Der lød hundeglam i det fjerne den tågede morgen i 1970, da jeg besøgte koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz i det nuværende Polen.

Indgangsporten til Auschwitz

Indgangsporten til Auschwitz

Så jeg gøs, da jeg blev mødt af de sigende velkomstord, ”Arbeit macht frei” på det store skilt over porten til den største af de seks udryddelseslejre, som tyskerne under Anden Verdenskrig havde oprettet i Polen.

I disse lejre blev tre millioner jøder myrdet, dvs. halvdelen af de seks millioner, der blev udryddet af tyskerne og deres hjælpere. Jøderne udgjorde cirka 90 % af de myrdede. Resten var især sigøjnere, russere og ikke jødiske polakker.

Krematorier

Alt stod som dengang, lejren blev befriet af Den røde Hær den 27. januar 1945, barakkerne, afklædningsrummene med knagerækker, gaskamrene, og krematorierne med skorstenene. Jernbanesporene, der var ført helt ind i lejren, var der endnu.

Der havde lejrlægen Josef Mengele stået og med en håndbevægelse afgjort, hvem der skulle direkte til krematorierne eller til slavearbejde på områdets mange fabrikker.

Den 27. januar er derfor med rette udnævnt til den internationale Auschwitz-dag til minde om ofrene for Hitlertysklands forbrydelser, men også til minde om de talrige andre forbrydelser mod menneskeheden, som har fundet sted og desværre fortsat gør det.

Dr. Josef Mengele (i midten)

Men Auschwitz har en særstilling, for denne lejr var den største og er blevet symbolet på det industrialiserede massemord, begået i vor tid og i en højt udviklet nations navn. Men det begyndte før Auschwitz. 

Jagten på jøderne

Straks da Anden Verdenskrig brød ud den 1. september 1939 med det tyske angreb på Polen, gik jagten på Polens tre millioner jøder i gang. De skulle bære jødestjernen, blev udelukket fra det almindelige liv og tvangsflyttet til ghettoer i de større byer.

Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, og bag de hastigt fremrykkende tyske hære opererede de særlige Einsatzgruppen, indsatsgrupper, der var en del af SS. Deres opgave var at jagte, fange og udrydde jøderne. Der var kun ca. 3.000 medlemmer, og mange af dem var højtuddannede universitetsfolk. Over alt fik de stor hjælp fra den lokale befolkning.

Jøderne blev skudt, hængt, indebrændt eller kvalt ved udstødningsgas i lukkede lastbiler. Kun fantasien satte grænser. Allerede den 1. december 1941 kunne lederen af indsatsgruppe 3, SS Standartenführer Karl Jäger rapportere, at ”Litauens jødeproblem er løst. Bortset fra jødiske arbejdere og deres familier, er der ikke flere jøder i Litauen”.

Med rapporten fulgte detaljerede lister over drabene. Under Jägers kommando var der myrdet 137.346 mennesker, heraf var 136.421 jøder, fordelt på 46.403 mænd, 55.556 kvinder og 34.464 børn. 34.500 var anbragt i ghettoer og sat til tvangsarbejde.

Fra den 29. til den 30. august 1940 blev 34.000 jøder skudt i dalen Babi Jar ved Kiev, hovedstaden i Ukraine, den størst enkeltmassakre under krigen. Først måtte jøderne grave deres egen grav og aflevere deres tøj til genbrug. I alt blev der myrdet ca. 100.000 jøder i Babi Jar.

Det var dog en dyr løsning. Der skulle bruges megen ammunition, og det var besværligt at komme af med ligene, ligesom det i længden trods alt var hårdt for bødlerne. Man havde brug for en mere rationel løsning. Den blev fundet ved giftgassen Zyklon b

Den endelige løsning

Den 20. januar 1942 indkaldte Reinhard Heydrich, SS lederen Heinrich Himmlers højre hånd, til en konference i bydelen Wannsee i Berlin. Der deltog 15 personer, hvoraf de otte havde en doktortitel! Resultatet af konferencen blev, at man ville gennemføre den endelige løsning på ”jødeproblemet”.

Luksusvillaen som husede Wannsee-konferencen

Fra da af gik det stærkt. Udryddelsen af jøderne blev industrialiseret. Fra de polske ghettoer og alle dele af det tyskbesatte Europa blev jøderne transporteret med jernbane helt ind i udryddelseslejrene.

Auschwitz bestod af flere afdelinger, hvoraf den største var Auschwitz-Birkenau, der kunne rumme 120.000 fanger, og man kunne gasse op mod 1500 fanger ad gangen i lukkede rum med Zyklon B. Det var jødiske fanger, der bagefter måtte slæbe ligene ud, fjerne eventuelle guldtænder og transportere ligene til krematorieovnene.

Det er umuligt at fatte omfanget af denne forbrydelse. Men det, der nok gjorde mest indtryk på mig under besøget, var de bjerge af tøj, sko, briller, hår, kunstige ben osv., der blev fundet i lejren og nu er udstillet. For de dødes efterladenskaber blev i udstrakt grad genbrugt, f.eks. blev der lavet lampeskærme af menneskehud og sæbe af menneskefedt.

Man kan med rette tale om et før og efter Auschwitz, da udryddelsen af 6 millioner jøder og hundred tusinder af sigøjnere, homoseksuelle og anderledes tænkende var så omfattende og systematisk, at det overstiger enhver fantasi. Auschwitz blev også beviset på, at selv de mest civiliserede mennesker kan forvandles til mordere. Derfor bør Auschwitz-dagen bruges til eftertanke og til at lære os og de kommende generationer at forhindre nye forbrydelser mod menneskeheden.