Der var kun få, virkelige helte i Danmark under den tyske besættelse 1940 – 45. En af dem var Ejgil Skov Jørgensen, der døde den 12. februar, 93 år gammel.

De fleste danskere med regeringen i spidsen bakkede op om det tætte samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Det var den naturlige følge af den politik, der blev ført i Danmark i Mellemkrigstiden, stærkt præget af De Radikale med Eric Scavenius og P. Munch i spidsen. Den førte til neutralitet, nedrustning og tilpasning til Tyskland, som man indgik en ikke-angrebspagt med i 1939. Men allerede i 1938 havde man gjort den tyske rigsmarskal, Hermann Göring, til storkorsridder med diamanter. Det beskæmmende forløb af besættelsen den 9. april 1940 var en naturlig følge af denne politik.

Danmark blev Hitlers kanariefugl, som de tyske soldater kaldte for Flødeskumsfronten, hvor de var glade for at være. Danmark blev storleverandør af landbrugsvarer til Tyskland, som den tyske krigsførelse var helt afhængig af. Med regeringens billigelse arbejdede danskerne og tyskerne tæt sammen. F.eks. bestod den tyske byggeledelse på Aalborg Lufthavn kun af 15 mand, mens der var tusinder af danske ingeniører og arbejdere, da lufthavnen blev udvidet fra 1,2 til 20 km2, og hvor man på kun 22 dage byggede Europas længste startbane. Den øverste chef for luthavnen var den førnævnte Hermann Göring!

Men der var modstandere af dette tætte samarbejde, og det var de meget få, virkelige modstandsfolk eller frihedskæmpere, der blot kunne tælles i hundreder. De havde ikke kun tyskerne som modstandere, men også regeringen, idet den socialdemokratiske statsminister Wilhelm Buhl advarede mod sabotage og opfordrede til at angive modstandsfolk.

Ejgil Skov Jørgensen var en af modstandsbevægelsens mest betydningsfulde skikkelser. Han var medlem af modstandsgruppen Holger Danske, der i modsætning til modstandsgruppen BOPA havde sit udgangspunkt i et borgerligt, nationalt miljø.

Han var uddannet elektromekaniker og fik en central rolle hos Holger Danske. Under dæknavnet Foss drev han med enorm risiko et illegalt våbenværksted på skiftende adresser, hvor man reparerede våben og fabrikerede helt nye efterligninger af britiske stengun maskinpistoler. Man skilte simpelt hen de britiske våben ad, lavede nøjagtige opmålinger, så man kunne lave funktionsdygtige kopier. Bl.a. lavede han de våben, som de kendte modstandsfolk Flammen og Citronen brugte.

Modstandsbevægelsen

Holger Danske gennemførte cirka 125 af de omkring 400 likvideringer af stikkere, der fandt sted under besættelsen. Ejgil Skov Jørgensen deltog også i likvideringer, ligesom han medvirkede ved sabotagehandlinger, bl.a. mod Lundtofte Flyveplads i 1944. Gestapo og de danske stikkere var hele tiden i hælene på Ejgil Skov Jørgensen og hans kammerater, men han slap mirakuløst uskadt gennem besættelsestiden

Da besættelsen sluttede den 5. maj 1945, havde Holger Danske omkring 350 medlemmer. De havde været parate til at ofre deres liv for deres fædreland, Danmark, og 64 af deres kammerater mistede livet.

Vi kan med god ret bruge Churchills ord om Royal Air Force om den danske modstandsbevægelse og de danske søfolk i allieret tjeneste, at ”aldrig har så mange, haft så få, at takke for så meget”. For det danske folk kan takke deres indsats for, at vi kom på den rigtige side af Kridtstregen, så vi fra at være opfattet som tyskernes forbundsfælle til sidst blev optaget i de allieredes kreds.

Denne kærlighed til fædrelandet eller nationalfølelse, som besjælede disse modstandsfolk, må være komplet uforståelig for nutidens politiske venstrefløj og det kulturradikale miljø. I den aktuelle strid om det antal flygtninge, Danmark kan huse, uden at vi mister vor nationale identitet, sammenhængskraft og gamle, nedarvede, kristne kultur, bruger de nu enhver lejlighed til at nedgøre nationalfølelsen og kærligheden til Danmark ved at gøre den til en suspekt nationalisme. De ønsker i stedet næsten ubegrænset indvandring, og at Danmark bliver et multikulturelt samfund.

I 1859 skrev Grundtvig de rammende strofer: ”Kærlighed til fædrelandet er den sande odelsret, kærlighed og intet andet elsker op en helteæt, kærlighed i pagt med Ånden, den får altid overhånden”. Derfor er der al mulig grund til at mindes og hylde nu afdøde Ejgil Skov Jørgensen som en værdig repræsentant for den helte æt, der voksede frem under besættelsen. De var parate til at ofre livet af kærlighed til Danmark.