Danmark lagde sig fladt ned den 9. april 1940, da tyskerne besatte Danmark, og det var en logisk følge af den politik, som regeringen Stauning-Munch havde ført i 1930’erne. I stedet indledte vi et tæt samarbejde med den tyske besættelsesmagt, og intet sted i Danmark blev det så omfattende som i Aalborg. 1940 blev det største byggeår i byens historie, hvor de to lufthavne blev udvidet, og der blev bygget en helt ny vandflyveplads.

Allerede den 20. april 1940 kom den tyske diplomingeniør Karl Bruns til Aalborg, hvor han som byggeleder skulle lede udbygningen af de to lufthavne ved Rødslet og Rørdal, Fliegerhorst Aalborg West og Aalborg Ost. De to lufthavne var små og havde kun græsbaner, og de var overfyldte med tyske fly, der fløj til og fra Norge.

Vandflyveplads syd for Fliegerhorst West

Vandflyveplads syd for Fliegerhorst West

Karl Bruns var en fremragende byggeleder. I løbet af tre dage havde han planlagt det, der skulle laves. Først og fremmest tre betonbaner ved Rødslet og en ny græsbane ved Rørdal, barakker (i alt 860), administrationsbygninger, bunkers, en attrap lufthavn, et ammunitionslager skjult som attrap landsby i Åbybro og flakstillinger. Hele arbejdet er beskrevet i Karl Bruns dagbog og i en bog fra 1941 om Karl Bruns – Feldpostnummer L 10 490 BL - , som er skrevet på tysk, bl.a. af hans danske sekretær, Herluf Andersen. Byggeledelsen, der kun var på 15 mand, fik hovedkvarter i Solgården på Vesterbrogade i Nørresundby.

Den 30. maj 1940 blev de to entreprenørfirmaer, Wright, Thomsen & Kier og Hoffmann & Sønner engageret til at bygge startbane 1, der skulle blive den længste i Europa. Forinden havde T.K. Thomsen fra det førstnævnte firma opsøgt statsminister Stauning i dennes hjem, hvor Stauning udtrykkeligt pålagde de danske firmaer at tage arbejdet, og denne holdning blev senere fulgt op af Rigsdagen. Der forestod et kæmpe planlægningsarbejde. Ifølge Karl Bruns dagbog blev der indsat op mod 1500 lastbiler, der kom fra hele landet. De brugte hver dag 48.000 liter benzin, kørte 175.000 km. og transporterede mindst 3.000 m3 grus. 

Cementforbruget oversteg cementfabrikkernes daglige produktion, så de måtte tage af reservelagrene. Bane 1 blev færdig i løbet af 22 dage, flere dage før den aftalte tid. Betonmængden svarede til en 5 meter bred og 60 km lang cementvej.

Efter indvielsen inviterede de danske firmaer den tyske ledelse til fest på Ritz Safari i Bispensgade, hvor ingeniør Wright i sin tale takkede for den tillid, der var vist de to firmaer, og at ”den gensidige Tillid har præget hele Arbejdet og dermed også det gode Resultat, og det glæder os, at De, Herr Bruns er tilfreds”. I sin svartale sagde Karl Bruns bl.a., at ”vi efter kort tid ikke mere var to nationer, men en stor Skare Arkitekter og Ingeniører, hvis sande Mål var et godt Arbejde. Vi har fået en tæt forbindelse med hinanden, to nationer har rakt hinanden Hånden, og der har været et godt Samarbejde og Kammeratskab”.

Der blev eksproprieret 250 huse og gårde, og den oprindelige Vadum landsby forsvandt, så Fliegerhorst West blev udvidet fra 1,2 til 20 km2 og blev Nordeuropas største, militære lufthavn. Herregården Rødslet blev ligeledes fjernet på rekordtid.

Allerede den 20. juni 1940 blev en ny startbane på Fliegerhorst Ost i Rørdal indviet. Den var af græs og blev på 200 x 1000 meter, og der blev brugt 2,4 millioner græstørv. Der blev lagt et indvielsesdokument under banen, underskrevet af Karl Bruns og de tre entreprenørfirmaer, der stod for byggeriet: Andersen & Cordes v/ E. Schiøtz, Jens Rasmussen & Sønner og Heinrich Thomsen (Onkel Heinrich, som der står på et billede fra indvielsen). – Den sidste tyske bygning på Fliegerhorst Ost er netop blevet fjernet.

Mens champagnen blev nydt, holdt Herluf Andersen en tale på de danske entreprenørers vegne, hvor han bl.a. sagde, at ”Vi var nogle Mennesker, der arbejdede for et bedre samarbejde mellem Tyskland og Danmark. Den hidsige Presse var ikke altid venlig stemt over for Tyskland…Mange gange så det ganske fortvivlet ud, men så kom den 9. april. Ville danskerne ikke komme til Tyskland, så kom Tyskland til Danmark, og Resultatet, det har vi i Dag, og det glæder os rigtig meget”.

Karl Bruns beskrev danskerne meget nøgternt: ”Danskerne er, uanset om de er beskæftiget ved Landbrug, Industri eller Håndværk, i første række Handelsfolk. De handler med alt og med alle for at tjene Penge. Jeg har lært Forretningsfolk at kende, der skulle handle med Tøj eller Råstoffer; men de handlede samtidig med Oliemalerier, Radioapparater og Tæpper. Håndværkere præsenterede sig som håndværksmestre, men tilbød samtidig, ganske billigt selvfølgelig, Grus, Cement, Levnedsmidler, Ligkister og Kontormøbler”. Samarbejdet blev så tæt, at et af firmaerne inviterede den tyske byggeledelse med på firmaudflugt.

Det var ikke noget problem at skaffe arbejdskraft. Da byggeriet var på sit højeste, var der ca. 12.000 beskæftiget, og i alt havde man 25.000 arbejdere i kartoteket, heraf mange tilflyttere fra hele landet, så denne voldsomme byggeaktivitet fik stor betydning, ikke blot for Aalborgs erhvervs- og natteliv; men for hele Nordjylland.

Stemningen virkede nærmest euforisk, og ingen tænkte tilsyneladende på, hvad formålet med det enorme lufthavnsbyggeri var, og slet ingen tænkte på at gøre modstand mod tyskerne. Vi havde overladt den blodige kamp mod nazismen til de andre, som med rette kaldte Danmark for Hitlers Kanariefugl.