Franz Goikes dagbog
Flugten

Den 30. april 1945 traf tyskerne Agathe og Franz Goike deres livs sværeste beslutning. Familien måtte flygte, for Den røde Hær var kun 600 m borte. Beslutningen blev taget kl. 17.30 og kl. 18.15 sagde de farvel til deres hjemstavn, landsbyen Schöneberg ved Weichelfloden nær Danzig, til deres hus og hjem, indbo, arbejde, venner og alt det, de havde bygget op gennem 40 års ægteskab.

Familien var så heldig at bo nær havet, så allerede den 2. maj kom familien videre med transportdamperen M.S. Sachsenwald, mens hele området konstant blev angrebet af fjendtlige fly. Om morgenen den 4. maj kunne de se den danske kyst, og kl. 15.00 sejlede skibet ind til København. Derved blev familien en del af de ca. 3 millioner tyskere fra Østpreussen og Danzig, der deltog i verdenshistoriens største evakuering over havet. Ca. 250.000 kom til Danmark, hvor de boede i en række flygtningelejre, bl.a. i Hvorup Plantage, hvor der nu er kaserne.

Dagbogen

Denne beretning står i en 236 sider stor dagbog, som Franz Goike begyndte at føre den 1. januar 1945 og afsluttede den dag i 1947, da de vendte hjem til Tyskland. Dagbogen er uhyre velskrevet og detaljeret, og den giver et førstehåndsindtryk af livet i flygtningelejrene, af flygtningenes længsler, bekymringer og sorger. Foruden den velskrevne tekst indeholder den en lejrsang og unikke tegninger fra lejren i Hvorup Plantage. For et par år siden fik jeg dagbogen af Franz Goikes barnebarn, Alfons Winkler fra Hamborg, der ni år gammel selv deltog i flugten og senere har udgivet bogen.

Agathe og Franz Goike

Agathe og Franz Goike

Via Høveltelejren kom familien til flygtningelejren i Hvorup Plantage. Familien omfattede bedsteforældrene, Agathe og Franz Goike, deres to døtre, Elisabeth og Lena, samt Elisabeths seks børn: Gerhard, Christel, Alfons, Bruno, Günter og Ursula. Tilbage i Tyskland blev børnenes far, Bruno, datteren Maria og sønnerne Hans og Franz, der var soldater, og deres skæbne kendte de ikke. Desuden havde forældrene mistet sønnerne Alfons og Eduard, der var faldet i krigen.

Høveltelejren

Der var så lidt plads på skibet, at den etårige Ursula måtte blive i barnevognen dag og nat. Mange blev syge, fordi de befandt sig under presenninger, hvor der var koldt og blæsende. Endelig den 16. maj kom den længe ventede melding om, at de skulle forlade skibet. De fire voksne vandrede derefter med seks børn og al deres bagage mod hovedbanegården, hvorfra de blev transporteret til Høveltelejren.

Det danske politi og alle de danskere, som de kom i berøring med, var meget hjælpsomme. Mange af flygtningene var syge og elendige. Maden var dårligere end på skibet og meget uregelmæssig, og der var heller ikke speciel mad for små børn. Heldigvis havde de endnu noget af den medbragte mad i behold som fedt, brød og flæsk.
Den første uge i lejren døde 80 mennesker, deraf rigtig mange børn. Ursula skrantede og familien var meget bekymret. Sygehusene blev kaldt for dødshuse og børnesygehusene for englefabrikker. Der flore-rede allehånde rygter, og en læge blev citeret for at sige, at der ikke var interesse for at gøre noget for børn under tre år. Mødrene måtte ikke besøge deres syge børn på sygehusene, og det skabte stor fortviv-lelse. Lisbeth blev på det voldsomste afvist, da hun ville besøge Ursula.
Det gik dårligere med Ursula. Hun fik mellemørebetændelse og senere også lungebetændelse. Den 6. juni blev Lisbeth kaldt til hospitalet, og kl. 10.30 døde Ursula. – I løbet af de 18 dage, hvor de havde været i lejren, var 80 børn døde på sygehuset og alene i det sidste døgn 11 børn.
Den 28. juni kom der melding om, at flygtningene skulle til Aalborg i Jylland. Lejren lå i Hvorup Plantage, nord for Aalborg, lå 300 – 400 km fra Høvelte og 1.100 km fra Danzig.
Kammerdal

