Huset lignede de værste på Vesterbro inden saneringen, og opgangen var skummel og snavset. Lejligheden lå på 1. sal, og for at komme ind i den, skulle man først låse en regulær jerndør op, inden man kom til den egentlige fordør. Så stor var frygten for tyve, at alle lejligheder var beskyttet med jerndøre. Vi var kommet til Rusland og til byen Togliatti ved Volga, nær Uralbjergene og Kazakstan. Den lille lejlighed bestod af en entre, en lille stue, et lille soveværelse, et minikøkken samt et toilet og et badeværelse. Men i modsætning til selve huset og opgangen var lejligheden ren og hyggelig og præget af stor og nødvendig orden. Alt havde sin bestemte plads. Min kone og jeg boede i otte dage i denne lejlighed, hvor vi sov i stuen.
En time tidligere var vi stået af toget, og vi havde fået en overstrømmende modtagelse af 30 russere med kys og kram til alle. Vore værtsfolk, Luda og Slava, som vi kaldte dem, var ofre for Ruslands øjeblikkelige krise. De var henholdsvis 58 og 63 år og universitetsuddannede lærere. De var egentlig pensionister, men pensionen er kun på 383 rubler eller godt 100 kr. om måneden, og det kunne de ikke leve af. Derfor måtte de fortsætte med at undervise i op til 31 lektioner om ugen med en løn på 760 rubler eller godt 200 kr. De unge ville ikke undervise på grund af den dårlige løn. Det var langt bedre at blive langturschauffør eller forretningsmand. Luda og Slava kunne ved at lægge pensionen og lønnen sammen klare sig, fordi de som de fleste russere havde en kolonihave. Der kunne de dyrke alle former for frugt og grøntsager i den korte, men meget varme sommer.

Togliatti ved Volga

Togliatti ved Volga

De havde afgjort haft det bedre i sovjettiden, som de imidlertid ikke ønskede tilbage. De ønskede at leve i et demokratisk Rusland uden korruption og mafiavælde. Vi så en række dokumenter, der viste, at Slava havde været skoleinspektør, formand for lærerforeningen i Togliatti i 10 år, deputeret til stadsdumaen og i 1998 fået diplom som den bedste lærer i Togliatti. De var begge interesseret i musik, og de havde besøgt operaerne i Sankt Petersborg, Riga, Minsk, Kiev og Novo Sibirsk. Nu kunne de ingen steder rejse. I 1996 havde familiens økonomi fået et voldsomt knæk, da banken med alle deres sparepenge var gået konkurs. De måtte så forlade deres store lejlighed med værelser og balkon og flytte til den nuværende.

