Den 23. august er udnævnt til europæisk mindedag for ofrene for de totalitære diktaturer, nazismen og kommunismen, og datoen er ikke valgt tilfældigt. Den skal minde os om den 23. august 1939, hvor de to diktaturstater, det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Sovjetunionen underskrev en ikke-angrebspagt, den såkaldt Hitler-Stalin pagt, opkaldt efter de to diktatorer. Denne djævlepagt blev skæbnesvanger for Europa og hele verden.

Tyskland kunne efterfølgende uden frygt for sovjetisk indgriben angribe Polen, og Hitler regnede ikke med, at England og Frankrig ville komme Polen til hjælp.

Der var imidlertid en hemmelig protokol i denne pagt, ifølge hvilken Tyskland og Sovjetunionen delte Mellem- og Østeuropa imellem sig i interesseområder. Tyskland skulle have den vestligste del af Polen, mens Sovjetunionen skulle have den østligste del, de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen samt det rumænske Bessarabien.

Udenrigsministrene Molotow og von Ribbentrop underskriver ikke-angrebspagten mellem Rusland og Tyskland under overværelse af Stalin

Udenrigsministrene Molotow (siddende) og von Ribbentrop (stående bagved) underskriver ikke-angrebspagten mellem Rusland og Tyskland under overværelse af Stalin i august 1939

En uge efter underskrivelsen af Djævlepagten, den 1. september 1939, angreb Tyskland Polen; men Hitler havde forregnet sig, for England og Frankrig kom Polen til hjælp og erklærede Tyskland krig den 3. september. Anden Verdenskrig var begyndt.

Der blev også underskrevet en økonomisk aftale, der fik enorm betydning for Tyskland, idet Sovjetunionen forpligtede sig til at levere Tyskland enorme mængder korn, olie, jern og vigtige råstoffer. Disse leverancer fortsat med fuld styrke indtil den 22. juni 1941, da Tyskland angreb Sovjetunionen. Dvs., at Sovjetunionen på denne måde støttede Tyskland, da Danmark og Norge blev besat og under erobringen af Holland, Belgien, Luxemburg og Frankrig samt under blitzen mod England, der på dette tidspunkt kæmpede helt alene. Stalin sendte endda et lykønskningstelegram til Hitler i anledning af besættelsen af Danmark og Norge.

Mens polakkerne forsvarede sig heroisk mod den tyske værnemagt, angreb Sovjetunionen den 17. juni Polen fra øst, og angrebet fra alle fire verdenshjørner måtte polakkerne kapitulere den 28. september. Så trådte den hemmelige aftale i kraft, og Polen blev delt mellem Tyskland og Sovjetunionen, og denne grænsedragning ved floden Bug er næsten identisk med Polens nuværende østgrænse, der blev fastlagt på Jaltakonferencen i 1945.

Det blev begyndelsen til Polens lidelser under 2. Verdenskrig, hvor ca. 6. millioner eller 20 % af befolkningen mistede livet, heraf ca. 3 millioner jøder. Det var ikke blot tyskerne, der var ekstremt brutale. Op mod 1,5 millioner polakker blev deporteret til Sovjetunionen, og i Katynskovene blev ca. 22.000 polakker henrettet. Af dem var ca. 8.000 officerer og 6.000 politifolk, resten var godsejere, forretningsfolk, intellektuelle, præster osv. Man ville simpelthen udrydde den polske intelligentsia. Den 5. marts 1940 gav politbureauet med Stalin i spidsen ordre til, at 25.700 polske krigsfanger skulle skydes, og mindst 15.000 af dem blev efterfølgende henrettet med pistolskud.

Da Sovjetunionen i begyndelsen af 1940 besatte og indlemmede Estland, Letland og Litauen blev hundredtusinder deporteret til Sovjetunionen efter det samme mønster som i Polen, og de færreste kom hjem igen. Blandt de deporterede var den jødiske familie, Rachel og Israel Rachlin fra Litauen, hvis skæbne de har beskrevet i selvbiografien ”16 år i Sibirien”. De reddede trods alt livet, for da tyskerne kom i 1941, blev stort set alle jøder udryddet. Det er imidlertid en kendsgerning, at store dele af befolkningen i De baltiske Lande hilste tyskerne velkomne som befriere, og det fortæller noget om hadet til russerne.

Som bekendt trådte Sovjetunionen ind i 2. Verdenskrig, men først efter det tyske angreb den 22. juni 1941. Krigslykken vendte, og i 1945 blev De baltiske Lande igen besat af Sovjetunionen og var derefter sovjetrepublikker indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1991, hvor landene blev selvstændige. I de øvrige lande i Mellem- og Østeuropa, som blev befriet og derefter besat af Sovjetunionen, blev der indsat kommunistiske marionetregeringer.

Det folkelige opgør med kommunismen begyndte i Polen med elektrikeren Lech Walesa og den frie fagforening Solidaritet i spidsen, og som det første land i Østblokken fik Polen sin selvstændighed i 1989.

Det er skæbnens ironi, at Polen, der i 1939 kæmpede så indædt på to fronter og led så meget under krigen, måtte vente 50 år på sin frihed, mens Danmark, der samarbejdede så tæt med Tyskland, straks fik sin frihed tilbage den 5. maj 1945, fordi vi var så heldige, at vi blev befriet af englænderne.

Den 23. august 1989 kl. 19.00, på 50årsdagen for underskrivelsen af Djævlepagten, dannede flere end to millioner baltere en 650 km lang menneskekæde, der strakte sig gennem hele Estland, Letland og Litauen. Deltagerne holdt hinanden i hånden i 15 minutter for at mindes denne skæbnesvangre pagt og de lidelser og ofre, som den medførte for disse lande og for hele Europa.

Først så sent som i 2009 indførte Europaparlamentet denne mindedag, der understreger, at nazismen og kommunismen var to alen ud af samme forbryderiske stykke.