Den 31. juli 1941 flygtede en fange fra blok 14 i koncentrationslejren Auschwitz. Som straf lod bloklederen, SS-hauptsturmführer Karl Fritzsch, alle 800 fanger stå ret i den bagende sol fra morgenappellen til om aftenen, så mange af fangerne faldt bevidstløse om. Desuden udpegede han 10 vilkårlige fanger til at komme i hungerbunkeren. Det var en underjordisk celle, hvor fangerne blev spærret inde uden at få mad og drikke, og hvor de var, indtil de døde af tørst og sult.

Indgangsporten til Auschwitz

Indgangsporten til Auschwitz

En af de 10 udpegede, den polske jøde Franciszek Gajowniczek, brød sammen og råbte: ”Hvad skal der dog blive af min kone og mine børn”! Så trådte en udmagret skikkelse frem foran lejrlederen. Det var fange nummer 16770, den polske franciskanerpræst, Maximilian Kolbe, der bl.a. var fængslet for at have skjult jøder. SS-manden så forbavset på fangen og spurgte, hvad et sådant polsk svin ville. Kolbe svarede roligt på tysk, at han gerne ville dø i stedet for denne familiefar, og at han var katolsk præst, 47 år gammel og alene, mens den anden havde kone og børn. Karl Fritzsch så med foragt på Kolbe, men han accepterede forslaget, så Maximilian Kolbe kom i hungerbunkeren, og familiefaderen gik fri.

Allerede forinden var Maximillian Kolbe kendt af de andre fanger. Han havde holdt små gudstjenester på de mest forskellige steder. Talt opmuntrende til de øvrige fanger og givet dem sin sparsomme ration af brød og suppe. En medfange har senere fortalt, at fangerne ofte om natten kravlede over barakkens kolde gulv for at være i nærheden af Kolbe for at få trøst og opmuntring.

Franciszek Gajowniczek (1901 – 1995) overlevede Auswitsch efter fem år, fem måneder og ni dage i dødslejren, og som tak berettede han efter sin befrielse om Kolbes offer og barmhjertighed i lejren. Så sent som i 1994 udtalte han, at så længe han kunne trække vejret, ville det være hans pligt at fortælle menneskeheden om Maximilian Kolbes heroiske kærlighed.

Maximilian Kolbe

Maximilian Kolbe

Normalt lød der gråd og skrig fra hungerbunkeren, men denne gang var det anderledes. Man kunne i stedet høre, at der blev bedt og sunget, for Maximillian Kolbe havde gjort et enormt indtryk på de ni øvrige fanger. Han havde jo vist, at hans tro var så stærk, at han ikke frygtede døden, men frivilligt havde valgt at dø sammen med dem. De troede derfor på hans ord om Jomfru Maria, Gud og det evige liv, så de heller ikke længere frygtede døden. Til stor overraskelse for fangevogterne, spredte sangen sig til andre dødsceller. Efter to ugers forløb var alle undtagen Kolbe døde, så for at gøre plads til et nyt hold blev han dræbt med en giftsprøjte, hvorefter hans lig blev brændt.

Maximilian Kolbe viste ved frivilligt at dø for at redde en familiefar, hvad han altid havde forkyndt, at kærligheden til Gud er kilden til den rette kærlighed til medmennesket. I Mellemkrigstiden havde Maximilian Kolbe grundlagt et franciskanerkloster og etableret et stort trykkeri, der udsendte katolske skrifter i millionoplag til hele Polen. Han ville ikke oprette et fromt, indadvendt kloster, men udbrede troen på Kristus som en løbeild. Da tyskerne angreb Polen den 1. september 1939 trøstede han de 772 munke i klostret med ordene: ”Hvad kan de egentlige gøre os? De kan jo højst tage vort liv”.
I 1971 blev Maximilian Kolbe saligkåret af pave Paul den 6. Franciszek Gajowniczek deltog i ceremonien som pavens særlige gæst. Efterfølgende drog 150.000 mennesker på pilgrimsfærd til Auschwitz for at ære Maximilian Kolbe. Den 10. oktober 1982 blev han helgenkåret på Peterspladsen i Rom af sin gamle landsmand, den polskfødte pave, Johannes Paul den 2. Franciszek Gajowniczek var også med ved denne ceremoni.
Jeg har netop været i Bayern, hvor jeg var til messe i Franciskanerkirken i Würzburg, bl.a. sammen med en række munke i grå kutter fra det tilhørende kloster. Det er den samme tiggermunkeorden, som i 1250 grundlagde Gråbrødre Kloster i Aalborg efter de retningslinjer, som ordenes grundlægger, Frans af Assisi fastlagde i 1209.
Pave Paul den 6. sagde i sin tale i 1971, at Kolbes ord om og eksempel på kærlighed for altid vil være som et uudslukkeligt lys for menneskeheden, et lys, der overvinder alle menneskelige svagheder som egoisme, arrogance, grusomhed og overdreven ærgerrighed. Det er ord, som vi i høj grad har brug for at høre i vor tid, der i alt for høj grad er præget af materialisme og egoisme.