Danmark har en stolt tradition for at åbne grænserne for mennesker i nød og på flugt, og de er normalt blevet budt velkommen. Men det blev de tyske flygtninge ikke, da de i stort tal kom til Danmark i 1945.

Ved befrielse den 5. maj 1945 var der ca. 550.000 tyskere i Danmark. Det var 250.000 soldater, 50.000 sårede soldater fra Østfronten og 250.000 flygtninge fra Østpreussen og Danzig. Desuden var der ca. 31.000 allierede krigsfanger og ikke-tyske flygtninge.

I ugerne efter fredsslutningen vandrede de tyske soldater i endeløse kolonner sydpå over grænsen til den ruinhob, der var tilbage af Det stortyske Rige. Mange fandt aldrig deres familie, og mange kunne ikke komme tilbage til deres hjemstavn i de tabte tyske landsdele, Østpreussen, Pommern og Schlesien, der kom under Polen og Sovjetunionen. Mange af de sårede døde og blev begravet i Danmark og 250 af dem på Søndre Kirkegård i Aalborg.

Ved verdenskrigens afslutning i 1945 var op mod 20 millioner tyskere på flugt for Den røde Hær fra Østeuropa og fra de tyske østområder. Mellem 2 og 3 millioner døde under flugten, og mindst 2 millioner kvinder blev voldtaget af de russiske soldater.

Da 3,5 millioner tyskere blev indesluttet i Østpreussen og Danzig af Den røde Hær, gav Hitler ordre til, at de skulle evakueres over havet. På 115 dage lykkedes det 800 skibe at evakuere 2,5 millioner ved verdenshistoriens største evakuering over havet, og af dem kom 250.000 til Danmark. 70.000 var børn under 18 år. Det første skib kom til København den 11. februar 1945 med 10.000 flygtninge, og de sidste ankom den 4. maj.

Tyske flygtninger ankommer til Danmark i 1945

Tyske flygtninger ankommer til Danmark i 1945

I de første måneder havde den tyske værnemagt ansvaret, og der blev placeret flygtninge i 1100 forlægninger fordelt på alle landets politikredse, hvor der blev beslaglagt 200 skoler, forsamlingshuse, kirker osv. Flygtningene kunne bevæge sig frit omkring og handle, og de var meget forhadte af den danske befolkning. Men fra den 5. maj måtte Danmark overtage ansvaret for de mange flygtninge.

Mod krigens afslutning var alt gået i opløsning for Værnemagten, og da de danske myndigheder fik adgang til lejrene, fandt de talrige døde flygtninge. Indtil den 5. maj døde 6.580 flygtninge, heraf 4.132 børn, for alle flygtningene og særligt børnene var svækkede efter strabadserne under flugten og derfor let modtagelige for sygdomme, som f.eks. mæslinger. Da den danske regering blev klar over, at flygtningene indtil videre ikke kunne blive sendt hjem, besluttede man at samle dem i 142 store lejre, og alene fra København blev der flyttet 150.000 til provinsen.

Den tidligere minister, Johannes Kjærbøll, blev sat i spidsen for flygtningeadministrationen, og det var en mægtig opgave, der kom til at beskæftige op mod 10.000 danskere. Det gav genlyd, da 60 danske præster i et hyrdebrev til den danske befolkning opfordrede til, at man behandlede de tyske flygtninge som medmennesker. Det gjorde myndighederne da også, hvad retningslinjerne for behandlingen af flygtningene også viser:

Der skulle være en passende forplejning. Den skulle være nødtørftig, men forsvarlig i henhold til Danmarks humanitære og demokratiske tradition, og der skulle forebygges mod smitsomme sygdomme. Flygtningelejrene skulle indhegnes og bevogtes, så man undgik fraternisering med den danske befolkning og undgik, at flygtningene faldt til og blev i landet. Desuden skulle flygtningene registreres af hensyn til den fremtidige hjemsendelse.

Den største lejr lå i Oksbøl med 35.000 flygtninge, hvoraf 50 % var kvinder, 35 % børn og 15 % ældre mænd. Oksbøllejren kom på mange måder til at fungere som en by med delvis selvforvaltning med tysk borgmester, byråd, politi og lejrdomstol; men alt skulle selvfølgelig godkendes at den danske lejrledelse. Desuden var der kirker, skoler, gymnasium og mulighed for uddannelse af de unge inden for handel og håndværk.

I Nibe politikreds var der før 5. maj 1627 flygtninge fordelt på 23 adresser. I Aalborg politikreds var der 5.664 flygtninge fordelt på 16 adresser, mens antallet i 1946 var steget til 36.000 flygtninge, placeret i store lejre på de tre lufthavne, ved Vestre Allé og hvor der ellers havde været tyske installationer.

Det var en mægtig opgave at huse så mange tyske flygtninge. Behandlingen af dem tjener Danmark til ære, for selvom Danmark var kommet bedre gennem krigen end noget andet besat land, var landet fattigt efter de fem besættelsesår. De danske myndigheder og befolkningen vidste imidlertid, at flygtningene på et tidspunkt ville blive sendt hjem, og i 1949 forlod de sidste Danmark. 17.209 var døde og blevet begravet i Danmark.

De tyske flygtninge kom tomhændede tilbage til det udbombede, udsultede og formindskede Tyskland. Men de var dygtige og flittige, og det er en kendsgerning og tankevækkende, at disse hjemvendte flygtninge sammen med de mange millioner andre flygtninge i høj grad har bidraget til Tysklands hurtige genopbygning og erhvervsmæssige succes efter krigens kaos.