De elskede børnesange ”Jeg ved en lærkerede” og Solen er så rød mor” med musik af Carl Nielsen blev ikke spillet i Danmarks Radio mellem 1945 og 1963. De var sortlistet, fordi deres forfatter, Harald Bergstedt, var blevet idømt to års fængsel for landskadelig virksomhed under besættelsen. Harald Bergstedt var kun en at titusinder, der blev straffet for at have gået tyskernes ærinde på forskellig vis, dvs. trådt over ”Kridtstregen”. men hans og 16 andre danske forfatteres skæbne er ukendt for de fleste.

Harald Bergstedt

Harald Bergstedt

Allerede på befrielsesdagen den 5. maj begyndte jagten på de landsmænd, som havde overtrådt Kridtstregen. Samarbejdspolitikken under besættelsen var imidlertid med til at gøre det uklart, hvor Kridtstregen egentlig befandt sig, og statsminister Wilhelm Buhls (S) berygtede ”stikkertale” i 1942 skabte bestemt ikke klarhed. Det var året, hvor sabotagen så småt begyndte og dermed truede samarbejdet med tyskerne, der af samme grund pressede den danske regering. Wilhelm Buhl holdt derfor en radiotale, hvor han opfordrede danskerne til at stoppe sabotagen og samtidig hjælpe politiet med opklaringen.

Umiddelbart efter besættelsen indførte rigsdagen et straffelovstillæg med tilbagevirkende kraft. Man indførte dødsstraf, og der blev afsagt 78 dødsdomme, hvoraf de 46 blev gennemført. I alt blev cirka 13.500 danskere dømt med tilbagevirkende kraft, heraf 7.000 overlevende fra tysk krigstjeneste på trods af, at Frikorps Danmark blev oprette i 1941 med den danske regerings accept.

(1877 – 1965) var en anerkendt forfatter og samtidig kulturmedarbejder ved dagbladet Socialdemokraten. Han var uhyre populær og Socialdemokratiets og arbejderbevægelsens førende forfatterpersonlighed. Under besættelsen meldte han sig imidlertid ind i NSDAP, det danske nazistparti, hvorefter han blev journalist på det nazistiske blad, Fædrelandet. Han begrundede sit skifte til nazistpartiet med Stauníngs og Socialdemokratiets dobbeltmoral, hvor man på samme tid samarbejdede med tyskerne og tog afstand fra dem. Denne holdning fastholdt han indtil sin død.

Dansk Forfatterforening oprettede en såkaldt æresret. Den havde ingen juridisk myndighed, men den skulle fjerne de forfattere fra foreningen, der havde haft en unational holdning under besættelsen. Der kom 26 forfattere for æresretten, hvoraf de 17 blev ekskluderet fra Dansk Forfatterforening. Blandt dem var Harald Bergstedt.

Forfatterforeningens æresret. Fra venstre kontorchef Thomas Vollquartz, foreningens næstformand, bibliotekar Carl Dumreicher, æresrettens formand, landsdommer Torben Lund og forfatteren Hans Kirk

Forfatterforeningens æresret. Fra venstre kontorchef Thomas Vollquartz, foreningens næstformand, bibliotekar Carl Dumreicher, æresrettens formand, landsdommer Torben Lund og forfatteren Hans Kirk

Blandt de ekskluderede var også Valdemar Rørdam, der i 1930’erne blev betragtet som Danmarks nationalskjald nummer 1, og hvis sang, Danmark i Tusind År, blev foreslået som ny nationalsang. Han havde modtaget Holbergmedaljen og blev indstillet til Nobelprisen i litteratur i 1937 og 1938. Men i 1941 skrev han digtet ”Nu kom den tid”, hvor han priste Tysklands angreb på Sovjetunionen, og det besejlede hans skæbne.

Æresretten havde fire dommere med den partitro kommunist og stalinist Hans Kirk i spidsen. Han ville uden at blinke have solgt alt, hvad der havde med Danmark at gøre, til Stalin, hvis lejligheden havde budt sig, dvs. hvis Den røde Hær var kommet før englænderne ved befrielsen. Han kaldte Stalin for en stor humanistisk skikkelse, selvom Stalin havde flere mord på samvittigheden end Hitler, ligesom Stalin gratulerede Hitler med erobringen af Danmark og Norge. Indtil det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 bakkede Hans Kirk op om Hitler-Stalinpagten og angreb i voldsomme vendinger England. Hans Kirk kom imidlertid på sejrherrernes side, derfor kom han ikke selv for Æresretten.

Retsopgøret havde store konsekvenser for de mennesker, der blev dømt og stemplet som landssvigere. F.eks. blev der totalt tavshed omkring de 17 ekskluderede forfattere, til trods for deres litterære kvaliteter. Selv i litteratuhistoriske bøger har de næsten ikke været eksisterende, udelukket af det litterære parnas, der i årtier efter besættelsen var domineret af marxister. Men det forhindrer os ikke i med stor glæde at synge Harald Bergstedts dejlige sange.