Den 4. juli kl. 2.15 om natten rejste familien Goike fra Helsingør med passagerskibet Århus. Foran skibet sejlede to minestrygere, og to gange stoppede skibet, sandsynligvis fordi der var fundet miner. Kl. 23.00 nåede skibet Aalborg havn. Derpå blev flygtningene transporteret i busser til den nye lejr, der hed Kammerdal.

I Høvelte havde man tegnet et dystert billede af lejren i Aalborg, men den var helt anderledes, end de havde frygtet. Den kunne slet ikke sammenlignes med Høvelte. Den nye lejr var meget sundere, og for-plejningen var bedre end i Høvelte. Lejrchefen, en kaptajn, var ikke kun officer, men også et menneske. I den korte tid, de havde været i lejren, kunne de straks mærke, at han ville gøre alt for at lette deres triste lod som flygtninge. De bemærkede, at dagene var længere og nætterne lysere end hjemme i Schöneberg. Vejrets hurtige skift fra solskinsdage til dage med storm og regn var også anderledes end derhjemme.
Hvorup 2

Den 15. september 1945 flyttede familien fra Kammerdal til Lindholm Plantage, der lå en km borte. I denne plantage var der tre lejre, der havde et tæt samarbejde, Hvorup 1, 2 og 3 med op mod 4.000 flygtninge. Familien kom til at bo i Hvorup 2, hvor der var 49 beboelsesbarakker, der indeholdt fra et til seks rum. Familien Goike fik anvist en barak med kun et rum på 21 m2 og kun for deres familie. Desuden var der 14 andre barakker med forvaltning, køkken, værksteder, badeanstalt, forplejning, redskaber og brændsel samt et lazaret..

Franz Goike beskrev lejrens natur i begejstrede vendinger. Der var heder, sandede områder med mange træer, enge og kornmarker. Da de tre lejres areal var stort, kunne de gå mange smukke vandreture. Der var meget bakket, og fra de højeste punkter var der en flot udsigt over Aalborg, Limfjorden, Kattegat og Flugplatz-West.
Familien var meget tilfreds med den nye lejr. Maden var desuden god og rigelig, så hvis bare Bruno, børnenes far, var der, og at de vidste, hvor deres andre børn var, så ville de være tilfredse med deres lod. Over alt så man nu tobaksplanter, og Franz Goike kunne lave tobak af god kvalitet.
Fra den 11. oktober 1945 udkom der regelmæssigt en tysk avis, Deutsche Nachtrichten, der blev trykt i Danmark. Der blev også udgivet en lejravis med hr. Pietrowski som redaktør. I den stod alt af interesse for lejrens beboere. Men der var også oplysninger om idømte straffe for tyveri og udgang fra lejren uden tilladelse. Der blev også afholdt enkelte razziaer, da nogle af de sidst ankomnes ejendele var blevet stjålet.
I lejren var der en stor bygning, som fungerede som festsal. Den indeholdt en stor scene, og en til to gange om ugen var der arrangementer med blandet indhold. Desuden blev de katolske og evangeliske gudstjenester afholdt i denne bygning.

Lejren var indhegnet, bl.a. med pigtråd, og de første år bevogtet af militæret. Senere overtog politiet bevogtningen, bevæbnet med geværer og maskinpistoler. Det var muligt at få udgangstilladelse, normalt for 40 personer pr. dagen. Internt blev der valgt blokledere, et lejrråd og en tysk borgmester, der skulle indgå i et tæt samarbejde med den danske lejrledelse.