Luda var en dygtig kok, men man skulle lige vænne sig til at spise ris og kotellet eller kartofler som mor-genmad. De kom begge fra Uzbekistan, hvortil deres bedsteforældre var tvangsflyttet af Stalin. Luda lavede flere gange den lækre nationalret, manti. Den består af dampkogte ruller med indbagt fars, løg og krydderier omgivet af en tynd dej. Rullerne skal spises med fingrene og skylles ned med vodka.
Efter murens fald er de ældgamle forbindelser mellem Rusland og Tyskland ved at komme i stand igen. Men sporene fra 2. verdenskrig er smertelige for begge parter. Over alt i Rusland findes der spor og mindesmærker fra Den store Fædrelandskrig, der kostede mindst 20 mill. russere livet og ødelagde mere end 60.000 byer og landsbyer. Siden 1991 har Wolfsburg i Tyskland og Togliatti i Rusland været venskabsbyer. Begge byer er bilbyer med henholdsvis VW og Lada. VW-fabrikkerne er præget af robotter og højteknologi, og Wolfsburg er en af Tysklands rigeste byer. Lada-fabrikkerne er præget af en stor mængde arbejdere, og Togliatti er fattig. På alle niveauer er der udviklet en tæt forbindelse mellem de to byer.
Vi var med i en kulturel-humanitær delegation fra Wolfsburg, hvis ledere er lærere på byens største gymnasium. De hjælper først og fremmest Røde Kors og en stor kz-gruppe i Togliatti samt formidler studieophold for russiske studenter. Alle de tyske deltagere er født under eller lige før krigen, så de er også krigens ofre. De er vokset op uden fædre, er flygtninge fra Østpreussen, har gået i klasser med 60 elever i hver klasse og har haft krigsinvalider som lærere. Nu var de besjælet af at gøre noget godt for befolkningen i Rusland.
Vi fløj fra Berlin til Moskva, hvor vi blev modtaget at en repræsentant fra Inturist, der førte os sikkert til Kazaner Banegård og sovevogn nr. 7. Vi kørte i 19 timer mod øst gennem en utrolig smuk natur med birkeskove og landbrugsområder. Med jævne mellemrum kørte vi forbi en landsby med træhuse, der var malet i stærke farver, bl.a. havblåt og græsgrønt med den ortodokse kirkes løgkuppel ragende op over tagene. Langt mod øst kom vi forbi tatarlandsbyer med minareter. Engang imellem blev der gjort 20 minutters holdt på en station. Så vrimlede det straks med ældre kvinder, som solgte alverdens ting. Vi købte tørrede fisk og krabber, som vi skyllede vi ned med vodka og te. Det varme vand til teen og til at vaske os med fik vi fra en stor samovar på gangen. Køjerne og vaskeforholdene var en oplevelse for sig, men vi nåede Togliatti og den store modtagelseskomite.

Havnen i Togliatti

Havnen i Togliatti

Vi havde penge med til Røde Kors i Togliatti, nok til at finansiere driften i tre år, men også hjælp til ind-køb af medicin og hospitalsophold for gamle og handicappede. Da en gammel syg kone hørte, at hjælpen til hende kom fra Tyskland, udbrød hun spontant: ”Nu er freden kommet til Rusland”. Det var en gribende oplevelse at overvære mødet mellem tyskerne og kz-gruppen. Vi kom ind i en stor sal, hvor der sad godt 100 mennesker ved flot dækkede borde. De klappede spontant ad os, og der blev igen uddelt kys og kram, og det er første gang, jeg er blevet kysset af en mand. Der blev klappet meget, da vi blev præsen-teret som danskere, og vi konstaterede gang på gang, at Danmark har et godt navn i Rusland. Festens del-tagere havde selv taget mad og drikkevarer med, og alle spiste og drak med en vældig appetit. Der var tørrede fisk af forskellig slags, kogte æg, kylling og salater. Her som ved alle øvrige fester blev der druk-ket vodka, men også champagne og cognac, men der var altid danskvand på bordet. Det er utroligt, men man kan faktisk vænne sig til at skylle maden ned med vodka i ølglas. Spisningen blev gang på gang af-brudt af sange som Kalinka og yndlingssangen Stenka Rassin, der stammer fra Volgaegnen. Bagefter var der dans til harmonikamusik, og det var russerne mestre i.

