Op mod to millioner polakker arbejder nu i Vesteuropa og næsten halvdelen i Storbritannien, for det er en gammel polsk tradition at udvandre eller tage til udlandet som sæsonarbejdere, og det skyldes først og fremmest Polens traumatiske historie. Mellem 1772 og 1795 blev Polen delt tre gange mellem Rusland, Preussen og Østrig. Det betød, at Polen forsvandt fra landkortet fra 1795 og til 1918, hvor Polen genopstod. Rusland fik langt den største del med Warszawa. Preussen fik Posen og Vestpreussen, mens Østrig fik Galicien med byerne Krakow og Lemberg (Lvov, Lviv).

Europa før 1. Verdenskrig

I sidste halvdel af 1800talet rejste hundredtusinder af polakker til Vesteuropa for at arbejde i landbruget eller i kulminerne. Fra 1893 begyndte man også at ansætte polske sæsonarbejdere i Danmark, især kvinder, til at arbejde i sukkerroemarkerne, først og fremmest på Lolland og Falster. De kom om foråret og blev der til om efteråret, hvor de udførte alt det hårde arbejde med roerne. Langt de fleste polakker kom fra det østrigske Galicien. I de første år levede polakkerne under kummerlige forhold i såkaldte polakkaserner, indtil forholdene blev forbedret gennem lovgivning. I 1914 kom der 12.500 polakker til Lolland og Falster; de strandede i Danmark, da 1. Verdenskrig brød ud samme år.

Polakkerne var fromme katolikker, og allerede i 1897 blev den katolske Skt. Birgitte Kirke i Maribo indviet, og der kunne være op til 3.000 deltagere til søndagsmessen. Den nuværende katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, er født på Falster og stammer fra de polske roearbejdere. Der kom også mange polakker til Nordjylland, og for at betjene dem blev Sankt Mariæ Kirke i Aalborg indviet i 1899.

Jeg har kendt mange polakker på min hjemegn, bl.a. Valdemar Kowalski og hans kone Laura, og i modsætning til de fleste andre polakker kom de to fra russisk Polen. Kowalski fik arbejde ved Cirkus Mundelin, der havde vinterkvarter i Øster Svenstrup, hvorefter det lykkedes parret at få en gård på Vilsbæk uden for Brovst. Kowalski kom ofte i mit hjem, idet min far hjalp ham, når der skulle skrives og læses breve. Han var altid klædt i stribet jakkesæt med vest og slips, og så havde han et stort cykelstyrskæg.

Kowalski var en god fortæller, og jeg slugte hans beretninger fra Polen, der led hårdt under det russiske styre. Han fortalte på sit bløde hanbomål med accent, at han i 1904 blev indkaldt som soldat til den Russisk – Japanske krig. Så skulle soldaterne fragtes den lange vej med Den transsibiriske Jernbane til Vladivostok ved Stillehavet for at blive sat ind mod japanerne, og ifølge Kowalski blev polakkerne indsat i forreste række som kanonføde. Det var hverken Laura eller Valdemar interesseret i. ”Så spurgte Laura mæ, om a vil mæ te Danmark, men a vist it hwa Danmark var, men a sa’e ja!” Laura og Valdemar flygtede til Østpreussen i Tyskland i et kornlæs, hvorfra de kom til Danmark og klarede sig godt på Vilsbæk, selvom Valdemar rent psykisk var præget af oplevelserne i Polen.

Katrine og Joseph Cholewa, i daglig tale Holewa, havde også en gård på Vilsbæk, hvor de boede sammen med deres fire sønner. Den ene af sønnerne har skrevet en spændende bog om deres fattige, men lykkelige barndom på Vilsbæk i 1930’erne og 1940’erne. De besøgte Sankt Mariæ Kirke to gange om året, til jul og til påske, hvor de tog toget fra Brovst til Aalborg og spiste deres madpakker på stationen. Når drengene skulle forberedes til firmelse, katolsk konfirmation, boede de i en periode ved kirken og gik i Sankt Mariæ Skolen. I det daglige blev de betjent af pater Friederich Bender, der på motorcykel besøgte katolikkerne i Vendsyssel, Thy og Himmerland. Han var præst ved Sankt Mariæ Kirke i 57 år og var uhyre populær, og han havde lært sig polsk.

Pater Bender på motorcykel

Når pater Bender besøgte familien Cholewa, blev der afholdt nadver og skrifte i hjemmet. Ifølge bogen udtrykte Joseph Cholewa ved et skriftemål frygt for, at de skulle få flere børn, da de var så fattige; men pater Bender svarede, at de jo begge kendte pavens holdning til prævention, men han boede så langt væk, så det kunne Joseph roligt bruge. Familien fik da heller ikke flere børn. Sønnerne var flittige og dygtige. Tre af dem blev uddannet smede- og maskinarbejdere i Brovst og fik gode stillinger i erhvervslivet, og den fjerde søn fik en stor malkekvægsgård i Himmerland.

Polakkerne og deres efterkommere har haft en stor og positiv betydning for Danmark, og nu har vi igen polske sæsonarbejdere i Danmark, og det er især flittige håndværkere, som de fleste danskere har stiftet bekendtskab med. De strømmer som deres forgængere også til de katolske kirker, for den katolske tro er stærk hos polakkerne. Den var det kulturelle fundament for polakkerne og den vigtigste årsag til, at den polske nation overlevede de 123 år, hvor staten Polen ikke eksisterede.

Det kan så her ved juletid minde os om, at kristendommen også er det kulturelle fundament for den danske nation. – Glædelig jul.