Maden

Franz Goike omtalte gang på gang maden. Eksempelvis beskrev han den 31. oktober 1945 en uges menuer: Søndag: Kartofler og forloren hare med sovs samt grøntsagssuppe. Mandag: Grød med mælk. Tirsdag: Pillede kartofler med gullasch. Onsdag: Grøntsagsgryde med roer, hvidkål og kartofler. Torsdag: Pillede kartofler, sovs og en meget stor, stegt helleflynder. Fredag: Grød med grøntsager. Lørdag: Roer og kartofler. I alt 2.000 - 2.500 kalorier pr. dag. – Den første juleaften bestod festmiddagen af kogte kartofler, frikadeller, sovs og surkål.

Den 19. juni 1946 var Franz Goike i Aalborg, hvor han besøgte pastor Ulrich i den katolske Sankt Maria Kirke. De spiste middag sammen og den bestod af kartofler, forloren hare og sovs, og dertil drak han mindst 3/4 l mælk. Under deres samtale havde de røget en pibe tobak sammen. Han fik også noget tobak, ost og pølse med hjem. Igen i august besøgte Franz Goike pastor Ulrich i hans smukke hjem på Karmelianergården, hvor han fik morgenmad, en flaske øl og en cigar. Det var to år siden, hans sidst havde drukket øl.
Rygterne om tilstandene i Tyskland tog til i løbet af 1946, og den 9. juli skrev Franz Goike, at mens de i lejren fik 2.500 kalorier, fik de i Tyskland kun mellem 1000 og 15.000 kalorier om dagen.
Fromme katolikker

Familien Goike var fromme katolikker, og Franz Goike var en aktiv og ledende skikkelse blandt flygtningene. Han blev valgt som blokleder og til lejrrådet, og han var også aktiv inden for den katolske menighed, idet han stod for planlægningen af messerne og klargøring af festsalen til messe. Det var desuden bemærkelsesværdigt, så tæt samarbejdet var med præsterne i Sankt Maria Kirken. Hver søndag skiftedes de to præster, pastor Ulrich og pastor Buckhardt, til at holde messe i Lejr 2 for alle tre lejre, og der var altid stor tilslutning. Franz Goike har omhyggeligt beskrevet, hvordan højtiderne jul, påske og pinse blev fejret, men også de specielt katolske som Kristi Legemsfest og firmelse (konfirmation). Det gjorde et stort indtryk på ham, at firmelsen blev ledet af den katolske biskop Suhr fra København, der på tysk erklærede, at han også var flygtningenes biskop

Ved messen den 16. december var den store sal smukt pyntet med gran og krysantemer, og alteret var stillet op på scenen og belyst af projektører. Det gav messen et særlig smukt skær, at otte drenge og piger deltog i altergangen (kommunion) for første gang sammen med deres forældre, bl.a. deltog også Alfons. Den hellige handling blev ledsaget af flerstemmig sang og musikindslag, bl.a. med Ave Maria.
Juleaften var der opstillet to store juletræer i festsalen, og den ene ende af salen var fyldt med julegaver. Højtidsfesten blev indledt med et digt, ”Juleaften”, som lejrens tyske underholdningsleder, hr. Piotrowski læste. Derefter sang man ”Stille Nacht, heilige Nacht” og ”Oh’ du fröhliche” ledsaget af flygtningeorke-stret. Mange af deltagerne blev bevægede, idet de mindedes deres hjemstavn og de slægtninge, der var borte. Mange af mændene havde sikkert aldrig grædt før, men ingen skammede sig.

Derefter kom julemanden, og alle 180 børn fik en gave af julemanden. Der var vogne, heste, toppe, dukker, vugger og selskabsspil. De voksne fik også gaver i form af kager, slik, tobak, sæbe og smør. Ved festens afslutning blev der udtrykt stor tak til den danske lejrleder og hans medhjælpere for det flotte julearrangement.

