Vietnam, Bosnien, Somalia, Kosovo og Afghanistan. I alt har de udgjort ca. 10 % af skolens elever. De er kommet med vidt forskellige sprog og kulturer. Nogle var buddhister og andre var muslimer eller hinduer. Enkelte havde næsten ingen skolegang haft, mens andre var særdeles dygtige. Nogle forældre var analfabeter, andre var højt uddannede. Mange af de nye elever havde store krigstraumer, som først skulle bearbejdes, inden de var parate til at modtage undervisning. Arbejdet med disse elever har været en stor udfordring for skolens lærere såvel undervisningsmæssigt som socialt.

Vietnamesiske flygtningebørn ankommer til Bavnebakkeskolen

Vietnamesiske flygtningebørn ankommer til Bavnebakkeskolen

Vi opstillede tre konkrete mål: Eleverne skulle lære dansk, dansk og atter dansk og så hurtigt som muligt. De skulle lære den danske kultur at kende i bredeste forstand, så de kunne blive godt integreret på skolen og i samfundet. Desuden måtte de to-sprogede elevers tilstedeværelse ikke ødelægge undervisningen for de danske elever. Dansk Flygtningehjælp organiserede placeringen, og gennem mange år havde vi et fint samarbejde. Støvring Kommune havde og har aldrig haft nogen flygtningekonsulent, så de overordnede opgaver klarede vi selv. Støvring Kommune brugte derfor ikke pengene på bureaukrati, men på at vi fik et ordentligt timetal, så vi kunne give de to-sprogede elever intensiv undervisning i dansk, hvad der absolut har lønnet sig.

Arbejdet med vietnameserne gav os en grundlæggende erfaring i undervisning af to-sprogede elever, først og fremmest i dansk som fremmedsprog. Vi udviklede den model, som vi fortsat bruger. Der oprettes modtageklasser, når der kommer nye grupper. Vi har et permanent sprogcenter med intensiv undervisning i dansk og dansk kultur. Vi giver supplerende undervisning til elever, der har brug for det, selv om de er fuldt integreret i de danske klasser. Man kan sammenligne indlæringen af dansk som fremmedsprog med en cirkelring. Eleverne kan lære at læse og tale dansk uden at forstå ret meget, men det må man ikke lade sig forblænde af. Ligesom i cirkelringen er der et stort hul, som skal fyldes ud med alle mulige begreber og kulturelle forhold. Jo større ordforråd eleverne (og forældrene) har på deres eget sprog, jo hurtigere lærer de dansk.

 

Selv om vi har haft mange forskellige grupper, har vi ikke haft større problemer. En stor del af vore tosprogede elever deltager i kristendomsundervisningen og i juleafslutningen i Støvring Kirke, for som en muslimsk mor sagde: ”Mine børn skal kende kulturen i det land, hvor de bor”. Vi har ikke lavet skolens madvaner om, men respekteret, at muslimerne ikke spiser svinekød. Derfor har de haft valgmuligheder i f.eks. hjemkundskab og ved arrangementer, hvor der blev serveret pølser. Vi har aldrig haft problemer med brugen af tørklæder. De er kun sjældent blevet brugt, og så er det ophørt efter kort tid.
Vi har haft problemer med muslimske piger, der ikke har brudt sig om at bade nøgne sammen med andre piger efter idræt. Når det
har været et problem for dem, har vi løst det ved, at de er gået i bad fem minut-ter før de andre. Vi har også fået de fleste tosprogede elever med på ekskursioner og lejrskoler, men i begyndelsen først efter et større benarbejde af lærere og tolk. Mange tosprogede elever lever fortsat temmelig isoleret. Derfor oprettede vi ”Projekt Fritid” som et social-pædagogisk tilbud til de elever, der sjældent kommer uden for hjemmets fire vægge.
Jeg synes, at de mange års arbejde på skolen er lykkedes. De fleste elever i overbygningen er i høj grad integreret og har ikke længere brug for supplerende undervisning. Det er resultatet af den intensive sprogundervisning på de yngre klassetrin. Vi opstiller de samme regler om god opførsel for de tosprogede elever som for de danske efter princippet ”Frihed under ansvar” som forberedelse til at leve i et demokratisk samfund. Mange af dem er kommet fra stærkt autoritære systemer, hvor den ydre disciplin herskede. De skal lære at opføre sig ordentligt, selv om der ikke er voksne til stede, dvs. opbygge en indre disciplin. Det har de allerfleste levet op til på smukkeste vis, og vi har kun sagt farvel til ganske få på grund af dårlig opførsel.
Sidste skoleår underviste jeg en 8. klasse i historie, hvor der var seks tosprogede elever. De var fuldt integreret, og i det daglige tænkte man ikke på, hvorfra de kom. Da vi diskuterede emnet dansk kultur, var de absolut aktive og vidste meget. En af dem nævnte ”Skagensmalerne” som et eksempel. En anden bil-ledet fra tilbagetoget fra Dannevirke i 1864. En tredje nævnte de kristne højtider. Det gav så lejlighed til at drøfte de muslimske højtider. For det er en af fordelene ved at have tosprogede elever i en klasse, at der bliver en vekselvirkning mellem det danske og det fremmede. Når emnet var undertrykkelse og forfølgelse, havde vi øjenvidner.
Vore danske elever har lært meget af de tosprogede elever. De er vant til at se jævnaldrende med andre hudfarver, religioner og skikke. De kender årsagen til, at de muslimske kammerater holder fri i forbindelse med Ramadanen. De ved også, at muslimerne ikke spiser svinekød. De spørger ikke om hvorfor. Sådan er det bare. Det har også været en stor fordel at samle de forskellige grupper på samme skole. Dels på grund af den ekspertise, der opbygges blandt lærerne, men også fordi elevernes indbyrdes sprog bliver dansk.
Vi har nået de undervisningsmæssige mål, som vi opstillede i 1991, og i skrivende stund kan jeg konstatere, at vi endnu ikke har mistet én eneste dansk elev på grund af de tosprogede elever. Alle skolens par-ter er enige om, at tilstedeværelsen af de tosprogede elever på Bavnebakkeskolen i 14 år har gjort skolen til en bedre skole. Vi er blevet bedre undervisere, vi har lært noget om os selv, og vi har først og fremmest lært noget af dem.
Grundlæggende skal vi ikke være bange for at melde klart ud med de holdninger og den kultur, som skolen og samfundet bygger på. For hvis vi ikke respekterer vor egen kultur, så kan vi ikke forvente at andre vil gøre det. – Holdningsløshed skaber kun usikkerhed og foragt.