Om kort tid udstationeres 200 danske soldater i Estland i forbindelse med, at NATO vil placere soldater i de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen samt Polen for at beskytte dem mod eventuel russisk aggression. De danske soldater skal være sammen med et større britisk kontingent.

Det er imidlertid ikke første gang, at der er danske soldater i Estland. Første gang var i 1219, da Valdemar Sejr erobrede den nordligste del af nutidens Estland og byggede en stor borg, der blev begyndelsen til nutidens Tallin. Danskerne grundlagde også byen Narva, som er Estlands grænseby til Rusland. Denne historie er velkendt for de fleste danskere; men de færreste er klar over, at der under 2. Verdenskrig var voldsomme kampe i og omkring Narva, hvor mange danskere kæmpede på tysk side i Waffen SS mod Den røde Hær.

I 1721 kom Estland og det øvrige Baltikum under Rusland. Det blev en hård tid for den estiske befolkning, og i 1800-tallet begyndte Rusland på en voldsom russificering, der skabte stor modvilje i befolkningen. I forbindelse med den russiske revolution i 1917 erklærede Estland sig for selvstændigt, og det blev i 1920 anerkendt af det nye, kommunistiske styre i Sovjetunionen. Letland og Litauen blev ligeledes selvstændige lande.

Den 23. august 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen ikke-angrebspagten, der blev forudsætningen for, at Tyskland kunne angribe Polen den 1. september, og 2. Verdenskrig begyndte. Jf. pagten angreb Sovjetunionen Polen fra øst, og besatte i 1940 Estland, Letland og Litauen, der blev indlemmet som sovjetrepublikker. Straks begyndte Sovjetunionen en voldsom undertrykkelse af befolkningen med henrettelser og deportationer af hundred tusinder til Sibirien.

Det betød, at store dele af befolkningen i de tre lande opfattede tyskerne som befriere, da Tyskland kort tid efter angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941 besatte De baltiske Lande. Rigtig mange meldte sig under de tyske faner, herunder mange officerer. De meldte sig først og fremmest til SS, både som kampsoldater på Østfronten, men også som lejrvagter i KZ-lejrene og som aktive i jagten på jøderne. Den store opbakning til tyskerne fortsatte på trods af f jødeforfølgelserne!

Det er en af de største historiske fortrængninger i Danmark, at cirka 10.000 danskere meldte sig tit tysk krigstjeneste, og at cirka 8000 kom til at gøre tjeneste i det berygtede tyske Waffen SS; cirka 3.000 danskere faldt og 400 savnes fortsat. De fleste meldte sig til Frikorps Danmark, der blev oprettet med den danske regerings støtte.  I 1943 blev Frikorps Danmark opløst efter at have lidt store tab. Resterne af korpset indgik som SS regiment 24 Danmark i et nyt tysk panserkorps under general Felix Steiner. I 1943 blev korpset indsat på Leningradfronten.

Da Sovjetunionen i begyndelsen af 1944 brød den 900 dage lange tyske belejring af Leningrad, blev den tyske hær efter hårde kampe presset mod syd til Estlands grænse, så fronten i længere tid kom til at ligge ved Narva. Der deltog SS soldater fra mindst 14 forskellige lande, og de fik stor støtte af estiske frivillige. Man regner med, at der deltog 1.200 – 1.500 danskere, hvoraf op mod 500 døde, En af de faldne var George Mac Donald fra Brovst. Han blev født i USA i 1922 og kom til Brovst som otteårig sammen med moderen, der var fra Brovst. George blev såret den 7. marts 1944 ved Narva og døde syv dage senere. Der er bevaret en omfattende brevveksling mellem George og moderen, og brevene viser det tætte bånd, der var mellem dem. Georges grav er endnu ikke fundet.

George Mac Donald, 1943

Georges kompagnichef var Hauptsturmführer (kaptajn) Per Sørensen, der var lægesøn fra Øster Vrå. Han var oprindeligt premierløjtnant og en af de 70 frivillige linjeofficerer, der stolede på regeringens løfte om, at de kunne komme tilbage til hæren, når krigen var forbi. Per Sørensen meldte sig straks i 1941 og var med i talrige kampe på Østfronten, hvor han blev såret syv gange. Kampene ved Narva var hårde og langvarige, og Narva blev helt ødelagt; men den russiske overmagt var for stor, så resterne af Regiment Danmark og de øvrige i tysk uniform måtte trække sig tilbage til Letland.

Per Sørensen fortsatte kampen under tilbagetrækingen helt til Berlin, hvor han faldt i krigens sidste dage. Han blev begravet på en lille kirkegård af en kvinde, der efter krigens ophør passede hans gravsted. Før Murens fald rejste Per Sørensens mor til Berlin, hvor hun fik sønnens lig gravet op, kremeret og bragt hjem til Danmark, hvor han blev begravet ved siden af sin far på Løkken kirkegård.

De mange faldne danske soldater døde i kampen for et nazistisk voldsregime og som medlemmer af SS, der ved Nürnbergprocesserne efter krigen blev dømt som en forbryderorganisation. De overlevende blev ikke modtaget med hæder, da de kom hjem til Danmark; men med en fængselsstraf. Derefter har det officielle Danmark fortrængt eller ”glemt” hele denne del af Danmarkshistorien. Men det har man ikke i Estland, og så sent som i 1999 hædrede den estiske veteranforening den tidligere frikorpsmand, Svend Larsen fra Klithuse med Narvakorset

Den danske veteranforening for de frontfrivillige, har efter at Estland i 1991 igen blev selvstændigt, rejst to mindesten ved Narva, dels for ”SS Panzerkorps Steiner 1943 - 45”, og dels for ”Regiment Danmark 1943 – 45” med tilføjelsen: ”Til minde om dem, der deltog” samt en oversigt over, hvor regimentet havde kæmpet: Kroatien, Rusland, Estland, Letland, Kurland, Pommern og Berlin. Stenene er selvfølgelig rejst med de estiske myndigheders tilladelse.

Da Frikorps Danmark i sin tid var på orlov i Danmark, blev soldaterne mødt med store demonstrationer, hvorimod de 200 danske soldater, der nu skal til Estland for at beskytte det lille naboland, bliver sendt af sted med stor opbakning fra den danske befolkning.