Underholdning

Der bliver arrangeret alle mulige former for underholdning: Film, variete, blandede aftener, koncerter og skuespil. Eksempelvis blev der i april 1946 afholdt en hjemstavnsaften med musik, sange og oplæsning af digte samt klaverspil med Schumanns Traümerei og Händels Largo. Der bliver også arrangeret dans, sport og skakaftener. Der var megen kontakt med flygtningene i andre lejre, og man udvekslede kor, orkestre og teaterstykker med hinanden.

Familien Goike deltog i danseaftenerne og to gange om ugen i andre arrangementer, og enkelte gange var de i Lindholm Bio.. Da familien boede alene i barakken, fik de ofte besøg af venner og bekendte fra de andre barakker. Så bliver der spillet rommy eller skat, og de havde en gemytlig aften. En aften lavede de bønnekaffe. En anden gang delte de 1/3 liter snaps sammen med noget tobak, og det var en fuldendt nydelse. Så blev der talt om gode, gamle dage og om de kære, der var borte. Sådan gik nogle gode timer, der for en stund fik dem til at glemme deres alt det triste.
Aalborg

Den 14. august 1945 blev to af vennerne fra Schöneberg begravet på Friedhof Westreallee, og Franz Goike fik udgangstilladelse og deltog. Kirkegården lå 14 km fra lejren og turen gik til fods gennem Lindholm, over broen og endnu fem kilometer gennem Aalborg til kirkegården ad meget rene og til dels landlige gader med flere grønne områder. De fleste huse lå i store haver, der var meget velplejede, og der var mange blomster i vinduerne. Kirkegården var meget smuk. Den største del var for danskerne. Et andet område var for tyske soldater, på hvis grave man så de sædvanlige kors. En anden del var bestemt for flygtningene. De blev lagt i massegrave, hver med 10 døde, og nogle dage efter blev der holdt begravelse for den enkelte med en katolsk eller evangelisk præst.

Senere på måneden gik Agathe og Franz Goike ud af lejren for at besøg fru Andrews på Sank Josef Hospitalet, men hun var død aftenen før. Hendes datter Dora var derfor helt alene i lejren. På hospitalet gav en nonne dem kartofler og nudelsuppe, og det smagte dem vidunderligt. Derefter gik de for første gang en tur i Aalborg sammen og så på de mange spændende forretninger, men det var en lukket verden for dem. De havde intet at købe for, og hvis de havde haft danske kroner, måtte danskerne ikke sælge til dem. Ved Limfjordsbroen stod en mand med en vogn og solgte poser med blommer. Han fik åbenbart medlidenhed med de to flygtninge og ventede, til at andre var væk, hvorefter han gav dem en pose. De tænkte så på deres egen have, der var fyldt med frugt, som andre nu kunne høste.
Agathe og Franz Goike foretog mange ture til Aalborg, hvor de besøgte bysbørn fra Schöneberg i lejrene Westernallee og Aalborg Ost i Rørdal. Alt blev nøje beskrevet, vejret, husene, haverne, industrikvarteret, cementfabrikken, fjorden osv.
Beskæftigelse

Næsten alle mænd under 60 år havde et arbejde nogle få timer om dagen. Der var børnehave og skole. De 15 – 20 årige blev inddelt i grupper, der skulle sørge for lejrens tørv, hugge brænde og tømme toiletterne. Alle kvinder under 60 år skulle på skift hjælpe til i køkkenet. Nogle mænd var beskæftiget på værksteder, hvor de reparerede møbler og lignende og lavede legetøj til børnene. Der var også en kvindelig skomager.

