Den netop afdøde tyske forfatter og nobelpristager Günther Grass vil altid blive forbundet med fødebyen Danzig, der nu hedder Gdansk og ligger i Polen. Da Günther Grass blev født i 1927, var Danzig hovedbyen i Fristaden Danzig, der havde 400.000 indbyggere. Hans første roman, Bliktrommen, foregår i Danzig og gjorde ham med et slag berømt.

Günter Grass

Günter Grass

Danzig er en meget gammel handelsby, der tidligt kom under Den tyske Ridderorden, og i 1393 blev byen medlem af Hansaforbundet, hvad der i høj grad præger byens arkitektur. Gennem århundreder har der været tætte handelsforbindelser mellem Danmark og Danzig, og f.eks. var afdøde købmand Erik Emborg ansat som shippingmand i Danzig. Men også på anden måde har der været en tæt forbindelse mellem Danzig og Danmark, da hovedparten af de 250.000 tyske flygtninge, der i disse dage for 70 år siden strømmede til Danmark, kom fra Danzig og Østpreussen.

Da Polen genopstod efter 1. Verdenskrig, blev det bestemt ved Versaillesfreden i 1919, at Polen skulle have adgang til Østersøen. Derfor fik Polen Den polske Korridor ud til havet, så Østpreussen derved blev adskilt fra det øvrige Tyskland. Polen ville gerne have haft Danzig, men da den var en tysk by, blev den i stedet gjort til Fristaden Danzig under Folkeforbundets overhøjhed, og hvor Polen fik en del rettigheder. Bl.a. fik Polen overdraget halvøen Westerplatte i Danzigs havn som militært transitdepot, ligesom havnen fik stor betydning for Polen som udskibningshavn indtil 1921, hvor Polen byggede den meget store havneby Gdynia i Korridoren.

Den polske Korridor var en torn i øjet på tyskerne, der bl.a. krævede en korridor gennem korridoren. Med Hitlers magtovertagelse i 1933 blev kravene til polakkerne større og større, og det var ikke tilfældigt, at de første skud i 2. Verdenskrig den 1. september 1939 faldt i Danzig. Det tyske krigsskib Schleswig-Holstein angreb Westerplatte, der var bemandet med 200 polske soldater, der holdt stand i syv dage!

Efter Polens fald blev Fristaden Danzig genindlemmet i Tyskland. Det var i den by, Günther Grass voksede op, og hvor han som de fleste andre unge tyskere blev grebet af nazismen. I 1942 meldte han sig som frivillig til krigsmarinen for senere at blive indkaldt til Waffen SS. Det gav ham efterfølgende store problemer, at han i årtier havde skjult denne del af sin historie.

Da Den røde Hær i januar 1945 nåede ud til Østersøen, var cirka 3,5 millioner civile tyskere og soldater blevet indesluttet i Danzig og Østpreussen. Derefter gav Hitler ordre til, at de indesluttede skulle evakueres. Det blev efterfølgende verdenshistoriens største evakuering over havet. Der blev indsat op mod 800 skibe fra de største krigsskibe, til de mindste fragtskibe. I løbet af 115 dage fik man evakueret ca. 2,5 millioner flygtninge, hvoraf 250.000 kom til Danmark.

De første flygtninge kom til Danmark i februar 1945, og de sidste ankom den 4. maj 1945, bl.a. familien Goike fra landsbyen Schöneberg i Fristaden Danzig. Familien kom til at opholde sig i mere end to år i flygtningelejren i Hvorup Plantage, hvor Franz Goike skrev den mest omfattende dagbog, der er skrevet i en lejr i Danmark.

Evakueringen fortsatte indtil natten mellem den 8. og 9. maj, hvor kampene på Østfronten standsede. Tilbage stod titusinder på strandene, der ikke var blevet evakueret. Evakueringen var en enestående bedrift, og ”kun” 1 % af de evakuerede omkom. Det omfattede også verdenshistoriens største tab af menneskeliv ved et skibsforlis, idet det store krydstogtskib, Wilhelm Gustloff, blev sænket af en russisk ubåd. Det har været svært at opgøre, hvor mange der var på skibet, men i 1999 blev tallet opgjort til 10.552, hvoraf hovedparten var flygtninge. Men der var også værnemagtssoldater og ubådsspecialister, der skulle bemande en ny ubådstype i Kiel. Kun 1139 blev reddet.

Skyldfølelsen i efterkrigstidens Tyskland over landets ufattelige krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig var så stor, at man ikke kunne eller ville fokusere på landets egne tragedier. Der gik derfor 57 år, inden denne skibskatastrofe for alvor blev kendt i Tyskland. Det var netop Günther Grass, der i 2002 med romanen I Krebsegang beskrev denne tragedie og dermed åbnede op for, at også tyskerne kunne beskæftige sig med landets egne lidelser.

Sammen med Danzig blev den sydlige del af Østpreussen, Pommern og Schlesien tildelt Polen efter 2. Verdenskrig som erstatning for de polske områder i øst, som Sovjetunionen havde erobret efter Hitler-Stalinpagten i 1939. Millioner af tyskere flygtede eller blev fordrevet, og millioner af polakker blev flyttet til de gamle tyske områder. Titusinder af tyske navne blev ændret til polske, og Danzig blev til Gdansk. Polakkerne gjorde Günther Grass til æresborger i Gdansk, og han blev ved sin død hyldet af Polens tidligere præsident, Lech Walesa. Han var en af de tusinder af polakker, der flyttede til Gdansk, som Lech Walesa gjorde verdensberømt som leder af den frie polske fagforening, Solidaritet, der ændrede Europas historie.

Polen efter Versaillesfreden 1919 med "Den Polske Korridor" til Østersøen, Fristaden Danzig og Østpreussen adskilt fra det øvrige Tyskland

Polen efter Versaillesfreden 1919 med “Den Polske Korridor” til Østersøen,
Fristaden Danzig og Østpreussen adskilt fra det øvrige Tyskland