Kz-gruppen bestod af russere, der som børn og helt unge kom i kz-lejre. Hver af dem havde en gribende historie at fortælle. Én var som et-årig kommet i kz-lejr sammen med forældrene. De døde, mens han overlevede. Jeg så mange af de tatoverede numre fra lejrene, bl.a. hos en, der havde overlevet et ophold i Auswitch. En anden deltager, Feodorof, var som 15 årig blevet deporteret til Insterburg i Østprussen som tvangsarbejder. Han arbejdede først på et gods, og da russerne nærmede sig Østpreussen, gravede han tankspærringer. Da han blev befriet af Den røde Hår, fik han en uniform på og gjorde vejen til Berlin med. Efter krigen blev han uddannet ingeniør og arbejdede i mange år i Uralbjergene. Han talte godt tysk, og han holdt gang på gang taler om fred og venskab i Europa. Ikke den fred som Stalin og Hitler ville skabe, men en fred mellem demokratiske lande. Hvert år bliver tre russere fra kz-gruppen inviteret til Wolfsburg. De bliver så kørt hen til de steder i Tyskland, hvor de havde været som fanger, ligesom der afholdes møder mellem dem og eleverne på skolerne i Wolfsburg.
Det var utroligt, så mange mennesker, der kunne samles i de små lejligheder omkring et veldækket bord med mad og vodka. Altid var der sang og musik. De var veluddannede mennesker, der trods fattigdommen havde en stor værdighed. De fortalte med stolthed om den store russiske kultur, især om digteren Alexander Pusjkin. Vor engelske tolk, der talte et fornemt Oxford-engelsk, havde kun været i England én gang, mange år tidligere. Hun og hendes mand boede også i en lille lejlighed i et slumkvarter, men lejlig-heden var hyggelig og fyldt med bøger og kunst. De drømte som alle de andre russere om at besøge Ve-sten, og Wolfsburg var nøglen til det forjættede land.
Togliatti er en ny by opkaldt efter den tidligere formand for Italiens kommunistiske parti. Grundlaget for byens industri er elektricitet fra et kæmpemæssigt kraftværk. Byen blev udpeget blandt 400 kandidater til at huse Lada-fabrikkerne. Den første bil blev produceret i 1970, og nu dækker fabriksarealet 4 mill. m2 med 108.000 beskæftigede i Togliatti samt yderligere 2 mill. ved diverse datterselskaber. Transportbåndet er 2 km langt og omgivet af et utal af arbejdere, hvoraf mange holdt pause ved borde ved siden af båndet. De drak te og spillede skak og kort. Der var ingen robotter på fabrikken.
En times kørsel fra Togliatti ligger en anden industriby, Samara, sovjettidens Kujbysjev. Den har 1,5 mill. indbyggere, og var indtil 1991 en lukket by, fordi byen er et center for militærindustri, bl.a. med store fly-vemaskinefabrikker. Under 2. verdenskrig var frygten for at tyskerne ville erobre Moskva så stor, at Sa-mara blev udnævnt til reservehovedstad, og Stalin gav ordre til at bygge en 37 m dyb bunker i byen. Sta-linbunkerens eksistens var en statshemmelighed indtil 1991. Byggeriet blev udført med håndkraft og varede i 9 måneder, og de 600 arbejderes skæbne efter byggeriet har været uvis. Alt inde i bunkeren var indrettet som i Kreml med Stalins skrivebord i centrum, og der var billeder af Marx, Engels og Lenin og kort over frontlinjen i 1941. Da der blev vist film fra kampene foran Moskva, græd vor tyske tolk, Raisa. Hun kunne ikke holde ud at tænke på alle de unge russere, der blev sendt mod tyskerne uden ordentlig udrustning. Frygten for Moskvas fald var jo ikke ubegrundet, for inde midt i Moskva havde vi få dage før set det store mindesmærke med tanks og tankspærringer, hvor tyskerne blev standset eller frøs fast, kun 20 km fra Kreml. Det var en mærkelig oplevelse at være med i en tysk delegation i Stalinbunkeren.
Samaras huse var som Togliattis præget af forfald, men samtidig virkede byen særdeles levende. Der var bygget nye ortodokse kirker, og de gamle var sat i stand. Der var mange mennesker i kirkerne, men uden for dem alle var der tiggere, især gamle koner og invalider, bl.a. fra krigen i Afganistan. Byen havde et enormt torv, med hundredvis af små forretninger, hvor man kunne købe alt fra fødevarer til modetøj og radioer. Det samme så vi i Togliatti, og det er på torvet, den almindelige borger handler, og der var lange køer foran den billigste kartoffelsælger. Det er også på torvet, mange har en chance for at blive selvstændige.
Vi besøgte et varehus i Togliatti, hvor kun de såkaldte nyrige handlede. Parkeringspladsen var fyldt med dyre biler, og kunderne var især elegant klædte kvinder. Man kunne købe alle vestlige mærkevarer og de mest ekstravagante ting, så som lightere af sølv med indbygget ur, blot for at sætte den almindelige rus-sers dagligdag i relief. En del af kunderne tilhørte helt sikkert mafiaen. Andre medlemmer af mafiaen stif-tede vi bekendtskab med på den såkaldte ”Mafiakirkegård”. På de russiske kirkegårde er der på alle grav-sten et mindre fotografi af den afdøde, ligesom i Sydtyskland og Østrig. Der er også et bord med bænke på hvert gravsted, så familien kan holde en lille sammenkomst på graven. Der var en stor afdeling for faldne fra Afganistan og en nyere med faldne fra Tjetjenien. Begge steder med diskrete fotos af de faldne. Helt anderledes var det på ”Mafiakirkegården”. Gravstederne var store med voldsomme gravsten med mandshøje fotostater af afdøde, ofte unge mennesker i nonchalante stillinger med cigaretter i munden. På en grav var der tre gravsten for en far og hans to sønner. De var dræbt i ildkamp. Den tredje søn var flygtet til Tyskland for at være i sikkerhed. Vore russiske værter kendte dem alle og vidste, hvem byens mafia-bosser var. Kort før vor ankomst til Togliatti, havde mafiaen skudt en af byens politibetjente og såret flere andre. Vore værtsfolk havde over for myndighederne garanteret for vores sikkerhed. De lod os derfor ikke ude af syne et eneste øjeblik, og vi kunne ikke på noget tidspunkt foretage os noget på egen hånd. Da vi besøgte overborgmesteren i Togliatti på hans flot indrettede kontor, var der foruden en sekre-tær også en svært bevæbnet sikkerhedsvagt. Borgmesteren tilhørte den liberale gruppe og var også medlem af Statsdumaen i Moskva.