I februar 1946 blev der dekreteret totalt udgangsforbud i alle områdets lejre. Det skyldtes, at nogle kvinder i lejren i Aalborg Ost havde forladt lejren i flere dage og nætter, hvor de havde opholdt sig i Aalborg. Efterfølgende var de blevet anholdt af politiet. Desuden var lejrene plaget af tyverier. Derefter blev der oprettet en lejrdomstol bestående af syv medlemmer, fortrinsvis kvinder, så man kunne komme de mange tyverier til livs.
Den 23. april 1946 fik beboerne udleveret det længe ventede havefrø, og der var købt frø til de tre lejre for 5.000 kr. Hver en plet blev udnyttet til grøntsager, blomster, 300 tomatplanter, 5.000 tobaksplanter og græsplæner, og hver familie fik desuden sit eget stykke jord at dyrke..
Længsel og frygt

Det fremgår klart af dagbogen, at længslen efter hjemstavnen og frygten for de tre børns og svigersønnens skæbne fyldte en stor del af deres tanker. Det første år efter flugten drømte de om at komme hjem til Schöneberg, senere blev længslen rettet mod at komme tilbage til Tyskland og ud af ”fangenskabet”.

Den 30. april 1946 var det et år siden, at de flygtede. Det var kun håbet om at vende tilbage, der holdt dem oppe. Hvis de skulle blive her endnu et år, ville mange gå sjæleligt til grunde. Det så også sort ud med tøj og sko, da man næsten ikke havde mere tilbage af det medbragte hjemmefra.
Familien Goike fik i løbet af 1946 flere breve fra venner og slægtninge, der trodsede frygten for Den røde Hær og var blevet tilbage i Schöneberg. Nu berettede de om de frygtelige lidelser, som de gennemlevede. Flere end 100 tyskere var døde, også unge og ellers raske. I familien Goikes hus var der flyttet to polske familier ind. Over alt udviste polakkerne de tilbageblevne tyskere. Franz Goike glædede sig endnu engang over, at de var flygtet.
Den 11. maj 1946 blev en glædens dag for familien. Der var kommet brev fra Tyskland med livstegn fra deres børn. Sønnen Hans og svigersønnen Bruno levede. Den lille Alfons gik ind til naboen, Lewandow-ski og sagde: ”Unser Papa lebt”. Sønnen Franz havde de intet hørt fra. Sandsynligvis var han i fangenskab. Datteren Maria i Wien havde de hørt fra gennem breve og telegrammer.

Den 20. august 1946 blev igen en glædens dag for familien, da der kom det første livstegn fra sønnen Franz. Han var i russisk krigsfangenskab, og den 12. september sendte familien brev til ham, som de håbede, at han fik.

Året efter, den 18. juni 1947, skrev datteren Maria, at Franz var blevet flyttet 1.000 km mod øst til en lejr i nærheden af Stalingrad. Håbet om at se ham igen, svandt derfor for familien. Men allerede den 2. juli skrev sønnen Hans, at Franz var blevet løsladt, og at han nu opholdt sig i Hannover.
Hjemrejse

I slutningen af 1946 kom de første rygter om en forestående hjemsendelse. Det var dog ikke til hjemstavnen, men til et sønderbombet Tyskland, der var opdelt i fire besættelseszoner. Den 5. november 1946 afgik den første transport til den britiske zone, hvorefter der i lang tid intet skete.

