I denne tid, hvor vi har flygtningeproblemer tæt inde på livet, kan der være god grund til at minde om den tyske flygtningetragedie, der opstod ved 2. verdenskrigs afslut-ning på denne årstid og lige uden for vor dør. Det blev en tragedie af ubeskriveligt omfang og samtidig verdenshisto-riens største etniske udrensning. Men også et emne, der har været tavshed omkring, for det var jo tyskerne, krigens tabere, der her var ofrene. For nylig har forfatteren Günther Grass brudt dette tabu i en ny bog om verdenshistori-ens største skibskatastrofe.
De tyske flygtninge kunne deles i tre grupper:
1. Rigstyskere, tyske statsborgere fra provinserne øst for Oder-Neisse floderne, omfattende Pommern, Schlesien, dele af Mark Brandenburg og Østpreussen, områder der tilhørte Tyskland før 1938.

2. Folketyskere eller hjemmetyskere, der var statsborgere i andre lande. De kom fra Danzig (98%), Ungarn, R-mænien, Czekoslovakiet (3 mill.), Jugoslavien, Polen, Sovjetunionen og De baltiske Lande.

Det samlede antal rigs- og folketyskere, der flygtede eller blev fordrevet, var efter officielle vesttyske beregninger på ca. 17 millioner. Det er måske verdenshistoriens største folkevandring. Af disse 17 millioner nåede ca. 12 millioner frem til en af de fire besættelseszoner. Over ni millioner bosatte sig i det senere Vesttyskland og Vestberlin og resten i DDR. De resterende fire-fem millioner tyskere er enten døde eller forsvundet i ragnarokket i 1945.
Da de sovjettiske hære i 1944 nærmede sig de tyske øst-grænser i Østpreussen, gjorde den tyske befolkning sig ingen illusioner. Den havde også grund til frygt, for russerne huskede de tyske soldaters blodige fremfærd i Sovjetunionen, og i bagagen havde soldaterne et kampskrift af forfatteren Ilja Ehrenburg, hvor der stod: ”Tyskerne er ikke mennesker. Hvis du ikke i løbet af en dag har dræbt mindst én tysker, har dagen været en spildt dag. Når du har dræbt én tysker, så dræb endnu én. Tæl ikke dagene. Tæl ikke kilometerne. Tæl kun ét, hvor mange tyskere du har dræbt. Dræb tyskerne. Det beder din grånende moder om. Tøv ikke. stands ikke. Dræb!”
Mod slutningen af året overskred de sovjettiske tropper den østpreussiske grænse nær Memel (Klaipeda). De gennemførte en frygtelig massakre i landsbyen Nemmersdorf, idet de kørte over de flygtende tyskere med tanks og vold-tog de større piger og kvinderne, hvorefter de blev kors-fæstet. Da tyskerne generobrede landsbyen brugte de fotos fra massakren som propaganda for at styrke befolkningens kampvilje mod russerne, men massakren spredte samtidig skræk og rædsel i alle de tyske østområder, først og frem-mest i Østpreussen.
Østpreussen havde ca. 2,5 millioner indbyggere på et areal lidt mindre end Danmark mellem floderne Weichel og Memel, og den gamle grænse mod Litauen var indtil 1919 Europas ældste, uændrede grænse. Det gamle Øst-preussen var et smukt land med brostensbelagte alléer, hvidkalkede æbletræer og tusindvis af storkereder. Mod syd lå De masuriske Søer med store skove, og Østersø-kysten var præget af de store strandsøer, som f.eks. Kuri-sches Haff. Landbruget var domineret af store, smukke og veldrevne godser, ejet af de preussiske junkere. Østpreus-sen med hovedbyen Königsberg var på mange måder den meste tyske af alle Tysklands provinser.
Königsberg blev grundlagt i 1255 omkring floden Pregels munding af Den tyske Ridderorden, der allerede havde grundlagt Marienburg ved Weichelfloden. Königsberg blev Østpreussen kulturelle og erhvervsmæssige centrum samt en stærk fæstning mod øst. Indtil 1525 hørte byen under Den tyske Ridderorden, og derefter residerede de preussiske hertuger i byen. I 1701 indgik Preussen perso-nalunion med grevskabet Brandenburg og blev et konge-rige med navnet Preussen. Berlin blev hovedstad og Kö-nigsberg kroningsby for de preussiske konger.
Som kulturby var Königsberg en af Tysklands mest betydningsfulde. I 1544 oprettedes Albertus Universitetet, der op gennem tiden var et af Tysklands mest anerkendte, og-så af udenlandske studenter. Byen havde Tysklands største boghandel og universitetets bibliotek havde 685.000 bind. Der var museer, skuespilhus, operahus, syv aviser i 1933 og en radiosender. Talrige kunstnere og videnskabsmænd har levet og virket i Königsberg. Den berømteste er filo-soffen Emanuel Kant. Fire digtere fra Königsberg har bi-draget med salmer til den danske salmebog.
Med en knibtangsbevægelse nåede Den røde Hær i begyn-delsen af 1945 frem til Østersøen vest for Danzig, nutidens Gdansk. Derved var 2,5 – 3 millioner tyskere i Østpreus-sen og i De baltiske Lande blevet lukket inde. Den tyske befolkning flygtede i rædsel over de isbelagte strandsøer mod kysten, hvor de samledes i enorme mængder på tan-gerne og i byerne i håb om at komme væk over Østersøen.
Hitler gav derefter ordre til, at 2 millioner af disse flygt-ninge skulle evakueres til Danmark med den begrundelse, at der kun boede 4 millioner mennesker i Danmark. Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, fik dog formindsket antallet.

