Mens der i 1945 kom 250.000 tyske flygtninge til Danmark fra Østpreussen og Danzig, kom der 338.000 til Sydslesvig, hvis befolkningstal derved blev fordoblet. Det gav store problemer for en udpint landsdel, hvis befolkning sultede. Denne store invasion af flygtninge betød imidlertid, at danskheden i Sydslesvig vågnede. Indtil da havde det danske mindretal været hårdt presset, og i 1945 var der kun 3.000 medlemmer af Sydslesvigs Forening, SSF.

Flygtninge i Sydslesvig

Denne lille danske kerne havde oplevet skuffelsen ved folkeafstemningen og grænsedragningen i 1920, chikanerne i Mellemkrigstiden og den tvungne soldatertjeneste under 2. Verdenskrig. Familien Andresen i Agtrup, lige syd for den nuværende grænse, var en af de danske kernefamilier. Da der i 1920 kun var to danske skoler i Sydslesvig med 348 elever, var de danske familier, der ønskede, at deres børn skulle have danskundervisning, blevet betjent af danske vandrelærere. Det gjaldt også familien Andresens fire sønner, ligesom forældrene i nazitiden besluttede, at deres sønner ikke skulle være medlemmer af Hitlerjugend, og det var en meget risikabel beslutning.

Karl Andresen blev som 18årig indkaldt til den tyske værnemagt, ligesom de tre ældre brødre. Han ville imidlertid ikke aflægge førereden til Adolf Hitler, så han kom i et straffekompagni, hvorfra kun Karl og en mere overlevede krigen. For Karl var dansker, og det demonstrerede han på denne enestående måde.

I 1945 voksede tilslutningen til det danske mindretal eksplosivt, og allerede i 1946 var der blevet oprettet 36 danske skoler med 5.185 elever. De danske skoler blev hjemstavnsskoler, men på dette tidspunkt også genforeningsskoler. Der var dansk flertal blandt de hjemmehørende ved landdagsvalget i 1947, og man regnede på dette tidspunkt med en grænseflytning, og at flygtningene ville forsvinde.

I 1948 var medlemstallet i SSF steget til 74.683I. Den indirekte årsag til denne voldsomme vækst i tilslutningen til det danske mindretal var det store antal flygtninge. De var over alt, og de lokale sydslesvigere måtte dele deres boliger og senere arbejdspladser med dem. Nogle spåede endda danskhedens undergang, fordi østpreusserne erobrede Sydslesvig; men det gik helt anderledes.

“Gør Sydslesvig frit”

Ifølge historikeren Claus Eskildsen var hovedårsagen til det store, nationale sindelagsskifte, at mødet med flygtningene åbnede sydslesvigernes øjne for den danske kultur. Flygtningene var ægte preussere og tyskere, mens sydslesvigerne var fortyskede danskere. De havde jo danske navne som Hansen, Jessen og Petersen, ligesom alle stednavne var danske.

Der var talrige eksempler på, at hele familier valgte at blive danskere. De meldte sig ind i SSF og børnene kom i dansk skole. Såvel børn som voksne gik i gang med at lære dansk, hvis de ikke i forvejen talte sønderjysk. Hitlertiden havde åbnet deres øjne for preusseråndens konsekvenser, og de følte ingen samhørighed med de østpreussiske flygtninge. De opdagede, at de havde meget mere til fælles med danskerne og den danske kultur.

Indtil 1950 skulle ansøgere, der ønskede at blive optaget i SSF, udfylde et skema vedrørende sindelag, men også om afstamning, idet ansøgeren selv, en af forældrene eller to bedsteforældre skulle være født nord for Ejderen. Man ønskede derved at holde flygtningene ude af SSF. Retorikken i Sydslesvig mod de østpreussiske flygtninge var uhyre hård, lang hårdere end tilfældet var i Danmark.

I 1946 tilbød englænderne en revision af grænsen, men den danske regering afslog, og allerede den 9. maj 1945 havde statsminister Wilhelm Buhl sagt, at ”grænsen ligger fast”. Denne holdning blev støttet af et stort flertal i Folketinget, selvom en stor del af den danske befolkning ønskede en ny folkeafstemning. I Flensborg, der efter min opfattelse burde have været med i zone 1 ved afstemningen i 1920, stemte 90 % af de hjemmehørende dansk i 1947, og der var dansk flertal i byrådet indtil 1951.

Selvom håbet om genforening med Danmark efterhånden forsvandt, fastholdt det danske mindretal sin position såvel kulturelt som politisk. De danske skoler, børnehaver, biblioteker og kirker dækker det meste af Sydslesvig, og Flensborg Avis har fortsat en stærk position.

Politisk er det danske mindretal samlet i Sydslesvigs Vælgerforening, SSW, der er repræsenteret bredt i kommunalbestyrelser og kredse, ligesom partiet har tre medlemmer af landdagen i Kiel. Overborgmesteren i Flensborg er endda dansk.

Det danske mindretal lever i bedste velgående. Men på kirkegårdene i Sydslesvig ser man nu ikke blot danske navne som ”Familien Henningsen fra Gammelbygård”, men også østpreussiske som ”Margarete Klein, født Sarawski i Lyck”, begge på Sørup kirkegård. Disse fremmede navne minder os om den voldsomme flygtningestrøm til Sydslesvig, der fik den slumrende danskhed til at vågne!