Lejren havde haft besøg af en apostolsk præst, der propaganderede for udvandring til Argentina. Ca. 60 havde meldt sig, sikkert personer, der intet havde at komme hjem til Tyskland efter. Franz Goike havde fået til opgave af pastor Ulrich at organisere forløbet, og da han afleverede listen til denne, fik han en cigar og en flaske øl.
Den 2. og 13. januar 1947 var der transporter til den britiske og den franske zone, men familien Goike ønskede at komme til den russiske zone, da svigersønnen Bruno, børnenes far, opholdt sig i Berlin.
Den 3. marts 1947 skrev Franz Goike, at den forløbne uge havde været den sværeste i den tid, de havde været i Danmark. Danskerne mente, at det var den værste vinter i 30 år. Tilførslen af brændsel og levnedsmidler var svær. Biltrafik var umulig og med heste kun med firspand. Franz Goike kunne derfor tre dage senere skrive, at der var lukket for tørv, og madrationerne var skåret ned. Kun om søndagen var maden god og rigelig. Indtil nu var der imidlertid tilstrækkelig tobak, ofte som gaver eller cigarskod, også fra præsternes askebægre. Tobakken var det eneste, der kunne holde hans nerver i ro.
Endelig. Den 29. marts blev flygtninge til Storberlin registreret, også Lisbeth og børnene. En måned senere, den 1. maj kl. 18.00 kom den svære afskedsstund, hvor de forlod lejren og drog mod Aalborg. Toget afgik kl. 21.00 og målet var Kolding, som de nåede næste morgen kl. 7.00. Først den 18. maj nåede de via Gedser – Warnemünde frem til den sovjetiske zone, hvorefter de blev genforenet med Bruno.
Afskeden var svær for bedsteforældrene, for de havde nu været sammen i fire år og heraf 2½ år som flygtninge i samme rum. Men nu tog børnene hjem til far. De var nu alene, og da de kom hjem i barakken, var der tomt. Mange gange var det som om, at de hørte børnene råbe udenfor.
Den1. juli 1947 var Franz Goike for sidste gang i Aalborg, hvor han talte med sognepræst Buckhart og pastor Bender. De oplyste, at deres lejr ville blive opløst den 14. juli. Begge forærede ham 50 g tobak.
7. juli. Situationen var højspændt. Agathe og Franz Goike havde allerede pakket deres bagage, da de fik besked på, at de den 10. juli kunne komme med en transport til Brandenburg.
10. juli. De havde nu haft den sidste nattesøvn i barakken og lejren. Om eftermiddagen tog de afsked med de tilbageblevne, og for sidste gang gik de ud af lejrens port og op i de ventende biler. I et vidunderligt vejr kørte de gennem Lindholm, over den smukke bro og gennem den oplyste by til banegården.
Den 11. juli 1946 kl. 2.00 om natten kørte toget fra Aalborg, og Franz Goike beskrev turen meget omhyggeligt. Kl. 7.00 nåede de Århus, hvor de alle fik varm mælk. Kl. 12.00 kørte toget gennem et særlig smukt område. Det var Vejle, der sammen med fjorden lå så herligt, at det sikkert var det smukkeste område i Danmark. Efter 15 timers kørsel nåede de Kolding.
Allerede den 15. juli kom afrejsedagen, der startede kl. 7.00 med hellig messe og velsignelse af de hjemrejsende. Kl. 18.20 forlod toget Kolding og kørte over Fredericia, den smukke Lillebæltsbro og over Fyn til Nyborg. Sejlturen over Storebælt varede to timer, og kl. 02.30 om natten nåede de til Korsør.
16. juli var Agathe og Franz Goikes sidste dag i Danmark. I Korsør steg de om bord i det tog, der skulle føre dem det sidste stykke ud af Danmark til Gedser. Franz Goike fik alligevel registreret, at de på denne tur kørte over den længste bro, som de nogensinde havde set (Storestrømsbroen). Så snart de steg af toget i Gedser, kom de om bord på færgen, der skulle sejle dem til Warnemünde og dermed til Tyskland.
”Kl. 7.30 forlod vi i herligt vejr Danmark i retning mod Tyskland på en dansk færge”.
Efter en times sejlads kunne de ikke mere se land. Kl. 10.00 kunne de derimod se den tyske kyst.

”Endelig!”

(Dermed sluttede dagbogen)
Efterskrift

Agathe (1884 – 1976) og Franz Goike (1881 – 1971) rejste til den sovjetiske besættelseszone, der i 1949 blev til den kommunistiske stat DDR. De bosatte sig i bydelen Berlin-Karlshorst, også kaldet Berliner Kreml, fordi Den sovjetiske røde Arme havde sit hovedkvarter der. Deres ønske om at bo i nærheden af Lisbeth og Bruno Winkler og de fem børnebørn gik derved i opfyldelse, idet de kun boede to minutters gang fra hinanden. I 1959 forlod de også sammen DDR og bosatte sig i Hamburg.

Hverken de eller deres børn og børnebørn genså nogensinde deres hjemstavn, Schöneberg ved Danzig.