De tyske flygtninge kom til Danmark efter verdenshistoriens største evakuering over havet. Det første skib kom til København den 11. februar. Det hed Warthegau, og var ved skæbnens ironi det samme skib, som i 1943 havde transporteret de danske jøder og kommunister til Tysk-land. Da danskerne protesterede mod flygtningenes ankomst, svarede Werner Best, at Tyskland var en ruinhob. Det var Danmark ikke. Desuden var afstanden til de dan-ske havne, specielt til København, den korteste, ligesom der var mere kul og olie i Danmark end i Tyskland.

Den tyske marine indsatte en armada på 790 skibe til at evakuere de indespærrede fra havnene i Danzig, Königsberg, Memel, Libau osv. Lederen var admiral Konrad En-gelhardt, der havde et godt kendskab til Østersøen og alle dens havne. Han var ekspert, idet han havde ledet evakue-ringen af Rommels styrker fra Afrika og af de tyske trop-per fra Krim, Sicilien, Sardinien og Korsika.

I løbet af kun 115 dage frem til den 8. – 9. maj blev der evakueret ca. 2,5 millioner flygtninge og soldater, hvoraf mange var hårdt sårede. Flygtningene var tæt sammenstu-vede, men til det sidste var der orden om bord på skibene.

Wilhelm Gustloff

Wilhelm Gustloff

Ofte måtte de tyske krigsskibe holde de angribende russere på afstand ved hjælp af kanonild, mens flygtningene kom om bord. Flere af disse overfyldte skibe blev ramt af sovjettiske torpedoer, bl.a. ”Wilhelm Gustloff” og ”Goya”, der forliste med henholdsvis 9.000 og 6.800 ombord. Det er verdenshistoriens to største skibskatastrofer. Goya var på vej mod København. Disse tab var forfærdelige. Alligevel er det imponerende, at kun ca. 1% af de evakuerede om-kom. Resten nåede målet, Danmark eller Slesvig-Holsten. En imponerende flot bedrift af den tyske marine.

Transporten til Danmark og Slesvig-Holsten gik i pendul-fart. Selv efter den tyske delkapitulation i Danmark og Nordvesttyskland arbejdede marinen på højtryk for at få evakueret så mange som muligt. Mellem den 3. maj og midnat, natten mellem den 8. og 9. maj 1945, hvor den totale tyske kapitulation trådte i kraft, nåede en konvoj af hurtigtsejlende krigsskibe at sejle to ture mellem Køben-havn og Danzig. Af de 120.000 flygtninge, der var stuvet sammen på stranden ud for Danzig, lykkedes det at evaku-ere 63.000. Resten måtte man efterlade på stranden til en uvis skæbne.

Wilhelm Gustloff sænkes

Wilhelm Gustloff sænkes

Da danskerne vågnede op af festrusen efter befrielsen den 5. maj 1945 opdagede de, at de 250.000 tyske soldater, som havde været i landet i fem år, var blevet afløst af 250.000 tyske flygtninge. I 1949 forlod de sidste flygtnin-ge Danmark for at rejse tilbage til resterne af Tyskland, der samme år blev delt i Vesttyskland og DDR. Drømmen om den for altid tabte hjemstavn i øst tog de med sig, og den fulgte dem resten af livet. Som der stod på en gravsten for en flygtning. ”Tabet af hjemstavnen knuste hans hjerte”.

På Jaltakonferencen i 1945 bestemtes, at Sovjetunionen ved krigens afslutning skulle have et ca. 300 km. bredt bælte af det østlige Polen. Dette område var identisk med det, som Sovjetunionen erobrede i 1939 efter den hemme-lige aftale med Hitlertyskland i forbindelse med ikke-angrebspagten, der betød Polens fjerde deling.
Som erstatning for tabet af østområderne fik Polen det sydlige Østpreussen, Pommern og Schlesien, altså rene tyske områder. Derved opstod Oder-Neise grænsen, og der blev efter krigen tale om en sand folkeflytning, idet hoved-parten af de tilbageblevne tyskere blev fordrevet, en ren etnisk udrensning. Til de store og nu folketomme områder flyttede mange millioner polakker fra de områder i øst, som Polen måtte afstå til Sovjetunionen. Det nye Polen var simpelthen blevet flyttet 300 km. mod vest. Polakkerne overtog tyskernes tomme huse og fik travlt med at finde polske navne til gader og byer, så Stettin kunne blive til Szczecin, Landsberg til Gorzow og Breslau til Wrozlaw.
Den nordlige del af Østpreussen med Königsberg blev indlemmet i Den russiske sovjet Republik og ikke i det tilgrænsende Lithauen. Ældgamle tyske byer forsvandt og genopstod som russiske byer. Königsberg blev til Kalin-grad og er nu genopbygget. Men hvad har man gjort ved alle statuerne, mindesmærkerne og kirkegårdene? Under ”huden” på nutidens triste betonby skimtes det gamle og oprindelige, for man kan ikke fjerne 700 års tysk historie og kultur. Det samme gælder for det øvrige Østpreussen, Pommern og Schlesien.
Neden under den polske og russiske overflade ligger den gamle tyske kultur og minder os om historiens største, etniske udrensning, og de tabte områder vil altid udgøre en vigtig del af Tysklands kulturhistorie.