Vi besøgte flere skoler og et teknisk gymnasium. Skolerne var gamle og nedslidte, og det mest moderne var altid ledernes kontorer. Klasselokalerne var præget af en god atmosfære. Der var blomster i alle loka-ler, og lærerne kunne sætte et personligt præg, da det var eleverne, der gik efter læreren og lærerens loka-le. Derfor var tysklærerens lokale præget af Tyskland og historielærerens af historie. Undervisningen i hjemkundskab bestod sikkert mest af teori, da der kun var to kogeplader til 31 elever. Derimod var der indkøbt mange EDB-maskiner, bl.a. ved sponsorhjælp. Undervisningen i engelsk og tysk havde høj pri-oritet, og især var interessen for engelsk stor. Eleverne vidste meget om Vesteuropa, og i deres påklæd-ning og interesser adskilte de sig tilsyneladende ikke fra deres jævnaldrende i Danmark og Tyskland.

Det er rigtigt, som vi har lært i skolen, at Europa går til Ural. For befolkningen i Togliatti er europæere, og det er forbavsende, så ens vore kulturer er, når vi kommer ind bag de sproglige barrierer. Rusland er fra naturens side et uhyre rigt land, og russerne er veluddannede og dygtige mennesker. Det er derfor tragisk, at så mange af dem skal leve i fattigdom og frygt, mens forbrydelse og korruption hærger landet. Det er mit håb, at demokratiet må sejre og blive gennemført ud i de yderste led, så Rusland kan blive en retsstat med et socialt sikkerhedsnet. Så har landet og befolkningen alle muligheder for at få en lykkelig fremtid. Midt i den øjeblikkelige fattigdom og frygt har tyskerne fra Wolfsburg tændt et lys af håb hos Luda, Slava og alle de andre gæstfrie mennesker i Togliatti.