Grundloven fra 1849 er en kostelig gave til det danske folk, som vi skal værne om. Den er som en sart blomst med dybe rødder, der skal passes omhyggeligt for at undgå ukrudt, sygdom og udtørring. Men den danske kultur og den folkelige sammenhængskraft, der er Grundlovens rødder og forudsætning, er under et voldsomt pres fra den farlige ”cocktail” af kulturradikale og socialister.

Den grundlovgivende forsamling som vedtager grundloven, der blev underskrevet af Frederik den 7. i juni 1849. (Maleri af Constantin Hansen)

Den grundlovgivende forsamling som vedtager grundloven, der blev underskrevet af Frederik den 7. i juni 1849. (Maleri af Constantin Hansen)

Da Danmarks Riges Grundlov blev givet af kong Frederik den 7. den 5. juni 1849, var den tidens mest liberale, og det varede da heller ikke mange år, inden de ledende kredse i landet i 1866 fik den ændret til den såkaldte reviderede Godsejergrundlov. Valgretten og valgbarheden blev indskrænket til at omfatte langt færre mennesker, end grundlovsfædrene havde ønsket i 1849.

I 1915 blev grundloven ændret igen, kvinderne fik valgret, og man gik tilbage til den oprindelige grundlov. Den sidste grundlovsændring kom i 1953, hvor Landstinget blev afskaffet, og parlamentarismen som princip blev grundlovsfæstet, selvom parlamentarismen havde fungeret i praksis siden 1901.

Det har været en lang, sej kamp for det danske folk at nå til det demokratiske stade, som vi er på i dag.

Da Danmark i 1863 med en grundlovsændring ville indlemme hertugdømmet Slesvig fuldt ud i kongeriget, udbrød den ulyksalige krig i 1864, hvor vi tabte det hele, og grænsen kom til at gå ved Kongeåen. Efter 1864 var Danmark derfor blevet et meget lille land, men for første gang også en nationalstat, kun beboet af danskere.

Mærkværdigvis satte tabet af Slesvig og Holsten en vældig udvikling i gang i landet, og Dalgas’ ord, ”Hvad udad tabes skal indad vindes” kom til at holde stik. Befolkningstallet steg, heden blev opdyrket, der kom jernbaner og begyndende industrialisering. Samtidig skete der en vældig folkelig vækkelse gennem højskolebevægelsen, og forsamlings-husene skød op rundt omkring i landet. Landbrugets omstilling til mejeridrift og andelsbevægelsen skabte fornyet fremgang på landet.

Demokratiet blev også udstrakt til de lokale sogneråd, og i takt med at uddannelsesniveauet steg og blev bredt ud gennem højskolebevægelsen, fik flere og flere såkaldte almindelige mennesker sæde i sognerådene. Det betød, at rigtig mange mennesker gennem sognerådene og mejeribestyrelserne fik træning i demokrati. Alligevel skulle der gå mere end 50 år, inden parlamentarismen blev gennemført i 1901, da Venstre for første gang kunne danne regering, og såkaldte almindelige mennesker kunne sidde i regeringen.

Dette viser, hvor svær en proces det er at indføre demokrati; og da man i de nyoprettede lande i Mellem- og Østeuropa efter 1. Verdenskrig oprettede demokratiske forfatninger, viste det sig i løbet af mellemkrigsårene, at disse forfatninger var bygget på sandgrund. De holdt ikke, for befolkningen var ikke skolet til demokrati.

Anderledes var det i Danmark, netop på grund af den folkelige skoling, så det danske demokrati har indtil nu været meget solidt og præget af stor sammenhængskraft i befolkningen Det viste sig for alvor i den urolige mellemkrigstid, hvor det danske demokrati overlevede, bl.a. fordi partierne gik sammen om store reformer.

Det er bemærkelsesværdigt, at en af grundlovsfædrene var Grundtvig, selvom han ikke var særlig demokratisk indstillet. Hans betydning for den danske kultur kan ikke overvurderes. Hvad var mon den danske salmebog uden hans salmer? Hans betydning som præst, historiker, debattør og inspirator for det danske kirkeliv, skolevæsenet og for højskolebevægelsen er uvurderlig. Derved blev det danske folk skolet til at tage aktivt del i demokratiet.

Der står i Grundloven, at den luthersk-evangeliske kirke er den danske folkekirke, og kristendom-men har i mere end 1000 år været fundamentet for den danske kultur. Kristendommen, historien, litteraturen og den danske sang- og salmeskat er det fælles kulturelle arvegods, som kitter den danske nation sammen.

Dette fælles arvegods er fra dag et blevet udsat for et massivt angreb fra den nye regering, og det virker, som om angrebene er koordinerede. Den farlige cocktail af kulturradikale og socialister dominerer nu regeringen, hos hvem interessen for den danske, kristne kultur kan ligge på et meget lille sted, mens sværmeriet for den multikulturelle drøm ingen ende vil tage.

Vi må ikke på nogen måde lade de økonomiske problemer og diskussioner overskygge det langt alvorligere problem, at den kristne, danske kultur, der er så uløseligt forbundet med det danske demokrati og udgør dets rødder, er i fare.

Alle, der holder af den danske kultur, bør tage dette angreb alvorligt og forsvare den kristne, danske kultur. Det gælder sammenhængskraften i vort land, der er forudsætning for Danmarks Riges Grundlov.