Danskerne var forrige år naglet til fjernsynet for at følge serien om Danmarks nederlag i Krigen 1864, hvorved vi tabte hertugdømmerne. Dette nederlag har præget Danmark helt op til vor tid, og især var tabet af det ældgamle danske land, Slesvig smerteligt. Danmark blev et lilleputland, men også en nationalstat, der rejste sig under mottoet: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”.

Krigen i 1864 fik imidlertid også stor betydning for vore modstandere, Preussen og Østrig. Preussens ministerpræsident Otto von Bismarck (1815 – 1898) blev i den danske bevidsthed den store skurk, da han var arkitekten bag krigen mod Danmark. Vi forbinder ham derfor oftest med krige; men han gik fra at være den store krigsmager i fem år til at være den store fredsmager i 19 år.

otto-von-bismarck-01

Otto Von Bismarch

Allerede i 1862 havde kong Wilhelm den 1. udnævnt ham til ministerpræsident. Ved sin tiltræden udtalte han de berømte ord, der gav ham tilnavnet Jernkansleren: ”Politiske spørgsmål løses ikke med flertalsbeslutninger, men med jern og blod”. Derfor skulle Preussen have en stærk hær, så han fik indført tre års værnepligt. Da han blev kansler, var der 38 forskellige stater i Det tyske Forbund, deriblandt Holsten, og forbundet blev domineret af Østrig. Bismarck opsatte derfor det mål, at Tyskland skulle samles under Preussens ledelse; men uden Østrig.

Chancen kom i 1864, da Danmark brød fredsaftalen efter Treårskrigen 1848- 50, hvor vi havde lovet, at vi ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget. Men det gjorde vi med den nye forfatning i november 1863, og det vakte stor vrede i alle tyske stater. Så Bismarck var ikke sen til at gribe chancen. Preussen og Østrig angreb Danmark i 1864, og det danske nederlag var uundgåeligt. Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg, og grænsen blev flyttet nordpå til Kongeåen.

Efter krigen blev hertugdømmerne styret af Preussen og Østrig i fællesskab, men enigheden holdt kun til 1866, hvor de to lande kom i krig om byttet og om magten i Tyskland. Den 3. juli 1866 vandt Preussen det afgørende slag ved Königgrätz i Böhmen. Efterfølgende viste Bismarck sin genialitet, for han forfulgte ikke sejren ud fra holdningen, ”nok besejre, men ikke ydmyge”, og han forlangte heller ikke landafståelser fra Østrig. Kun de danske hertugdømmer blev indlemmet som provinser i Preussen. For Bismarck havde brug for Østrig i fremtiden. Fra da af var Preussen det ledende land i Tyskland.

I Frankrig så man med stor uvilje på Preussens stigende magt, og Bismarck anså en krig mod Frankrig for uundgåelig. Han lokkede derfor Frankrig til at erklære Preussen krig i 1870. Det betød imidlertid, at alle de tyske stater sluttede op bag Preussen. Frankrig led et forsmædeligt nederlag ved Sedan, hvor kejser Napoleon den 3. endda blev fanget. Efterfølgende blev Paris belejret og erobret.

I januar 1871 blev kong Wilhelm den 1. af Preussen kronet som Kejser Wilhelm den 1. af det nye, samlede Tyskland, og det skete i Spejlglassalen på slottet Versailles ved Paris. I løbet af kun fem år have Bismarck nået sit mål, at samle Tyskland under Preussens ledelse og uden Østrig. Bismarck blev rigskansler og Tysklands mægtigste mand. Ved den efterfølgende fredsslutning kort tid efter måtte Frankrig afstå Elsass og Lothringen til Tyskland. - Preussens tre sejre over Danmark, Østrig og Frankrig er foreviget på Sejrssøjlen på Strasse des 17. Juni i Berlin.

Fra da af blev Bismarck den store fredsmager. Han var klar over, at Frankrig altid ville pønse på revanche, så landet skulle isoleres. Han søgte tilnærmelse til nabolandet Rusland og gjorde alt for at undgå at provokere England. Flåden blev holdt på et lavt niveau, og Tyskland deltog kun i ringe grad i kapløbet om at få kolonier. I 1881 blev Tripelalliancen mellem Preussen, Østrig-Ungarn og Italien indgået for at isolere Frankrig.

Kaiser_Wilhelm_II_of_Germany_1902

Kejser Wilhelm II

I 1888 døde kejser Wilhelm den 1. og blev efterfulgt af sønnen, Frederik den 3., der var gift med den engelske prinsesse Viktoria, dronning Victoria ældste datter. Det nye kejserpar var kendt for deres liberale holdninger, der var præget af det engelske, politiske system, og Frederik havde ofte været i opposition til Bismarcks blod og jern politik.

Kejser Frederik døde af strubekræft 99 dage efter, at han var blevet kejser. Dette dødsfald fik uoverskuelige konsekvenser for Tysklands og hele Europas fremtid. Han blev efterfulgt af den kun 29-årige Kejser Wilhelm den 2., der var en helt anden type end faderen. Wilhelm var selvfølende og blandede sig i regeringsførelsen, så han kom hurtigt i et modsætningsforhold til Bismarck, som derfor blev afskediget i 1890. Wilhelm den 2. iværksatte derefter et stort flådebyggeri, og Tyskland blev en ivrig aktør i kampen om at få kolonier under kejserens parole, at ”Tyskland ønsker en plads i solen”.

Kejser Wilhelms politik nedbrød den magtbalance i Europa, som Bismarck havde opbygget, og i 1907 søgte England, Frankrig og Rusland sammen og dannede Tripelententen som modvægt mod Tripelalliancen. - Forspillet til 1. Verdenskrig i 1914 var sat i gang.

 

Det tyske kejserrige

Det Tyske Kejserrige 1871 til 1918. Preussen er markeret med blåt og øvrige delstater med lysebrun.